På mission i Andorra

Den udenlandske del af vores efterårsferie går i år til Andorra. Det lille land i Pyrenæerne, der ligger klemt inde mellem de store nabolande Frankrig og Spanien. Det var nu ikke meningen, at vi skulle have været her, men det lykkedes os ikke at få visum til Algeriet, og så var der i stedet mulighed for at lave en relativt billig tur hertil. Vi er 4 afsted, nemlig Peter, Solveig, Christian samt Kayla. For den kvindelige del af selskabet er der tale om et nyt land, hvilket betyder at Solveig i morgen lidt over kl. 12 er den i familien der topper landelisten. I skrivende stund er vi 3, der har været i 73 lande, men uret tikker, og i dette tilfælde arbejder tiden for Solveig.

Turen til Barcelona fra Billund med Ryanair gik godt, vi ankom kun ti minutter forsinket, og lejebilen fik vi hurtigt udleveret hos Hertz; en fiks lille Kia Niro med god plads til 4 voksne med lange ben. Peter styrede overbevisende bilen gennem de mange motorvejsfletninger til Ibis Budget i udkanten af Barcelona. Det lå uskønt ved en stor vej i et område, der mest af alt lignede en p-plads for lastbiler. Men det var pæne værelser og hurtig check in og så var det godnat, da klokken var på vej mod midnat.

Vi mødtes til en fælles morgenmad på hotellet og havde god tid til at nyde den og adskillige kaffevarianter fra kaffeautomaten inden Peter endnu engang satte bilen i gear med kurset sat mod Andorra. Det var en tur på ca. to timer, og undervejs i bilen fandt Christian ud af, at roaming i Andorra ikke var med i vores mobilpakke ved Telenor og det til trods for, at Telenor reklamerer med, at de dækker 99% af danskernes rejsemål - her må vi så konstatere, at Andorra ikke er et af danskernes foretrukne rejsemål. Derfor købte Solveig resolut 3 GB på et eSim til Andorra, og så burde der ikke være nogen ko på isen - troede vi... mere herom senere.

Vi ankom til hovedstaden Andorra la Vella omkring kl. 12.30 og fik parkeret bilen i et p-hus hvorefter vi slentrede lidt rundt, men da et toiletbesøg stod på ønskelisten hos størstedelen af selskabet, tjekkede vi ind hos Mac Donalds og indtog en frokost der. Det lykkedes Peter at sætte sig oven i noget af den sovs det smuttede ud fra hans burger, og sammenholdt med at han i går spildt fransk dressing på trøjen så var det nu ved at være tid til at køre mod vores overnatning for de næste tre dage i den lille by Ordino, for der var vi heldigvis udstyret med en vaskemaskine. 

Vi fik lige købt godt ind til de næste dage inden vi forlod hovedstaden, som for øvrigt er Europas højst beliggende i små 1100 meters højde.

Der er heldigvis gps i bilen, men den havde ikke adressen i Ordino, og nu fandt vi så ud af, at sim-kortet ikke virkede, så der var kun det at gøre, at køre efter byen og da vi så ankom havde Peter heldigvis været så smart at downloade maps.me som er et super off line kort, over Andorra. Her kunne vi finde adressen på vores overnatning, men ak, Peter telefon havde kun 1% strøm og ville ikke acceptere at lande op hverken fra bilen eller en powerbank. Det lykkedes os at finde frem til gaden, og vi fandt ud af, at det er et stort boligkompleks med mange lejligheder, men vi kunne ikke finde nr. 45B som var "vores" hus. Solveig spurgte en hundelufter og Christian og Kayla gik rundt og ledte efter numrene. Peter vendte bilen og kørte den forkerte vej på en ensrettet gade, heldigvis var der ikke andre trafikanter og han fik hurtigt vendt rundt. I mellemtiden havde Christian fundet nr. 45B, og Solveig og Peter gik efter de gule skilte hvor der stod "Administration" og tænkte, at det måtte være der, nøglen blev udleveret, da stedet havde godkendt vores anmodning om ankomsttidspunktet. Men ak, her var ingen døre åbne og vi gik op igen, og til vores store overraskelse havde Christian været inde i lejligheden og kunne fortælle, at den var åben og nøglen sad i på ydersiden. nå ja, det er jo sikkert også et fredeligt land, og vi er jo også ret langt ude på landet... Vi havde taget vores oppakning og indkøb med fra bilen, jeg iagttog, at der udenfor døren stod en stor orange sæk med sengelinned, men tænkte ikke nærmere over det, og gik igang med at sætte varerne i køleskabet. Christian og Kayla tjekkede værelserne, og kom hurtigt tilbage og kunne fortælle, at der hverken var linned eller håndklæder. Peter tænkte, at det måske var det, som stod i den orange sæk, og så skulle vi bare selv lægge det på. Jeg gik udenfor og fik øje på en fyr, der i mellemtiden havde taget sækken og smidt den ind bagi sin bil. Jeg spurgte ham, om han vidste noget om sengetøjet? Han kiggede forvirret på mig og sagde, at der ikke var nogen booking på denne adresse. "Jo jo", svarede jeg kækt: "Vi har booket via Booking.com for de næste tre nætter for 4 personer". Han ringede op til en som kunne engelsk og som åbenbart var ansvarlig for bookingsystemet. Hun bad om at tale med mig, og kunne fortælle, at der ikke var nogen booking. "Det er dog underligt", svarede jeg, "for jeg har da bekræftelsen her". Hun bad mig sende et billede af den, men da mit skide simkort ikke virkede var den stakkels fyr med vasketøjet nødt til at agere mellemmand for mig og tage et billede af min skærm som han så kunne sende til Valerie som damen hed. Hun bad mig vente ti minutter og ville så vende tilbage. I mellemtiden kom de øvrige fra vores lille gruppe ud for at høre hvor sagen endte, og så var det, at jeg pludselig kom til at se på den booking bekræftelse jeg havde, at det først var fra mandag vi havde booket og så til torsdag, men det skulle jo være fra søndag til onsdag - oh, no. Jeg forsøgte at fortælle den stakkels fyr det, men han var alt andet end god til engelsk. Det var Kayla der opdagede, hvad der var galt for datoerne stemte, 20-23/10 men der stod mandag til torsdag - "kunne det være fordi det er i 2025 I har booket?" spurgte hun og minsandten om hun ikke havde ret! Pu ha, hvad gjorde vi nu? Heldigvis var Valerie utrolig flink og fik ændret årstallet og datoerne, vi blev spurgt om vi ville gå en lille tur menes de gjorde rent, hvilket vi naturligvis var helt med på. Og sådan gik det til, at vi fik en kold øl i den varme eftermiddagssol mens vi undrede os over den brøler vi havde begået men samtidig var vi taknemmelige for den venlighed vi havde mødt, sikke en start på turen!