Ombord på the Iron Ore Train

 

Næste dag gik jeg ud i byen for at klare de ting jeg ikke fik klaret dagen inden, så vi var klar til at stige om bord på toget om eftermiddagen. Mine opgaver bestod af at få et simkort, give gutten i supermarket hans penge tilbage og købe lidt flere forfriskninger og brød til den lange togtur. Jeg gik straks afsted ned mod Mattels (internetudbyder i Mauretanien) kontor i byen, hvor der stod en lang række folk i kø. Det viste sig at jeg ikke behøvede at stå i den kø, da vagten sprang op fra stolen, gav mig hånden og spurgte hvad han kunne hjælpe mig med. Jeg forklarede ham at jeg skulle have et simkort og så tog han mig i armen og førte mig ind i et baglokale. Her kom jeg hen til en receptionist, som ville se mit pas og visa, sidstnævnte havde jeg glemt. Men det gjorde ikke noget for jeg blev alligevel sendt ind til bossen, der havde en over gennemsnitstørrelse guldring på næsten alle ti fingre. Han fiksede et simkort til mig for lidt over en euro og sagde at jeg nu skulle finde en der kunne tanke det op, for det kunne han ikke her. Så jeg tænkte at det måtte være henne ved de gutter jeg var hos dagen inden. Og ganske rigtigt, da jeg ankom hos dem og viste dem at jeg havde fået et simkort, tog den ene af dem min mobil. Fandt det nye telefonnummer og skulle bare have at vide hvor meget det skulle tankes op for. Jeg stak ham 200MRU og fik så lidt over 6GB. Det var helt perfekt! Den ene af sælgerne ville gerne lige vise mig hans butik og så gik jeg med ham. Han åbnede for garageporten og viste mig alle hans telefoner og opladere som han solgte. Det virkede ikke til at han ville sælge mig noget men var bare stolt over sin butik. Jeg fik lov til at tage et billede af ham og begav mig derefter hen til gårsdagens supermarked for at betale medarbejderen hans penge tilbage. Sidste stop hentede jeg 2 nye baguette, denne gang til 10MRU per styk og gik glad hjem, efter at have nået det hele. Ankommet på værelset, fiksede Fanta en taxa til os der hentede os lidt over 13 og vi fik pakket færdig og satte os så ind i taxaen. Han kørte os ud til udkanten af byen, hvor der lå en lille togstation. Da vi trådte derind, lå der en politibetjent sammen med 3 andre passagerer på et bedetæppe og drak the. Vi fandt en plads og lidt efter kom politibetjenten hen til os og sagde at vi lige skulle følge med ham. Vi fulgte pænt efter ham til hans lille kontorbygning udenfor stationen, hvor vi fik lov til at tage plads på en lille sofaseng, hvor fjedrene kiggede op af madrassen. Han spurgte om vi havde tænkt os at køre med i passagervognen eller om vi ville kravle op i en af godsvognene. Han anede godt lidt hvad svaret var, men vi blev lidt usikre da det for ca. et halvt år siden var blevet ulovligt for turister at køre med i en af godsvognene. Det havde han dog slet ikke noget problem med at vi ville, han skulle bare have nogle sedler under bordet for at kigge den anden vej. Den nye regel er helt sikkert blevet en god indtægtskilde for politibetjentene langs togruten. Vi gav ham det der svarer til 25€ for at vi begge måtte gå op i vognen og han fulgte os ind i stationen igen. Her blev vi tilbudt the og betjenten forklarede os op til flere gange at vi ikke måtte tage billeder i stationen og først igen når toget kørte afsted. Derudover fortalte han os også at toget ankom ved 17-tiden og så gjorde vi os klar til at vente 3 timer i den sandede togstation. Efterhånden som tiden gik kom der flere og flere passagerer ind i togstationen og der blev bedt, drukket the og solgt alt fra lommelygter til mad og tørklæder for at beskytte mod jernmalm og sand. Da klokken nærmede sig 17 begyndte de første folk at søge ud mod skinnerne og Kayla og jeg begyndte også at gøre os klar. Vi skulle nemlig bare ikke misse toget. Politibetjenten sagde at vi skulle vente på stationen og uroligt sad vi der, mens flere og flere folk gik udenfor. Da en stor flok begav sig udenfor lidt senere kunne vi ikke vente mere og vi gik ud sammen med dem. Det blæste en halv pelikan og vi måtte binde tørklæder om hovedet og rette på solbrillerne for ikke at få sand i øjnene. Vi gik lidt væk fra stationen og stod nu ved skinnerne. Lige ude foran stationen stod de fleste folk og vi gættede på at det nok var der at passagervognen ville stoppe. På et tidspunkt kom der en mand kørende hen til os med varer i vognen og en gut der sad på ladet. De prøvede at snakke lidt med os, men eftersom at ingen kunne den andens sprog blev det ikke til den helt store samtale og vi ventede alle i tavshed. Indtil godt 20 minutter senere, hvor vi kunne se toget i det fjerne. Kayla og jeg gjorde klar til at stige ombord. Da toget nærmede sig blev vi ramt af en øredøvende larmen fra det enorme tog, der havde 3 kæmpe lokomotiver i spidsen, der trak det flere kilometer lange tog. Da de store maskiner havde forbipasseret os fulgte der en endeløs række af godsvogne, der ikke syntes at stoppe. Indtil den så gjorde nogle minutter senere. Det er det længste tog jeg med afstand har set i hele mit liv, men det giver jo også god mening, når det nu er et af de længste tog i verden og det kan jeg med god samvittighed bekræfte!

Kayla og jeg skyndte at finde os en vogn vi kunne side i. Vi ville nemlig gerne have en vogn for os selv, for togturen varede ca 13 timer og når der ikke er et toilet i godsvognene må man jo gøre det i modsatte side af vognen. Derfor gjorde lidt privatsfære ikke noget i denne situation. Men sådan gik det ikke helt for da Kayla og jeg var kommet op i en af vognene, begyndte manden med ladvognen at læsse sine varer op i den vogn vi lige havde sat os op i. Vores tanke var at han nok gerne ville have at vi passede på hans varer. Det var jo ikke i sig selv så slemt, men manden der var sammen med ham skulle også med på toget. Nå vi måtte lige se hvad vi så gjorde. Den ene mand var så sød at give os en presenning han havde fundet i sandet, som vi kunne side på. Det synes vi virkelig var sødt af ham og prøvede så at forklare ham at vi godt kunne tænke os at have vores egen vogn. Vi kravlede derefter over i vognen ved siden af og gjorde os til rette på presenningen, som vi havde lagt i bunden af vognene. Vi fik lidt ondt af manden der nu var alene i den anden vogn og blev enige om at hvis vi kunne have snakket med ham, havde det været meget spændende at kunne side og snakke med ham. Men eftersom at han hverken kunne engelsk og vi ikke kunne fransk, var toilet situationen lidt vigtigere for os. 

Toget holdte ved stationen i godt en halvtime inden det kørte afsted. I den tid nåede vi at få snøret vores tørklæder ordentlig, spise lidt aftensmad bestående af baguette, nødder og en fake nutella. Derudover havde manden i vognen ved siden af, som vi havde forladt kravlet ud af vognen og gået hen til nogle andre i en anden vogn lidt længere væk. Det gjorde os lidt glade at vide at han ikke skulle køre den lange vej alene. Da toget endelig satte igang gav det et kæmpe ryk i vognen. For når det første lokomotiv satte i gang gav det en kædereaktion i de kilometerlange godsvogne der var spændt fast på hinanden. Så må kunne høre lyden længe inden det ramte vores vogn. Og taget i betragtning som den larm det forårsagede i vores vogn, gættede vi på at dette ville blive en larmende og lang nat. Det viste sig at vi havde ret og hvert enkelt bump på skinnerne, hvert sving og hver opbremsning og acceleration kreerede en så bragende larm at vi var hver gang var sikre på at vi måtte være røget af skinnerne. Det skete heldigvis ikke!

Men det gjorde det derimod ikke nemmere at falde i søvn. Da mørket havde lagt sig og det ikke var muligt at tage flere billeder, satte vi pandelamperne på og lagde os på presenningen i den anden ende af toiletsiden. Her krummede vi os tæt sammen og prøvede at undgå at få jern og sand ind under tørklædet, hvilket ville vise sig at være umuligt. Flere gange skulle vi tømme tørklædet for støv og skibriller havde været bedre end solbriller kunne vi konstatere. Med den skingrene lyd af metal mod metal prøvede vi at lukke øjnene indtil vi kunne mørke at vi stoppede. Hurtigt skyndte jeg mig op for at kigge, mens jeg også kiggede på kortet for at se om vi var ankommet til Choum. Jeg kunne konstatere at der var lang vej endnu, men at vi derimod var stoppet i en meget lille landsby, hvor vi ventede på at et tog fra modsatte vej skulle forbipassere os. Vi nød stilheden og vente os om på ryggen for at nyde den så sjældne stjerneklare nat med nymåne, der gjorde at vi kunne se det hvide støv i mælkevejen som vi aldrig havde set det før. Det var så magisk og så flot at det blev highlighted på togturen. 20 minutter senere var vi afsted igen og på ny startede den øredøvende larm, mens sand og jernmalm hvirvlede rundt om ørene på os. Igen havde vi krummet os sammen til en lille kugle og nød at temperaturen nu blev varmere jo længere vi kom indenlands. Flere 100 kilometer senere stoppede toget på ny og denne gang klokken lidt i fire kunne vi nu høre menneskestemmer. Kayla og jeg begyndte nu at blive lidt nervøse da vi kunne høre at stemmerne kom nærme og vi kunne se lystråler lige udenfor vores vogn. Så hørte vi lige pludselig, hvordan der var en der kravlede op i nabovognen, hvor varerne lå og Kayla og jeg krøb sammen med taskerne under armene. Først så manden os ikke og efter han havde rodet lidt rundt i varerne kiggede han hen på os. Så sagde han Bonjour og jeg skyndte mig hurtigt at returnere hilsnen. Så rablede han løs på fransk og jeg svarede parlais anglais? Hvorefter han spurgte om vi havde set nogen der havde været ved varerne. Det svarede vi nej til og efter lidt frem og tilbagen ønskede han os en god rejse og vi kunne falde til ro igen. Vores hysteri kom kun fra at Kayla et par dage inden havde læst om nogle turister hvis tasker havde været kigget igennem af nogle lokale som så havde taget nogle af deres ejendele. Det skete heldigvis ikke for os og manden viste sig at være rigtig flink og kunne endda lidt engelsk. Toget startede atter igen og vi trillede afsted og på kortet kunne vi se at næste landsby var Choum, som var vores endestation. Heldigvis! 

Stadig uden at være faldet i søvn og med jernmalm og sand i hver en sprække kunne vi ane solopgangen ude i det fjerne. Den flotte stjernehimmel blev skiftet ud med en blå-gullig himmel, hvor solen på et tidspunkt begyndte at vise sig. Vi rejste os op og beundrede det ændrede landskab der stadig bestod af ørken, men nu med store monolitter, kameler og små træer og buske. Derudover var der også små nomadehuse bygget af strå og tæpper, som også var blevet noget vindskæve. Det flotteste var dog den afrikanske sol som begyndte at vise sig i horisonten som en perfekt kugle i en lysegul farve. Vi beundrede synet og var glade for at have overstået natten. Og med et kig på kortet kunne vi konstatere at vi nu kun vare tyve kilometer fra Choum. Efter at have været ombord i godt 13 timer  hoppede vi af toget, hvor vores lille mercedes sprinter holdt og ventede på os. Det havde min kontakt i Chinguetti fikset til os, som var ham vi nu skulle hen til. Vi kastede os ind i bussen, som kun bestod af os, nogle varer der blev læsset af toget og så kiggede Kayla hen over skulderen og fik øje på noget besynderligt. Der sad ganske rigtigt en kamel på bagerste række, som skulle med os. 

10 minutter og et pit stop i landsbyen senere var vi på vej mod Atar, hvor vi skulle skifte over i en taxa der skulle tage os til Chinguetti. Vi nød at vi var kommet af toget og brugte tiden til at tørre sand og jernmalm af hovedet med vådservietter. På vejen så vi biler med et hav af mennesker bag på ladet og ikke kun mennesker kunne køre med der men også kameler. Det undrede os dog ikke rigtigt nu når vi selv havde en kamel i bagagerummet. Vi ankom til hovedgaden i Atar, hvor bussen stoppede og vores taxa videre holdt kun 20 meter væk derfra. Vi fik lige spurgt en ekstra gang om det var den rigtige taxa, for vores hostelmand i Chinguetti havde allerede betalt for den. Det var det heldigvis. Vi satte os ind i bilen og 10 minutter senere kørte den afsted med et godt højt-oppakket lad, Kayla og jeg, samt to kvinder og vores driver. Kayla blev bedt om at side i midten da jeg ikke måtte side ved siden af den anden dame. Og så var vi afsted. 2 timer senere ankom vi, efter at have kørt på en uasfalteret vej hele vejen. Ekstrem udmattede efter den lange rejse fik vi endelig mødt Cheikh, som jeg havde startet at skrive med flere måneder inden på WhatsApp. Han har hjulpet os ekstrem meget på rejsen med transport, overnatninger og visum. Det har vi været virkelig glade for, da det har givet os en sikkerhed ved at rejse rundt i Mauretanien, som man ellers ikke kan finde så mange informationer om. Han viste os vores find lille auberge og vi kastede vores tasker ind i værelset som havde aircondition. Heldigvis kunne han rigtig godt engelsk efter Mauretansk standard og vi sagde til ham at vi gerne ville tage et bad for at skylle sandet og jernet af kroppen. Det kunne han godt forstå, men han skulle lige have 5 minutter til at fikse vandtrykket. Det fik han lov til og 5 minutter senere kunne vi endelig gå i bad. Det var fantastisk og derudover fil vi også vasket vores tøj som vi havde haft på. Efter det lagde vi os på værelset og faldt lidt i søvn. Om eftermiddagen gik vi så ud til Cheikh igen og fik the sammen med ham. Vi snakkede længe med ham om alt vi havde oplevet og meget mere. Desuden forklarede vi ham at vi muligvis skulle skære ned på antal dage i ørkenen pga af uventede udgifter (bilen i Dakhla og visum). Det synes han ikke var nogen dårlig ide, især fordi varmen ville være ulidelig. Derudover var han så sød at give os en discount, hvilket var hans egen ide, så vi fik rabat på værelset og på aftensmaden. Det takkede vi ham rigtig mange gange for og han var bare glad for at vi var her. Vi lagde os ind på værelset igen og havde aftalt med ham at vi ville spise aftensmad klokken 19:30. Lidt inden da gik jeg ud for at købe noget vand til os og da jeg kom tilbage var vores risret med sovs, grøntsager og kamel serveret. Dertil fik vi en vand og en mango til dessert. Det var herligt at få ordentlig aftensmad igen og der blev spist op. Med fulde maver gik vi tidligt i seng og sov rigtig rigtig godt efter den lange rejse.