Aggerholms blog

  28/7   Lidt over 08 om morgenen tog vi afsted fra Harrislee efter en hyggelig aften og fælles morgenmad med mor. Vi fik fyldt Z4’eren op, hvor vi aftenen forinden fik pakket i de skræddersyede roadsterbags. Vi pakkede bilen og alt kunne være der og mere til. Vi satte GPS’en mod Prag og efter et enkelt stop omkring Berlin, ankom vi sidst på eftermiddagen. Vi var heldige med trafikken på vej til Prag - vi strøg bare lige igennem. Vi fandt hotellet og fik parkeret bilen. Vi havde bestilt bord på en god restaurant der laver traditionel tjekkisk mad og som har været nævnt i Michelin Guiden i 2021. Vi besluttede os for at gå lidt rundt i vores lokale område inden vi skulle spise. Her kom vi forbi en flot park med en fin udsigt ud over byen. Generelt var det ikke et særligt turistet område af Prag, så vi fik et indblik i det mere lokale liv, hvilket vi nød. På restauranten startede vi med en lokal øl udenfor, inden vi begav os ind til vores bord. Vi bestilte en flaske lokal orange ...

 Havens tilblivelse for 250 år siden skyldes datidens landboreformer. Kongen befalede at gårdene skulle flyttes ud på jordene for at øge produktiviteten i landbruget. Det var de lokale ikke vilde med, og der måtte således trækkes lod i Søby blandt bønderne der. 9 familier trak det korte strå, og på trods af adskillige klager måtte de bide det sure æble og rykke ud på Skjoldnæs halvøen. Som kompensation fik de en halv gang mere jord end de havde krav på, og fik ydermere lov til at lave en landsby i stedet for at bygge ude på markerne.  Heldigt nok skete alt dette i 1775, altså for præcis 250 år siden. Det betød at der sidste år til Havens arbejdsdag blev nedsat et festudvalg der skulle sørge for en værdig markering af jubilæet.  Det officielle program startede kl. 14 med afsløring af stenen ved byskiltet. Her havde en lokal kunstner indgraveret en oplysende tekst. Herefter var der reception i Pigadelly, hvor en udstilling om Havens historie var på plads. Senere var der byv...

Cheikh havde aftenen inden sagt til os at vi skulle være klar klokken 7 næste dag for at slippe for middagsvarmen, hvilket nok ikke var helt dumt nu hvor vi snart begav os ud i Sahara på en tre dages ørkenvandring. Vi stod op ved halv 7 tiden og fik en bid brød og heldigvis var tasken pakket aftenen inden. Så vi kunne gå direkte ud til Cheikh, som bød os på en the imens vi ventede på at vores grej blev pakket sammen. Efter en god kop the, gik vi ud med vores ene rygsæk som vi havde pakket med lidt tøj, pandelamper, kameraer og andre sager vi kunne bruge til underholdning. Da vi gik ud af porten så vi for første gang vores dromedarer, som alle i Mauretanien kalder for kameler. De var ikke de eneste vi havde æren af at møde for bag en af puklerne dukkede vores guide op. Vi fandt senere ud af med vores beskedne fransk, at han hed Mohammed Mahmoud. Det var også en af de eneste tilnærmelsesvise ordentlige samtaler vi førte med ham i de kommende tre dage. Mohammed var en ældre herre, der var...