Sommer i Danmark
Vi har for første gang i over 20 år afholdt vores sommerferie i Danmark. Vi har befundet os mest på Ærø, og har denne sommer lært øen noget bedre at kende. Der er blevet cyklet for lidt, Peter har haft problemer med knæet, og det har taget god 2 uger at være klar igen. Det har været lidt en streg i regningen, og har også kostet nogle cykelture, ligesom der ikke er blevet spillet så meget golf som vi havde forventet. Til gengæld betød det lidt mere OL kiggeri end forventet, og vi har også klaret at få frisket huset godt op. Solveig har ikke overraskende valgt farven, en noget varmere skagensgul end den lidt fesne gule farve vi overtog huset med. Vi har fået badet næsten hver dag fra Havens lille badebro. Selvom det til tider har været svært at komme i vandet har det hjulpet at tænke på at man først kan vurdere om det er for koldt efter mindst 20 svømmetag.
Vi har også haft besøg fra gode venner, der heldigvis også kunne se det dejlige i Haven. Der har været bred enighed om at både huset, øen, og især beliggenheden i Haven er en god cocktail.
Golfkarrierren er blevet genoptaget så småt. Vi har begge en enkelt gang kunnet matche vores nye handicap over 9 huller. Det har været sjovt at starte igen, og banen herovre er med garanti danmarks smukkest beliggende med havudsigt fra alle 18 huller. Klubben har ikke for mange medlemmer, men alligevel er banen både en velanlagt golfbane, samt ganske velplejet på trods af det lave medlemstal.
Vi har også haft middag med vores nye naboer, Ingo og Heide fra nabohuset. De bor normalt i Hamborg, og har været så vildt flinke at give os lov til at låne både kajak og deres helt fantastiske bænk med udsigt over øhavet. Hvor heldig kan man være?
Kommentarer