Interessante ting på himlen og i haven
Sommeren synger på allersidste vers. Kalenderen siger efterår, men endnu har solen kraft, enkelte blomster lokker stadig insekter med den sidste portion nektar. En dag var der livlig aktivitet i vores små bede, forskellige bi arter kom forbi, og med kameraet lod de sig indfange. Det er med at nyde de gode stunder i denne tid hvor man ikke er i tvivl om at den mørke årstid står for døren. Om morgenen er det nu så mørkt at cykellygterne skal frem hvis man vi køre lovligt afsted på 2 hjul.
På himlen viste der sig en komet. Den kan blive den lysstærkeste i dette århundrede, men i så fald kommer der nok ikke flere der kan ses med det blotte øje. Vi var ude den aften hvor den ifølge eksperterne skulle være lettest at se, og vi stod et sted hvor der ikke var vildt meget kunstigt lys. Alligevel var det ikke et vildt imponerende skue, og efter en lille times tid var den kommet så langt ned at den næsten blev umulig at se. Det er firs tusinde år siden den sidst var synlig fra jorden, og der går samme antal år inden den næste gang lader sig blikke. Det var med andre ord tale om en sjælden gæst.
Kommentarer