Sightseeing på apostlenes heste

Efter en god nats søvn skyndte vi os afsted på apostlenes heste mod de imponerende markedshaller. Her blev der tilbudt alverdens fødevarer, med hovedvægt på ungarske specialiteter, især frugt og grønt var stillet pænt op.
En af boderne i markedshallen. Et helt igennem anbefalelsesværdigt sted hvis man er i Budapest.
Fra markedshallen, øverste etage var forbeholdt souvenirsælgere og madboder. Vi fik en god, omend ret dyr morgenmad.
Tja, billedet taler jo for sigselv, men alligevel, en af de meget smukke ungarske postkasser.
Efter markedshallerne passerede vi Donau og ankom til Buda bydelen. Den er betydelig mere bakket, og vi startede med at sætte os selv den størst mulige udfordring, at gå op til Citadellet. Højt beliggende på en klippe over byen.



Generelt er bilparken i byen god og moderne, dog finder man stadigvæk enkelte relikter fra en svunden tid som denne Lada.

Fra Citadellet begav vi os over mod det store slot. Vi fik en øl på vejen at styrke os på. Slottet blev ødelagt under de heftige kampe henimod slutningen af 2. verdenskrig, men er siden blevet genopbygget. På slotshøjen mødte vi Eva og Christian samt Lone. Med dem så vi lidt af komplekset, samtfik en kop kaffe på en helt vild hyggelig Cafe, Med en beliggenhed 200 meter fra den store kirke et fredfyldt sted. Turistbusserne kører folk op til kirken, og derfra går de ned mod slottet, den nordlige del af slotshøjen er derfor ret rolig.







Fra slotshøjen gik vi mod den ekstremt imponerende parlamentsbygning, gigantisk, smuk, majestætisk er alle ord der dækker bygningen. Den er virkelig et besøg værd, selvom den faktisk ses bedst på afstand. Undervejs kom vi forbi et mindesmærke med jernsko foran Donau, her blev især jøder skudt under 2. verdenskrig.
Vores videre dag forløb med besøg på en vinbar, samt aftensmad med familien Aggerholm, alt i alt kom vi op over 20 kilometer på de flade føder, ikke ringe. Vores tur til Budapest var kort, men lidt overraskende har vi begge følt at vi havde en god tur uden stres.
















Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Polisi

Ankommet til paradis

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!