På opdagelse i Chinguetti

 

Næste dag fik vi sovet ud og tog lidt baguette til morgenmad, inden vi vågede os ud i varmen. Inde i landet er der omkring 40-44 grader, så det var vigtigt at få en masse solcreme på og få drukket en masse vand. Dagens program bestod af en gå tur i Chinguetti der ville tage os hen til det lokale marked og over i den gamle bydel. Vi nåede hurtigt market, som vi fandt ud af var byens centrum og hvor der skete mest. Der var masser af liv og folk her købte og solgte mad, drikke og hvad man nu ellers havde brug for. Vi købte nogle liter vand, så vi kunne klare os resten af dagen. For enden af vejen hvor folk havde deres boder kunne vi se at der lige pludselig begyndte ørken og bygrænsen sluttede. Mellem den nye og gamle bydel skærer ørkenlandskabet sig igennem byen og adskiller de to bydele fra hinanden. Vi fik drukket en stor sluk vand og begyndte vejen over mod den anden side. Der var ikke engang en kilometer over, men det føltes som om der var længere end det. Heden og intetheden gav os følelsen af at vejen aldrig ville få en ende. Det gjorde den dog, efter at have passeret et par kameler, nogle få bilister og en enkelt fodgænger nåede vi den anden side hvor vi med det samme søgte skygge bag en større bygning. Her sad vi og drak en masse vand, mens vi sundede os. Dog blev den dejlig ro afbrudt ret hurtigt efter at en kvinde kom hen og satte sig til os. Hun spurgte om vi ikke ville med over at se hendes butik. Da dette ikke var en helt unormal situation, men en vi havde oplevet før, prøvede vi med vores bedste trick at undgå dette. Men vi fandt så ud af at det heller ikke var hendes første forsøg på at lokke folk til hendes biks. Hun fortsatte ihærdigt og på et tidspunkt gav vi op og fulgte med, selvom vi godt kunne have siddet der i længere tid. Lige rundt om hjørnet fra den bygning vi havde søgt ly, lå endnu en større bygning. Her låste kvinden døren op og en ny kvinde kom rundt om hjørnet og om minsandten hun ikke også havde en butik vi skulle se. Overraskede over at der overhovedet var souvenirbutikker i Mauretanien fulgte vi et stykke med dem og landede midt i hendes lille butik. Her begyndte den sædvanlige udpakning af ting og sager. En skam at hun ikke viste at det ikke er særlig nemt at vride penge ud af mig og nærmest umuligt hos Kayla. Hun kunne derfor kort efter begynde at pakke sammen igen, efter at vi så godt som muligt havde forsøgt at takke nej på fransk. Hende den anden kvinde der kom, fik slet ikke besøg af os, for da vi så at ingen af dem havde en Mauretanien magnet, som nok var det eneste vi var interesseret i, var vi ude på vejen igen og ledte nu efter den gamle moské i Chinguetti. Det er nemlig det eneste UNESCO som vi passerer på turen og det måtte vi jo hellere få set. Chinguetti var nemlig for mange århundreder siden en vigtig karavane by for pilgrimme. Det betød også at der er utrolig mange gamle skrifter og bøger der er blevet bragt til byen. Og siden at Saharas tørre klima er perfekt til at opbevare gamle ting såsom bøger, har mange af de gamle skrifter overlevet. Nu har byen op til flere biblioteker, der udstiller disse skrifter. Dem ville vi naturligvis også gerne se, men det viste sig at være lidt sværere end jeg lige havde gået og troet. For da jeg bankede på den meget lille træ dør, (over halv så lille som jeg), skete der ikke noget. Så kom den ene damen med butikken forbi igen i samme sekund og med lidt usikkerhed kunne vi tyde at bibliotekaren holdte sommerpause. Det var simpelthen for varmt for ham at være i biblioteket. Vi måtte derfor gå videre til moskeen og fik senere samme aften at vide af vores hostel guy, at man skulle skrive til ham så ville han for lidt penge komme og åbne for biblioteket. Nå sådan var det. Med et blik tilbage igen, stod vi nu foran biblioteket og fandt hurtigt ly for solen under et træ. Her bemærkede jeg at vi befandt os lige på det sted vor Jeremy Clarkson og Richard Hammond i serien “The Grand Tour”, fylder James Mays bil med sand inden de selv går ind på biblioteket. Lidt nostalgisk knipser jeg et billede og så finder vi ruten til moskeen på telefonen og efter en god slurk vand var vi afsted igen. Vandet gled hurtigere ned i halsen end vi lige havde regnet med og nu var vi også begyndt at blive presset på drikkevarer. Vi fandt moskeen, men havde bare problemer med at finde en indgang. Endelig fandt vi en turkisblå dør, som vi åbnede og fandt os selv inde ved moskeen. Uvidende om vi godt måtte være herinde spadserede vi rundt på pladsen og begyndte at tage en masse billeder. Det var et utrolig flot syn og bygningsværket som var fra det 13-14 århundrede blendede i et med ørkenfarverne fra omgivelserne. Helt alene inde på pladsen gik vi igang med at udforske selve moskeens bederum. Den bestod af en masse bab’er i en flot orange farve. Indeni var gulvet af sand og en masse hvide pæle holdte tagkonstruktionen oppe. Selve loftet var lavet af en masse tørre grene, som nok ikke ville være godkendt af brændmyndighederne derhjemme. Helt omme bagi, var der en lille stol til imamen og på den ene side hang et ur med de forskellige bedetider og på den anden side hang der en død ged. 

Ja den var særdeles død, med benene snøret op i knuder, en snor holdte numsehullet lukket og i den modsatte ende var halsen ligeledes bundet sammen med et reb. Ovenpå geden, som hang fast i reb bundet op i loftet, var der en kop. Det var et meget mærkeligt syn, som kun havde været endnu mærkeligere, hvis ikke Kayla havde set en video om det hjemmefra. Sådan et gedelig, bruges i Mauretanien til at opbevare vand. Vi tænkte bare, godt vi ikke skal have noget af det vand og noterede os i stedet af uret på den anden side snart meldte klar til bøn. Vi skyndte os derfor ud, for i det tidspunkt lagde jeg også mærke til at vi var vadet ind med sko på, hvilket jo slet ikke går. Lidt efter vi var kommet ud nåede jeg lige at tage et billede af en lille sten cirkel, som jeg vidste var en hjemmelavet moské. Det havde jeg nemlig fået at vide ved foredraget om Mauretanien vi var til tidligere samme måned på Mors. For efter jeg havde trykket på udløseren, åbnede døren som vi lidt inden var gået ind ad og en sur imam begyndte at tiltale os på arabisk. Han virkede ikke synderligt glad, ikke at vi kunne høre det på hans toneleje, for arabisk lyder ikke særlig blidt, men det var mere hans ansigtsudtryk der afslørede det. Vi gættede derfor vi var ved at få skæld ud på arabisk af den lokale imam og vi gættede igen på at det var fordi vi var vadet ind i hans moske. Heldigvis så han os da ikke med sko på inde i moskeen. Vi prøvede at sige undskyld på engelsk og fransk, hvilket ikke lod til at gøre situationen bedre og efter han med heftige håndtegn bad os gå ud af døren, skyndte vi os at gøre det og begav os på vejen hjem igen. Vi gik en anden vej hjem og på den vej begyndte vi godt at kunne forstå hvorfor man havde valgt at bygge en ny bydel. Byen var nemlig ved at blive spist af Sahara og store sandbunker lagde sig på de små veje og inde i husene, hvor mange af dem var ruiner. Wikipedia kalder det for desertification og det vil vi gerne give dem ret i. Med en sidste vandpause inden vi krydsede ørkenen over til den anden side, nød vi skyggen under en daddelpalme. På vejen over ørkenstykket igen mødte vi en lille dreng med hans kammerat. Drengen holdte en seddel i hånden og gik hen til os og spurgte om vi kunne engelsk hvorpå vi svarede ja. Så begyndte han at snakke et rigtig pænt engelsk og fortalte os at han bare var så glad fordi han lige var blevet klassens bedste, for de havde lige fået udleveret karakterblade. Meget overraskede over hans gode engelsk sagde vi tillykke til ham og han gav mig hånden. Så rakte Kayla også hånden frem til drengen for at ønske ham tillykke, hvorpå han så svarede sorry i am not allowed. I am muslim. Så sagde han farvel og gik lykkeligt hjem med sit karakterblade i hånden. Vi var så imponerede over den høflige og engelsktalende dreng at vi lige pludselig stod ved markedspladsen igen. Her købte vi en masse vand inden turen gik hjem til vores Auberge. Her gjorde vi klar til vores ørkenvandring næste dag. Og selvfølgelig måtte en the med hostelejeren Cheikh ikke mangle. Han fortalte os at vi måske kunne nå at se biblioteket når vi kom hjem fra ørkenvandringen og at vi ikke skulle tage os af den lokale imam, som han begyndte at grine lidt af, da vi fortalte historien. Udmattede gik vi i seng og drømte spændt om morgendagens udfordringer.