Aggerholms blog

 Vi var fredag til kandidatfest mod Ingeborg og Joshua, som hun har kendt helt tilbage fra da hun startede i 7. klasse på Gustav Johanssensskolen i Flensborg. Vejrudsigten var heldigvis blevet bedre og bedre i løbet af ugen, og da dagen endelig oprandt var der blå himmel i Aarhus. Festen blev afholdt på Jægergaardgade, et sted i Aarhus Peter har svage erindringer om som noget lidt suspekt. Det er gaden så ikke mere kunne vi ved selvsyn konstatere. I den trafikreducerede sommergade er der nu et hav af restauranter, værtshuse og barer, samt et tilsyneladende købestærkt publikum. Det vidner også om attraktivitet når et byhus i en sidegade er til salg for over 11 millioner. Festen forløb godt, der var familiemedlemmer, samt venner til de 2 nybagte kandidater. Peter var så heldig at rende ind i adskillige tidligere elever, så det blev en super hyggelig aften for os, med kongespil og beer-pong blandt aktiviteterne.

  Næste dag fik vi sovet ud og tog lidt baguette til morgenmad, inden vi vågede os ud i varmen. Inde i landet er der omkring 40-44 grader, så det var vigtigt at få en masse solcreme på og få drukket en masse vand. Dagens program bestod af en gå tur i Chinguetti der ville tage os hen til det lokale marked og over i den gamle bydel. Vi nåede hurtigt market, som vi fandt ud af var byens centrum og hvor der skete mest. Der var masser af liv og folk her købte og solgte mad, drikke og hvad man nu ellers havde brug for. Vi købte nogle liter vand, så vi kunne klare os resten af dagen. For enden af vejen hvor folk havde deres boder kunne vi se at der lige pludselig begyndte ørken og bygrænsen sluttede. Mellem den nye og gamle bydel skærer ørkenlandskabet sig igennem byen og adskiller de to bydele fra hinanden.  Vi fik drukket en stor sluk vand og begyndte vejen over mod den anden side. Der var ikke engang en kilometer over, men det føltes som om der var længere end det. Heden og inteth...

  Næste dag gik jeg ud i byen for at klare de ting jeg ikke fik klaret dagen inden, så vi var klar til at stige om bord på toget om eftermiddagen. Mine opgaver bestod af at få et simkort, give gutten i supermarket hans penge tilbage og købe lidt flere forfriskninger og brød til den lange togtur. Jeg gik straks afsted ned mod Mattels (internetudbyder i Mauretanien) kontor i byen, hvor der stod en lang række folk i kø. Det viste sig at jeg ikke behøvede at stå i den kø, da vagten sprang op fra stolen, gav mig hånden og spurgte hvad han kunne hjælpe mig med. Jeg forklarede ham at jeg skulle have et simkort og så tog han mig i armen og førte mig ind i et baglokale. Her kom jeg hen til en receptionist, som ville se mit pas og visa, sidstnævnte havde jeg glemt. Men det gjorde ikke noget for jeg blev alligevel sendt ind til bossen, der havde en over gennemsnitstørrelse guldring på næsten alle ti fingre. Han fiksede et simkort til mig for lidt over en euro og sagde at jeg nu skulle finde e...

Vi satte os ind i bussen lidt i 8 og efter at have kørt rundt i Dakhla for at samle adskillige passagere op, forlod vi byen lidt i 10. Turen foregik stille og roligt og der var ikke det store at berette om, for ud af vinduet så man atter igen ørken. Ankommet i Guergerat 4 timer senere, gik vi med det samme hen til grænseposten. Her var der en amerikaner der også var med i bussen, som spurgte om han måtte gå igennem kontrollen, men vi fik besked på at vente en time før at vi måtte gå igennem. Det var ikke kun os turister men alle lokale der skulle vente og vi satte os hen til en af butikkerne på et trappetrin. De lokale sad og fik en masse te på cafeerne ved siden af. Efter lidt tid fandt butiksejeren to stole til os og vi takkede ham pænt. Her sad vi og ventede en time på at vi måtte fortsætte over grænsen og den tid brugte vi på at creme os ind i solcreme. Det gjorde vi bl.a. fordi vi troede at vi skulle gå 4 km igennem ingen mands land for at nåden Mauretanske grænse. Vi vidste nemli...