På gåben gennem Sahara i tre dage, med tre dromedarer og Mohammed Mahmoud

Cheikh havde aftenen inden sagt til os at vi skulle være klar klokken 7 næste dag for at slippe for middagsvarmen, hvilket nok ikke var helt dumt nu hvor vi snart begav os ud i Sahara på en tre dages ørkenvandring. Vi stod op ved halv 7 tiden og fik en bid brød og heldigvis var tasken pakket aftenen inden. Så vi kunne gå direkte ud til Cheikh, som bød os på en the imens vi ventede på at vores grej blev pakket sammen. Efter en god kop the, gik vi ud med vores ene rygsæk som vi havde pakket med lidt tøj, pandelamper, kameraer og andre sager vi kunne bruge til underholdning. Da vi gik ud af porten så vi for første gang vores dromedarer, som alle i Mauretanien kalder for kameler. De var ikke de eneste vi havde æren af at møde for bag en af puklerne dukkede vores guide op. Vi fandt senere ud af med vores beskedne fransk, at han hed Mohammed Mahmoud. Det var også en af de eneste tilnærmelsesvise ordentlige samtaler vi førte med ham i de kommende tre dage. Mohammed var en ældre herre, der var i god form og havde overraskende flotte tænder. Han gik for det meste rundt i blå gevandter med en turban på hovedet. Indenunder var han iført bukser og en skjorte. De blå gevandter er meget klassisk mauretansk påklædning for mændene og man ser dem overalt når man går rundt i gaderne. Nogle har flotte mønstre broderet på stoffet og andre er hvide. Mohammed så altid lidt sur ud, men det var han egentlig slet ikke og vi grinte flere gange i sær når der ikke var nogen af os der fattede, hvad den anden sagde. Men vi fandt også ud af at det ikke var et særsyn at folk så lidt knotten ud, men egentlig ikke var. Menneskerne i Mauretanien har været rigtig rigtig flinke og har tit hilst på os ude på gaden eller snakket med os. 

Da kamelerne var pakket med alt vores bagage bestående af, vandtanke, tæpper, tasker, køkkengrej og træsadler, sagde vi farvel til Cheikh og fulgte Mohammed ud i ørkenen. Byen Chinguetti, som vi startede ud fra bestod sådan set allerede af ørken, men man lagde alligevel hurtigt mærke til sceneskiftet. For jo længere væk fra byen, jo mere øde blev det. Da de sidste bedouintelte eller stråhuse var passeret var der ikke andet end sand, små buske og varme. Det skulle også vise sig at næste gang vi skulle se en fremmed var da vi ankom til bedouinlejren sent på anden dagen. Men tilbage igen til karavanen. Vi fulgte i trop med Mohammed og de tre kameler som vi på vejen døbte Oldtimer, “fettsack” (feller sæk på sydslesvigsk) og Snack Efron efter skuespilleren Zack Efron. Oldtimer var den bagerste i karavanen og vi lagde mærke til at de altid blev spændt op i samme rækkefølge. De havde allesammen en ring eller karabiner i næsen, hvor en snor kunne bindes fast og så spændes bag på kamelen foran. Oldtimer så ud til at være den ældste og mindste af de tre kameler og var den eneste uden saddel. Den midterste var Fettsack, som på tysk betyder tyksak. Det navn fik han fordi hans mave bulede enormt meget ud til begge sider. Den foreste kamel, Snack Efron, som var alphaen i troppen, var den største af dem alle. Det navn fik han fordi han ved enhver lille busk som vi passerede prøve at spise noget af den. Desuden fik han også alle vores rester efter måltiderne og spiste sågar de brugte teblade. Nu hvor holdet er blevet præsenteret, kan vi vende tilbage til turen. Gåturen varede i ca. 3 timer inden vi holdte pause. Vi passerede enorme sanddyner, som lignede små bjerge i horisonten. Mohammed var en erfaren guide og prøvede så godt som muligt at undgå det løse sand, som var hårdt at gå i. Vi gik heller ikke i en lige linje, men passerede sandbankerne, der hvor de skar hinanden, så man skulle gå mindst muligt opad. Kayla og jeg havde kun en flaske vand med i starten som vi drak sparsomt af. Vi troede nemlig at der ville blive sørget for vand undervejs eller at vi lige kunne hente en flaske vand bed fra en af kamelerne. Det vidste sig dog ikke at være så let. Så på et tidspunkt lidt efter vi havde tømt vandflasken for den sidste dråbe, måtte jeg kalde på monsieur (Mohammed), som vi på det tidspunkt stadig ikke kendte navnet på. Med håndtegen og pegen fik vi forklaret ham at vi havde brug for mere vand og så fik han ellers banket den ene af kamelerne ned. Han brugte en lille stok til at klappe kamelen på bagbenet, imens han gjorde en tyssende lyd. Kamelerne var meget lydhøre og gjorde uden tøven præcis hvad han bad dem om. Så fik vi fyldt vandflasken op og vi kunne atter begive os afsted i sandet. 

Man kunne nemt mærke at varmen tog til i læbet af dagen og det blev mere og mere anstrengende at gå, jo senere det blev. Efter godt 8km og 3 timer senere nåede vi en noget vindskæv hytte, der blev holdt op ad tynde og snoede stokke, hvorpå der var bygget et tag af pinde og strå, samt en væg. Kayla og jeg satte os ind i hytten, på en sten som var placeret der til at side på. Imens gik Mohammed igang med at læsse bagagen af kamelerne. Jeg prøvede på engelsk at spørge om jeg kunne hjælpe ham og fandt ikke helt ud af om det var et ja eller nej jeg fik fra ham. Men jeg prøvede alligevel at bære nogle af taskerne ind i hytten. Da der ikke var flere tasker tilbage, kunne jeg ikke undgå den døde gedekrop som lå i sandet. Dagen inden i moskeen havde vi for første gang set sådan en mauretansk drikkedunk og nu havde vi sørme også selv en med på turen. Jeg tog fat i de fire snore, som benene var bundet fast i og trak den ind i hytten, hvor jeg lagde den i sandet. Senere lærte vi så at de altid binder den op i noget så det er nemmere at få vandet ud af den. Det havde Mohammed heldigvis styr på og han stod for geden. Da kamelerne var bundet fri og fik lov til at gå frit rundt og græsse i buskene, sad Kayla og jeg nu begge inde i hytten. Mohammed fes stadig rundt og vi fandt hurtigt ud af at hytten ikke var helt færdig endnu. For Mohammed begyndte at binde tæpper fast i den ene af siderne og fik også hurtigt brug for min hjælp. Mens jeg holdte den ene side spændte han den anden side fast i hytten og vupti havde vi lukket den ene væg. Den anden væg lukkede han med et en tynd træplade som nok lå der fra de forrige huserende gæster der også havde brugt hytten til at søge ly fra middagsheden. Så havde vi lige pludselig en hyggelig lille hytte med en udgang på den ene side. Kayla og jeg fik desuden et tæppe og to tynde liggeunderlag som vi kunne ligge på og slappe af. Vi fik også endelig en masse vand, som hældte ned i vores flaske fra en stor dunk, som Cheikh dagen inden havde vist os, så vi vidste at den var ren. Her lå vi så midt ude i ingenting, med sandet blæsene ind hytten, for tæpperne holdte desværre ikke det hele ude. Sandet lagde sig som et lille lagen på alt, men vi vendte os hurtigt til det. Og godt som vi begyndte at lukke øjnene, skubbede Mohammed en lille sølvfarvet skål hen til ps med noget der lignede mælk. Og vi vidste desværre også godt hvor det kom fra. For lidt inden havde vi set ham hælde vand ud af geden, men da troede vi selvfølgelig at det var til ham selv. Nå, så høflige som vi nu var kunne vi jo ikke bare lade det stå uden at prøve. Så jeg takkede ham noget skeptisk og tog en første slurk. Det smagte af en meget tynd mælk med en bismag af noget som vi kun kunne formode at have været geden. Med en snært af væmmelse, mest fordi jeg godt vidste hvad jeg lige havde drukket, skubbede jeg skålen hen til Kayla. Jeg kunne se på hendes ansigtsudtryk at hun ville gøre meget for ikke at tage en slurk, men kunne alligevel ikke slippe for det, da Mohammed stirrede direkte på os. Så Kayla tog en god slurk og sendte den hurtigt tilbage til mig. Vandet blev dog ikke drukket direkte, selvom vi nu så Mohammed gøre det senere, men han tilføjede altid noget hvidt pulver til vandet. Det viste sig så at være mælkepulver og jeg kan kun forestille mig at det har hjulpet på smagen. Vi nåede at drikke 2/3 dele af skålen, hvilket jeg nu synes var meget godt gjort. Vi lagde os tilrette på vores liggeunderlag, hvor jeg kan forestille mig at Kayla ligesom mig selv, bad en stille bøn for at vi ikke fik dårlig mave. Det skulle heldigvis vise sig at det gjorde vi ikke. 

Mohammed bundede resten af vores skål og begyndte derefter at pakke tasken ud med mad. Vi fik en skål med nødder og tørre kiks, ikke lige det man har allermest lyst til i 40 grader. Og pga. det lidt utætte vægtæppe føj der et lille lag sand på vores snacktallerken, der gav den i forvejen lidt tørre madoplevelsen lidt ekstra “crunch”. I mens Mohammed begyndte at snitte grøntsager, spillede Kayla og jeg kort. Vi havde forgæves prøvet at spørge om vi kunne hjælpe, men det kom der ikke rigtig noget ud af. 

Lidt tid senere, efter vi nær var faldet i søvn, så vi at Mohammed havde stillet en stor sort gryde på et bål. Nogle af gløderne havde han taget til side for at lave en the. Vi har fundet ud af at det er umuligt at tage til Mauretanien uden at få masser af te. Teen bliver tilberedt ved at vandet koger op i en lille tekande, med teblade i. Derefter bliver små glas, vi ville nok bruge dem som shotglas, stillet op på en række. Så hælder man teen i de små glas, men gerne med store armbevægelser, så ten plasker ned i de små glas højt oppe fra. Når glassene så er fyldte, bliver de hældt tilbage i tekanden igen og det hele gentages et par gange før man får teen serveret. Cheikh vores hostelowner i Chinguetti, forklarede os at man gjorde dette for smagen. Ud over dette bliver der også tilføjet godt med sukker til teen, så den får godt med sødme. Teen bunder man nærmest i et hug, vi gjorde det nu i to tre måske fire slurke, da den stadig er meget varm. Så bliver glassene overrakt igen og så får man en kop mere. Der plejer at være til en to tre kopper, alt efter hvor mange man er.

Efter te ceremonien blev der serveret aftensmad. Den stod på en gryderet med en slags pasta med grøntsager og tørret kamelkød. Det smagte faktisk ikke helt så ringe og da Kayla og jeg havde fået vores portion, igen med et tyndt lag sand, spiste Mohammed resten i gryden. På det tidspunkt var klokken omkring 14:30 og vi skulle vente indtil 17-tiden for at gå videre. Mohammed brugte tiden til at få en lur og Kayla og jeg prøvede det samme, men kunne ikke sove pga. varmen. Derfor gik vi igang med kortspillet igen og prøvede at slå tiden ihjel. Det føltes som lang tid og varmen gjorde det ikke bedre. På et tidspunkt lagde vi os bare flat på rykken og drak vand, for man var i en tilstand af uafbrudt tørst. Så hørte vi en lyd udenfor og fandt hurtigt ud af at det var en kamel udenfor. Den begyndte simpelthen at gumle af taget på vores lille hytte. Først synes vi at det var lidt sjovt og samtidig var det en behagelig lyd at høre på at den tyggede på det tørre strå. Men da den bare fortsatte og Mohammed stadig lå og sov, var vi bange for at den lavede hul i taget. Så jeg begyndte at tage sko på for at jage den væk og lige som jeg havde fået skoene på, tog den så gevaldig en bid at hele hytten rystede. Det fik også rystet Mohammed vågen og han hoppede op og jog kamelen væk med en pind. Mohammed lagde sig så til at sove igen, men lidt efter kom kamelen igen og denne gang med en af hans kammerater. De begyndte begge vældigt at spise af taget og Mohammed vågnede da også igen men det så ikke ud til at forstyrre ham denne gang. Så vi lyttede til kamelernes gumlen og regnede med at Mohammed havde styr på det. 

Da det endelig var tid til at drage afsted igen, gik Mohammed ud for at hente kamelerne. Det tog omkring 10 minutter og jeg ved ikke hvordan det er at han altid fandt dem, for når man kiggede ud af hytten var de ikke til at spore. Men det var nok ikke hans første gang han havde prøvet det. Da han havde fået lagt alle kamelerne ned begyndte han at pakke dem. Først tæpperne, så sadlen og til sidst alt bagagen og vanddunkene. Det var også det eneste sted jeg kunne hjælpe ham. For vanddunkene var så store og tunge at der skulle være en til at holde på den anden side. Dunkene var nemlig spændt op tog og to og skulle ligge på hver sin side af kamelen. Jeg holdte så den ene side mens Mohammed bandt dem fast til kamelen. 

Så kunne vi gå afsted igen og varmen var langt værre en den havde været om morgenen. Turen føltes uendelig, selvom vi kun skulle gå i en time. Jeg sakkede længere og længere bagud og igen havde vi hældt for lidt vand over i flaskerne. Desuden havde jeg også valgt at tage kameraet op af tasken denne gang og den hang bare og dinglede omkring skulderen, da jeg simpelthen ikke havde kræfter til at tage billeder. Mens jeg kæmpede mig igennem sandet og tvivlende overvejede om jeg ville klare det, fulgte Kayla trop med Mohammed og kamelerne. 

Næsten nøjagtig en time senere ankom vi til et relativt flat stykke omringet af kæmpe sanddyner. Her var der også nogle træer og store sten. Dette oplagte campingsted så jeg først lidt efter de andre, da jeg havde slæbt min krop over den sidste bunke sand. Og som en fatamorgana så jeg, hvordan Mohammed begyndte at læsse ting af kamelerne og troede næsten ikke mine øjne. Jeg kastede mig under under skyggen af at træ og kunne næsten ikke bevæge mig. Kayla kom hen ved siden af mig med noget vand. Hun var nemlig i meget bedre tilstand end jeg. Jeg lå og prustede mens jeg prøvede at trække vejret. Mohammed lagde også hurtigt mærke til at jeg var noget mere presset end Kayla, hvilket gjorde at Kayla samlede lidt “streetcredit” hos Mohammed. Han kom også efterfølgende med noget vand i en skål som han hældte over mit hoved så jeg kunne køle ned. Det hjalp faktisk rigtig meget og lidt tid efter var jeg noget mere kørende. Da jeg endelig følte mig tilpas igen, begyndte Mohammed at pege op på en af de store sandbjerge som omringede os. Han gjorde håndtegn, der tydede på at han ville gå derop, hvorefter jeg hurtigt rystede på hovedet. Men så pegede han på solen der var ved at gå ned og vi tænkte at hun sikkert ville se solnedgangen deroppe fra. Det var alligevel ikke en så dårlig ide og Kayla og jeg traskede med Mohammed derop. Jeg begyndte hurtigt at blive presset igen og tænkte på om det nu virkelig var det værd. Men da vi endelig nåede derop satte Mohammed sig ned på spidsen af en bunke sand og nød udsigten. Vi gjorde det samme og jeg gjorde kameraet klar til at tage billeder. Men så begyndte Mohammed lige pludselig at rutsje ned af sandbjerget. Det gik meget stejlt nedad og hurtigt efter vendte han sig om og gjorde tegn på at komme efter. Det gjorde vi så. Jeg forventede dog at man var lidt hurtigere end man egentlig var. Det sjoveste var dog at man lavede en utrolig højt rungende lyd, der kunne mærkes i hele bjerget. Det tog nogle minutter til vi var helt nede, hvorefter vi med lommer fyldt med sand og et par grin senere sammen med Mohammed gik tilbage til lejeren. 

Da vi ankom til lejren igen, tog Mohammed sin økse og klatrede op i det nærmeste træ for at hugge brænde til aftensmaden. Vi byggede vores sovepladser op blandt en masse biller der kravlede rundt blandt stenene. Sovepladsen bestod af det samme tæppe og de samme liggeunderlag vi sad på i hytten om eftermiddagen. Vi skulle bare finde en god plads i sandet, hvor vi kunne ligge natten over. Selvom at vi havde et meget lille telt med, valgte vi ligesom Mohammed at ligge os i det fri. Vi satsede på at mælkevejens hvide slør ville vise sig fra sin bedste side, nu hvor vi var et sted, hvor lysforureningen var unormalt lav. Efter en aftensmad der mindede om den til middag og et par kopper te lagde vi os til at sove. Det startede ud med stadig at være meget varmt, men i løbet af natten blev det koldere og vinden tog til. Vi nød dog at fryse lidt igen og så kunne vi samtidig nyde den flotte stjernehimmel. 

Tidligt næste morgen klokken 6 sad vi hos Mohammed og spiste morgenmad. Han havde nemlig bagt et brød, som han havde lavet dejen til aftenen inden. Om morgenen viklede han det ind i noget og gravede det ned i sandet sammen med friske gløder. Det spiste vi så sammen med en kop te, igen en lidt tør omgang syntes jeg, men med noget vand gled det ned. 

Det var også her om morgenen at det gik op for os at vi skulle spare lidt på vandet, for ellers ville vi slet ikke have nok til resten af turen. Vi fyldte begge to en halvliters flaske op og var det som vi måtte drikke i løbet af den første etape på tre timer. Dagens første rute stod på en 12 kilometers gåtur, til vores første pausested i ly for middagsheden. Sidste etape ville igen være en times gåtur til en lille beduin lejr midt ude i ingenting. Efter at have pakket vores tre trofaste kameler gik vi afsted. Igen blev vi enige om at det var mest behageligt at gå om morgenen. Vi gik stadig blandt høje sanddyner, som langsomt blev mindre og mindre som vi nærmede os første stoppested. Vi gik og gik og gik, og vandflasken bliv lidt efter lidt tømt. Omkring klokken 11 nåede vi over en stor sanddyne, hvor vi lidt længere fremme kunne se grønne træer og en lille plet med palmer. Det var et tegn på at der var vand, da daddelpalmer har brug for mere vand. Vi kastede os ind under et af de første træer vi nåede til og gjorde klar til at holde pause. Vi var fuldstændig udmattede igen og Mohammed bragte igen en skål vand som vi kunne skylle vores kroppe med. Jeg tog også for først gang min t-shirt af og Mohammed så ikke ud til at være forstyrret af det. Det hjalp lidt på varmen. Så lige som vi havde lagt os til rette på vores tæppe stillede Mohammed en skæl gedevandsmælk foran os. Vi havde fået en lignende om aftenen dagen inden, hvor jeg var fuldstændig færdig.  Jeg må dog sige at der ikke var en dråbe tilbage i skålen efter at jeg havde drukket af det. Både Kayla og jeg var SÅ tørstige at blandingen gled direkte ned i halsen. Det samme var tilfældet ved middagsstoppet under træet. Blandingen blev bundet med det samme og jeg lavede endda et glad ansigt til Mohammed da han kom med skålen og begyndte at grine. Lidt inden havde jeg også sagt til Kayla at jeg håbede på at han ville tilbyde os gedevandsmælken. Det gode var nemlig at man ikke skulle spare på væsken som vi var blevet vandt til med vandet. Så man kunne endelig drikke sig ordentlig “sit” som man siger på tysk. Det er omtrent det samme som at være mæt bare ikke med mad men med drikkelse. Vores middagsstop var hidtil det varmeste sted, der kom nemlig tit en varm brise, som slet ikke hjalp på varmen. 

Kayla og jeg fik igen tiden til at gå med at spille kort. Dog var det så varmt at vi hurtigt opgav det igen. Vi skiftede hele tiden stillinger fordi at det blev for varmt at ligge i samme position hele tiden. Derudover sørgede vi hele tiden for at der ikke var nogen lemmer der lå ovenpå hinanden fordi at sveden kom med det samme. Vi gik fra liggende tilstand til stående og tilbage igen. De fem timer føltes evigt og derudover havde vi vandmangel. Vi blev nødt til at spare på vandet, hvis vi også skulle have nok til dagen efter. Jeg endte også med at skrive til vores hostelgut, Cheikh, fordi vi for første gang siden vi forlod byen havde lidt data igen. Jeg skrev til ham at vi var lidt presset på vand og om han vidste om vi kunne købe noget i oasen, som vi skulle gå hen til dagen efter. 

Selvom varmen tog mange af vores kræfter kunne vi dog glæde os over at vores seje kamelerne holdte os ved selskab. De spiste nemlig gevaldige mængder af de træer vi lå lige under. Træernes grene var fyldt med kæmpe torne og det var vildt at se hvordan de kunne spise dem uden problemer. Det betød også at der var en lille fare for at nogle af grenen røg lige i hovedet på en, fordi de ruskede i træerne når de spiste. Det var heller ikke kun grenene de var interreseret i, også vores brød og nødetallerken syndes de også om. Så engang imellem kom deres lange hals og store hoved helt ned til os og begyndte at dufte maden. Snack Efron endte da også med at få fat i noget brød, indtil Mohammed jog dem væk. 

Men kamelerne var ikke de eneste dyr, der kom på besøg hos os. En kæmpe flok geder var ligeledes undervejs og holdte pause under vores træ. De spiste resterne af det kamelerne efterlod på jorden, når de spiste af de store træer. Gederne så ikke ud til at være generet af os og da de synes at de fleste rester var spist, drog de videre til næste træ. 

Da der ca. var gået 5 timer gjorde vi klar til at gå videre. Vi skulle nemlig nå beduin lejren inden det blev mørkt. Selvom Kayla og jeg slet ikke var klar til at gå i varmen, fyldte vi hver en af de kostbare vandflasker op. Da kamelerne allesammen var fundet og pakket gik vi afsted. Vi var landet i en slags dal, som giver god mening, da det var her alle træerne voksede. Det gjorde det også lidt nemmere at gå da der ikke var de store bakker som man skulle gå op eller ned ad. Da vi havde gået i godt 20 minutter stoppede Mohammed op. Vi var stadig midt ude i ingenting, men vi gik langsomt hen til ham. Så begyndte han at vinke mig iver til ham, hvorefter han gav mig snoren som førte kamelerne. Han gjorde tegn på at han lige skulle ordne noget og sagde at vi bare skulle fortsætte hen ad vejen. Der var nemlig begyndt at vise sig et bilspor i sandet, hvilket gav os lidt håb om civilisation. Vi gjorde som han sagde og gik afsted. Mohammed forsvandt bag en af sanddynerne, mens vi fulgte sporene i sandet. Efter ca. 10 minutter så vi en beton konstruktion til vores højre side. Vi tænkte ikke meget ved det andet end at beduin lejren ikke kan være alt for langt væk. Det gjorde os meget glade og forhåbningsfulde at vi atter igen ville klare gåturen. Med varmen stadig hængende omkring hovederne på os, tømtes vandflaskerne langsomt. Lidt efter vi havde passeret konstruktionen, som var en rund cirkel af en art med nogle solceller, vendte jeg mig om og så Mohammed. Han stod ved betoncirklen og vinkede os hen til ham. Jeg fik vendt kamelerne rundt og så gik vi op til ham. Vi var lidt trætte og gad ikke til at gå tilbage til ham, men det gjorde vi selvfølgelig. Og det vidste sig sørme også at være det værd. For da vi nærmede os betoncirklen, som vidste sig at indeholde noget som på dette tidspunkt havde samme værdi som guld for os. Vores ansigter gik fra trætte og udmattede til at have det største smil i hele Sahara. Da vi så ned i den runde cylinder, kunne vi se vores reflektion og så netop hvor glade vi så ud. Mohammed begyndte at grine og så hev han kamelerne hen til den store cylinder og lod dem drikke. FOR DER VAR VAND I BETONCIRKLEN!!! Vi var helt oppe at køre og dunkede begge to hovedet ned i vandet for at køle ned. Jeg dyppede hele min solhat ned i som jeg derefter satte på hovedet. Det var vidunderligt. Det var uvirkeligt. Alt blev gjort vådt og vi kunne endelig være i solen uden at svede.

Men så blev det bedre!

For grunden til at Mohammed gav mig ansvaret for kamelerne var at han rendte et sted hen for at få mobildækning. Derefter formoder vi at han har ringet til beduinerne, som så havde tændt for vandet. For nu så vi det. En lille vandslange i den ene side af badekarret lod ekstra vand ind i bassinet. Mohammed tog efterfølgende en stor dunk og begyndte at fylde den op. Kayla og jeg kiggede på hinanden og tænkte, kunne det være rent drikkevand. Jeg begyndte hurtigt at hive mine bedste mimeskills frem som jeg havde og begyndte med store håndbevægelser at spørge om vandet blev pumpet op fra jorden. Utrolig nok forstod Mohammed det og nikkede. Vores hoveder allerede fyldt med glæde, eksploderede af lykke. Det var en ubeskrivelig følelse som ramte os. 

Så snart Mohammed var færdig med at fylde dunken op, kastede jeg mit hoved under vandslangen og drak vandet, som var jeg en hund. Da jeg begyndte at få ondt i maven stoppede jeg og lod Kayla få noget vand. Hun stoppede ligeledes først da hun slet ikke kunne have mere i maven. Vi vidste slet ikke, hvad vi skulle gøre af os selv og fyldte straks vores vandflasker op og drak så meget som vi nu stadig kunne. Mohammed stod på den anden side og begyndte at grine da han observerede os, hvilket jeg nok også havde gjort hvis jeg var ham. Endda kamelerne kiggede underligt på os. 

Så startede Mohammed også med at vaske sin krop og vi gjorde det samme. Da han var færdig gjorde han tegn til at vi bare kunne blive og vaske os så længe vi havde lyst til, mens han gik lidt videre. Det var nok for at Kayla også kunne få tøjet af. 

Alt blev vasket, sokker, trøje, bukser osv. alt var vådt og det var skønt. Da vi var færdige og klar til at gå videre kiggede vi os en sidste gang over skulderen og sagde farvel til dette pragtfulde sted i ørkenen. Det havde givet os håb og glæde og nu var der ingenting der kunne stoppe os. Da vi kom tilbage til Mohammed smilte vi stadig over hele hovedet og man kunne se på ham at han også var glad, nok mest på vores vegne. Vi takkede ham mange gange og fulgte så trop med ham og kamelerne. Vi var alle tankede godt op og de sidste 30 minutters gang var en smal sag for os. Da solen var ved at gå ned nåede vi aftenens stop og godt 300m inden beduinlejren, så vi den første fremmede siden vi forlod byen. Vi så flere og flere kameler og flokke af geder og da vi så den første hytte vidste vi at vi havde klaret det. Oppe på en bakke, var den familie vi skulle besøge bosat. De boede meget primitivt i hjemmelavede hytter. De bestod af større gren til at holde huset oppe, ydervæggene var beklædt med en blanding af mindre grene og strå og så var der en indgang i hver side. Vi nåede lige at kigge ind i en af de to hytter og der var ikke meget andet end nogle tæpper til at ligge på og lidt køkkengrej og mad i siderne. Det var meget mørkt inde i hytterne, for elektricitet havde de ikke noget af. Mohammed lagde et tæppe tilrette til os og sagde at vi kunne slappe af her i lidt tid. Det gjorde vi så, imens vi nysgerrig kiggede på beduinfamilien som bestod af et ældre ægtepar og deres datter. Datteren så ud til at være hende der holdte styr på det hele og gjorde det meste af arbejdet. Faren var meget dårlig gående og brugte det meste af tiden på at gå lidt rundt i området. Han satte sig ca. hver 100m for at holde en pause. Moren var meget dårligt seende, måske også blind, det fandt vi ikke helt ud af, så hun lå det meste af tiden, men det var meget normalt for kvinderne i Mauretanien fandt vi ud af. For hvert sted vi befandt os, var der altid nogle gamle koner der lå på deres bedetæpper ude foran deres hus. Vi følte os nogle gange som dem, når vi holdte vores middagspauser, hvor vi stort set også bare lå ned hele tiden. 

Efter godt 10 minutter inde i vores observationer kom Mohammed med en skål til os. Jeg var helt sikker på at det var den døde gedevandsmælk og gav ham et smil, for jeg var begyndt at varme op til drikken. Jeg satte hovedet ned i skålen og tog en kæmpe slurk, hvorefter jeg gjorde en grimasse af væmmelse til Kayla. Det var nemlig ikke gedevandsmælken men derimod frisk gedemælk. Jeg fik også Kayla til at tage en slurk og hun kunne slet ikke fordrage det. Så jeg vidste godt at det var op til mig, hvis vi skulle få drukket det. Jeg følte også at det var lidt dårlig stil, fordi beduinerne tilbød os det og de var i forvejen et sparsomt folk. Jeg lukkede derfor øjnene og tog de største slurke indtil jeg ikke kunne mere. Jeg fik tømt det meste af skålen, men der var stadig en rest tilbage. Men jeg kunne simpelthen ikke have mere, for jeg fik det helt dårligt af det. Nu havde jeg i det mindste fundet ud af at gedemælk ikke lige var mig. Lidt i tvivl om jeg skulle hælde det sidste ud eller lade det stå, kom der en ges til undsætning. En af de små geder havde forvildet sig hen til os og da den kom helt tæt på satte den hovedet ned i skålen og drak resten af mælken. Det havde vi slet ikke noget imod og lod den være i fred mens den tømte resterne. 

Aftenen gik med at Mohammed lavede mad til os og vi havde stadig ikke fundet ud af om vi kunne hjælpe ham. I stedet gik Kayla og jeg igang med at bygge teltet op, for det synes vi også lige at vi skulle prøve, det var jo vores sidste nat i ørkenen. Det var et lille klap op telt, som tog meget kort tid for at bygge op, men at klappe det sammen igen var en helt anden sag, men det fandt vi først ud af næste morgen. Da vi havde ordnet aftenens soveplads, var det næsten blevet mørkt og vi gik hen til Mohammed og beduinfamilien. Vi fik lov til at sidde på en af bedetæpperne og så blev der serveret aftensmad for os. Gryderetterne som vi fik om middagen og om aftenen varierede lidt mellem pasta, ris og linser, men smagte altid godt i forhold til hvad Mohammed havde til rådighed. Vi havde taget vores pandelamper med og lånte den ene ud til Mohammed så han kunne lave te til os og familien. Så var vi også så heldige at få serveret en gedemælk igen, men denne gang havde jeg ingen ged til at hjælpe mig og Kayla vidste sig heller ikke at ville give en hånd. Så hver gang vi fik en te, tog jeg en stor slurk som jeg skyldte ned med teen, indtil jeg havde tømt skålen. Den gemte jeg, ræd for at den blev fyldt op igen. Opvasken blev hurtigt ordnet med lidt vand, men igen blev alt vandet gemt i en balje, så det kunne genbruges. Derfor ville vi heller ikke lade noget gå til spilde. Da vi havde siddet med familien og Mohammed der lystigt underholdt sig på arabisk, takkede vi af for i aften og gik i seng. Den ældre mand havde prøvet at tiltale os på fransk, men da han hverken kunne engelsk og vi ikke kunne fransk, stoppede samtalen der. 

Tilbage i teltet, fandt vi meget hurtigt ud af at det var blevet koldere, men slet ikke koldt nok til at sove i telt. Hurtigt flygtede vi udenfor væk fra den sauna, som teltet var blevet til og byggede i stedet vores tæppe-liggeunderlag set up op. Det var meget bedre og med en frisk brise vind og den flotte stjernehimmel vogtende over os, lukkede vi vores øjne.

Vi vågnede igen klokken 6 om morgenen, da det begyndte at blive lyst udenfor. Efter at have børstet tænder og fået tøj på, skulle vi desværre igang med teltet. Jeg forsøgte utallige gange, med Kaylas hjælp, at få det pakket sammen og ned i posen, men det gad bare ikke. Til sidst måtte vi give op og gå hen til Mohammed, som det heller ikke lykkedes for. Vi endte så med at presse det ned i en sæk, som lige og lige passede og blev enige om at det nu var Cheikhs problem at få det pakket ordentligt sammen. Så satte vi os hen til morgentæppet og fik serveret det sandbagte brød igen sammen med en kop te. Vi sad sammen med moren og datteren som hentede et lille træstativ frem, hvorpå de spændte en død gededrikkedunk fast. Nu  fandt vi også ud af, hvad morens job var, nemlig at ryste geden. Hun holdte fast i den ene ende, numsen, og vuggede geden kraftigt frem og tilbage. Sådan fortsatte hun i 10 minutter, indtil datteren sagde at det var nok. Så tog hun geden ned og fyldte noget vand i en skål, hvorpå hun tilføjede en masse gedemælk og rakte skålen til os. Jeg kunne lige og lige få presset et merci ud af munden efterfulgt af et noget falsk smil. På en eller anden måde fik jeg tømt skålen og eftersom datteren i den tid var gået ind i en af hytterne, var det heldigt at moren ikke kunne se, så jeg ikke fik en portion mere. 

Efter morgenmaden blev kamelerne pakket og beduinernes egne kameler var meget interesseret. Vi fik sagt farvel til familien og fik sagt tak, så godt vi nu kunne og afsted var vi igen. Det var rart ikke at skulle spare på vandet og den først del af turen gik strygende. Dagens stop var i en oase, inden vi gik det sidste stykke tilbage til Chinguetti. Vi fulgte bilsporene i et godt stykke tid indtil Mohammed stoppede op. Han gjorde tegn ligesom første gang at han lige skulle ordne noget og overgav mig ansvaret for kamelerne igen. Kayla og jeg traskede så videre med kamelerne og skiftedes til at føre karavanen. Da vi var gået i noget tid så jeg mig hen over skulderen og så at jeg kun havde den forreste kamel med mig. De tog andre var blevet koblet fra, fordi at knuden der bandt dem sammen havde løsnet sig. I stedet for bare at smutte væk, blev de bare stående og så helt fortabte ud. Det var som om de ikke kunne gå videre uden at jeg vandt dem fast igen. Hver dag blev vi mere begejstrede over hvor søde og lydhøre kamelerne var. Vi synes at de var så seje at de måske var blevet vores nye yndlings dyr. 

Vi vendte alphakamelen om og gik tilbage til de to andre. Så vendte jeg kamelen rundt igen, så den stod med bagsiden til kamel nummer to og bandt dem så sammen igen. Og så kunne vi fortsætte. Det var heller ikke længe efter, at vi så Mohammed dukke op fra en af sanddynerne. Da han var nået hen til os, gav jeg ham føringen igen og så kunne vi fortsætte. Det var også ca. her at vi ankom til et meget fladt stykke, hvor det blæse helt vildt. Desværre var det modvind og det gjorde det bare endnu værre at gå i det bløde sand. Vi kæmpede os dog videre, mens middagsheden tog på. I det fjerne begyndte vi at kunne se små klatter af grøn bevoksning. Så vi var altså tæt på oaserne. Hver gang vi passerede en af de grønne pletter var vi sikre på at det var her vi holdte pause. Men vi bevægede os altid forbi den, igen og igen. Indtil vi nåede den sidste oase inden Chinguetti. Her holdte vi heldigvis pause og vi havde heller ikke flere kræfter tilbage. Vi stoppede ude foran oasen hvor der var sat et pigtrådshegn op for at holde kamelerne ude. Så vi læssede bagagen af og kastede dem over hegnet. Så fik vores træ gutter lov til at spise frokost i buskasen mens vi hoppede hen over hegnet og bar tingene ind under daddelpalmerne. Inde i oasen blev vi mødt af en lokal familie, som selv var igang med at spise frokost. Det stoppede de så hurtigt med at gøre da vi kom og ryd det hele op og tilbød os at ligge ned. Vi følte os helt dårlige fordi vi havde jaget dem væk, men tog alligevel imod tilbuddet og så lagde vi os ned. Børnene kiggede meget nysgerrigt på os og kom regelmæssigt med te til os. Det var en virkelig sød familie og det var nok det bedste middagsstop vi havde haft på ørkenvandringen. At ligge under daddelpalmernes skygge, mens man kunne samle dadler op fra jorden, samt modne mangoer. Så bliver det bare ikke bedre. Vi fik serveret middagsmad igen og klarede denne gang selv opvasken. Og ellers fik vi tiden til at gå med at spille kort, ligge ned og gå lidt rundt i oasen. Der lå også en meget gammel moske i oasen, som lignede den i Chinguetti. Vand var der også masser af, så vi nød pausen for engangsskyld og fik også kort lukket øjnene. Derudover observerede vi også den lokale fanilie. Den bestod af to brødre og to søstre, samt mor og far. Faren fes rundt og arbejdede, for det meste samlede han palmeblade op, som hab senere skar ud i tynde strimler og flettede dem sammen til et stort tæppe. De to brødre var meget på telefonen, men den ene af dem kravlede på et tidspunkt op i en af mangotræerne og kastede de modne mangoer ned, som familien så samlede op i en stor sæk. Faren var så sød at give os 4 styks med hjem. Mangoerne var nogle af de bedste vi nogensinde havde smagt og var så saftige og fulde af smag. De to piger lejede meget med hinanden og drillede da også lidt hinanden, men det så ud til at de hyggede sig. Moren lå det meste af tiden på et tæppe og bedte engang imellem en bøn. Mohammed var meget væk, han har sikkert været rundt i resten af oasen og fik sagt hej til nogle gutter. For da vi skulle videre om eftermiddagen, var der en gut som skulle samme vej og han fulgtes med os.

Vi fik pakket kamelerne efter at Mohammed løb rundt og fik fat på dem. Da han havde samlet alle og begyndte at pakke den ene, var der en af kamelerne, oldtimer, som stak af. Han var vist ikke blevet helt mæt, for han skyndte sig hen for at gumle på en af buskene. Her så jeg en mulighed for endelig at kunne hjælpe Mohammed og jeg skyndte mig at hente oldtimer igen, som ikke så helt glad ud for at han ikke måtte spise mere. Da alle var klar til at gå, drog ci afsted og ca. 10 minutter inde i gåturen vendte Mohammed sig rundt og spurgte om vi ville prøve at ride på kamelerne. Jeg havde hele tiden håbet lidt på at vi fik lov og skyndte mig at sige ja. Jeg kom op på Snack Efron og Kayla fik fettsack. Så var vi rigtig afsted. Træsadlen, som var en traditionel mauretansk dromedarsaddel, var mindre behagelig, men heldigvis var der lagt et tæppe hen over som hjalp lidt. Det blæste stadig meget og vores ørkenhatte som vi havde på blæste helt op i nakken på os og fik os til at ligne to sørøvere (se sidste billede). Vi kunne rigtig spare kræfter og godt 50 minutter senere havde vi nået udkanten af Chinguetti. Da vi skulle af kamelerne igen var Kayla rad for at hendes ben var faldet i søvn og at hun bare ville knække sammen når hun kom ned fra kamelen. Det snete heldigvis ikke, men jeg kunne godt følge hende. For det er ikke det mest behagelige transportmiddel vi har prøvet. Det hopper hele tiden og benene begynder at gøre lidt ondt efter noget tid, når blodtilførslen stopper. Alligevel var det fedt at prøve og rart at man kunne holde en pause. Når man skal ned fra den ligger den først forbene ned og det føles som om man laver en forlands koldbøtte. Men hvis man holder godt fast kan det undgås og når så bagbenene også rammer jorden skal man bare lige hoppe ud af sadlen og så står man på fast grund igen. Nu var der ikke mere end 250m tilbage til var tilbage hos Cheikh. Det var en smal sag for os og ikke længere efter var vi i mål. Vi var så glade for at have klaret det. Det var en hård men så oplevelsesrig rejse. Desuden var det autentisk og sjovt at møde mennesker der kan leve under forhold som man aldrig selv kunne forestille sig at leve under. Vi var stolte af at vi havde klaret os i Sahara ørkenen i nok den værste årstid at besøge den på. 

Vi sagde farvel til Mohammed og takkede ham for tre virkelig gode dage og så kastede vi os ind på vores værelse med aircondition og så gik der ikke længe før vi faldt i søvn.