Endnu et højdepunkt
Vi havde besluttet os for at køre fra Eger mod Pecs ad landeveje. Godt nok tager det noget længere tid end at køre af motorveje, men man oplever klart mere på denne måde, og når man nu har tid nok kan det give gode oplevelser. På Peters kraftige opfordring blev ruten lagt af Ungarns bjergrute, og den førte os også af en lille afstikker op på toppen af Kekestetó, Ungarns højeste bjerg med en højde på 1014 meter over havet. Vejen førte af hårdnåle sving gennem det kuperede landskab, der adskilte sig meget fra det ellers så flade slettelandskab man normalt forbinder med Ungarn. På trods af de lidt over 1000 meter minder bjerget mere om Ejer Bavnehøj end om mange andre toppe vi har været på. Man kan nemlig køre resten helt op på toppen, hvor der hverken mangler restauranter eller souvenirboder. Udsigt fra toppen var fantastisk, og der kunne man dog godt fornemme den noget større højde i forhold til Danmarks højeste punkt. Om vinteren kan man stå på ski, hele 3 skilifte er på plads til at fragte folk op igen efter endte løb, og selv en schirmbar som man kender fra alperne manglede ikke.
Fra bjerget gik det i sagens natur nedad. efter kort tid havde vi lagt Matrei bjergene bag os og det komplet flade landskab tog over. Vejen var hullet som en si, og puklet som en kamel, så vi kom ikke just hurtigt frem. Vores gps antydede det allerede fra start, den vurderede at vores gennemsnitsfart ville være 55 kilometer i timen, og det holdt stort set stik. Når vejen af og til blev bedre kom der straks en landsby eller en lidt større by der sørgede for at få os bremset igen. Omfartsveje så vi kun en af, og den var stå nu at den ikke blev opfattet af vores indbyggede navigationssystem. På vores kort havde vi udset os en by som stedet hvor vores køletaske skulle sørge for frokost, vi havde valgt en med 2 stjerne, altså en by der skulle være værd at opleve. Det viste sig at holde stik, den for os indtil da komplet ukendte by Kecskemét bød ind med en kæmpe park omkranset af meget flotte bygninger der blev rammen om vores frokost. Bygningerne var i alverdens stilarter, og for lige at give en passende kontrast var der også et par kommunistiske rædsler iblandt. Utroligt så grimt de byggede dengang.
Efter opholdet i Kecskemét kørte vi videre mod Pecs, undervejs passerede vi Donau og var dermed i området transdanubien, altså området på den anden side af Donau. Kort før Pecs ændrede landskabet sig heldigvis, væk var det søvndyssende, flade landskab, i stedet dukkede der små bjerge frem, ikke så høje som dem vi startede dagen i, men høje nok til at vejen atter bugtede sig lystigt fra side til side. I Pecs kæmpede vi lidt med at finde en parkeringsplads. Vores første forsøg var en indhegnet plads med vagt, men ak, den havde kun åbent fra 8-18 og var i øvrigt dyrere end parkering på den selvom man ikke kun parkere der i løbet af natten. Ikke så underligt at der kun holdt en sølle bil på pladsen. Lige udenfor fandt vi en gadeparkeringsplads, og fik med vores kort betalt for en dags parkering. Den indhegnede plads skal ændre både pris og politik, ellers er den snart udkonkurreret.
Pecs viste sig at være en meget smuk by, vores lejlighed er næsten beliggende midt inde i byen, så efter en kort pakke ud pause slentrede vi ind i den gamle bydel. Her ser man spor fra tidligere tiders rigdom overalt, en gammel Moske fra Osmannernes herredømme er blevet omdannet til en kirke, en synagoge er stadig i brug, og palæer fra det Habsburgske monarkis tid befinder sig i forskellige stadier af restaurering.
Efter et dejligt måltid mad gik vi hjem i boligen for at se fodbold, desværre tabte Danmark semifinalen ti England med 2-1, fuldt fortjent efter spil og chancer, men derfor kan man jo godt ønske sig et andet resultat.
Kommentarer