50 kilometer til fods

 


Er trods alt ikke noget vi gør ret ofte. Vi havde dog for længe siden aftalt med Claus & Sisse at vi atter skulle prøve kræfter med et par etapper på E1 ruten gennem Tyskland. sidst vi var afsted gik vi fra Slesvig til Flensborg, mens vi denne gang havde planlagt at gå fra Eckernförde til Slesvig.

Vi kørte afsted i 2 biler mod Eckernförde. Den ene bil stillede vi ved Gottorp slot i Slesvig, og herefter fortsatte vi mod Eckernförde hvor vi parkerede ved Jes Kruse skolen, byens ret store danske skole.

Når man vandrer i midt / slut september kan man nå at gøre sig mange bange tanker om hvilket vejr der venter en på turen. Det viste sig dog at vi helt ubegrundet havde gjort os disse tanker, for netop denne weekend skulle blive den sidste sommeragtige weekend i 2024. Solen skinnede, og vi gik derfor glade afsted mod første etapes mål ved Aschberg i Hüttener Berge. Ved Aschberg, der er næsten 100 meter højt er der i 2014 bygget et fantastisk hotel hvor vi havde booket os ind til en overnatning. Aschberg er også hjemsted for den Bismarck statue der indtil slutningen af første verdenskrig stod på Knivsberg i Sønderjylland. Da krigen var ovre og det lå i luften at Sønderjylland ville blive dansk blev statuen flyttet fra Knivsberg til Aschberg. Her står den så og skuer mod nord.

Turen fra Eckernförde gik først langs Windeby noor, og siden forbi en østlig del af det gamle Dannevirke der lige netop var synlig landskabet. Undervejs var der også mulighed for at købe ind i Osterby, hvilket vi dog ikke gjorde brug af. Lidt over kl. 15 kunne vi så vandre den sidste stejle stigning op mod Aschberg. Da vi kom op var der liv og glade dage på hotellets terrasse, hvor der var et bryllup i gang. Vi fik en dejlig kold øl og var alle glade og tilfredse over hvor godt de 23 kilometers vandring var gået. Hotellet har en fremragende restaurant, og her fik vi et både super godt, og meget mættende måltid mad. Det er tydeligvis blevet dyrere at spise i Tyskland, men når kvaliteten er høj er det vel egentlig fair nok at der skal betales en rimelig pris.

Efter en god nats søvn fik vi god morgenmad på hotellets restaurant, og så ventede der ellers 28 kilometers vandring mod vores parkerede bil ved Gottorp slot. Ruten startede med nogle bakker, men efter 6 kilometer er det slut med Hüttener Berge. Ruten går herefter i lidt for lang tid på små asfalt veje, men heldigvis venter der endnu et højdepunkt de sidste 7 kilometer ind mod Slesvig. Ved Selk går vi rundt om Selker Noor, over en lille bro, og så forbi Hedeby ved Haddebyer Noor. Ruten går også oppe på halvkredsvolden rundt om Hedeby, og forbi museet der for et par år siden er blevet renoveret. Da vi kom til Gottorp slot var det tiltrængt, for da var fødderne trætte, og energien var også ved at være væk.

Med turen har nu gået de 4 nordligste tyske E1 etapper, og denne weekend har absolut givet lyst til flere god oplevelser på ruten.









Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag