Uventede møder og vilde aber

Vi var taget til Chrea for at slappe lidt af, og så ellers gå en tur i de smukke bjerge. Vi havde dog ikke regnet med, at der ikke ville være nogen afmærkede vandrestier som vi ellers kender det fra europæiske bjerge. Vi spiste morgenmad i det ret hyggelige chalet samtidig med at vi undrede os en kende over indretningen. Det gennemgående tema er JUL, og i et langt overvejende muslimsk land er det jo lidt en underlig indretning.

Vi havde besluttet os for en beskeden 6,8 kilometers tur, hvor den første del ville være på vej, den næste del på en sti, og den sidste del på gud måtte vide hvad. Vores eneste ledetråd var en tur på vandreappen wikilog (dog kun den gratis del, som ikke helt så fantastisk), men vi satsede på, vi nok skulle kunne finde vej det sidst stykke også. Vi var ikke kommet langt før dagens første sjove episode fandt sted. Vi blev overhalet af en bil, og ud sprang en kvinde, der spurgte om vi ville tage et billede sammen med hende. Det viste sig, at hun deltog i world clean up day. Vi havde det så sjovt, at hun var aldeles ligeglad med at en modkørende måtte vente noget tid inden fotoseancen var overstået. På vejen blev vi nu mødt af adskillige spejdergrupper, der også deltog i den ret nødvendige oprydningsdag. Algeriet er ikke et rent land, overalt ligger der affald, og vi har set meget blive kastet ud af bilruder undervejs på vores roadtrip.

Efter kort tids vandring blev vi atter holdt an. Denne gang af en ældre herre, der nærmest var begejstret over, at vi rejste rund i hans land. Han fik følgeskab af flere personer, hvoraf især en chokerede os. Han var simpelthen vidende om, at der i den nordtyske delstat Schleswig Holstein levede en dansktalende befolkningsgruppe på omkring 50.000 mennesker! Det er viden, der er de færreste i Danmark forundt, og slet ikke noget vi havde regnet med i Algeriet. På spørgsmålet om, hvor i alverden han vidste det fra lød svaret prompte, han intresserede sig for geografi! Han præsenterede sig i øvrigt som værende doktor, og en af andre sagde til Solveig, at han var kendt i gruppen for en leksikonagtig viden, hvilket vi så nød godt af. Helt høje af mødet med med Mr. Know-all og resten af gruppen, gik vi videre. Vi havde besluttet, at udvide turen lidt, så vi gik mod brandbekæmpelses helikopternes landingsplads. På vej tilbage fra denne fik vi endnu en af de oplevelser, man ikke kan forudse. En ung mand i en top tunet gammel BMW 316 stoppede og spurgte, om vi ikke ville have et billede af hans bil! Man skal ikke sige nej til et godt grin, så Solveig blev af den unge mand bedt om at possere på motorhjelmen:-) Peter skulle stå ved siden af, men desværre viste det sig, at han ikke var ferm til at bruge Peters kamera, så I må nøjes med vores billeder af ham, for senere lykkedes det også os at få taget biller af ham og bilen, og lad det være sagt med det samme, han var tilsyneladende meget glad for den!

Efter mødet med Zaki Yamaha gik vi tilbage mod Chrea, og kom snart til det sted, hvor vejen gik ned af bjerget. Vi var ved godt humør, og gik resolut ned, hvor stien startede. Undervejs kom vi forbi en gammel forfalden skilift, tidligere var der et lille skisportsområde i Chrea, men det er nu væk grundet manglende vedligehold af liftenen. Vi kom også til et sted, hvor der ikke var langt hjem til vores Chalet, men her var vejen spærret af militæret, noget vi senere kom til at tillægge en vis betydning. Dette vidste vi dog intet om endnu, og mens vi tabte højdemeter nød vi udsigten over de smukke skovklædte bjerge.

Vi kom nu ud på en sti og efter en kort pause med en banan og en tår vand var vi videre. I løbet af turen havde vi et flot udsyn til de smukke Atlasbjerge, som sammen med cedertræernes grå-grønne nåle gav en utrolig smuk udsigt. På et tidspunkt snævrer stien ind og vi forlader den brede sti og går nu opad. Stien blever smallere og smallere, og vi står lidt og kigger på konturerne i landskabet, fordi vi nu kan se et par stejle raviner, som vi på en eller anden måden enten skal opad eller over. Vi bestemmer os for at gå lige op, da vi kan se et hus længere oppe ad bjerget. Pludselig lyder der et højt hyl og vi farer begge sammen blot for at opdage, at det er et stort vildsvin, der er blevet forstyrret af os. Vi ved godt, at der er vildsvin, som går rundt i skoven - de lever godt her for muslimer spiser som bekendt ikke svin, men de accepterer uden problemer at have dem gående rundt omkring.

Vi gik lidt videre og var opmærksom på, hvor svinet befandt sig. Pludselig hørte Solveig noget pusle i et træ og længere væk sad der to af de truede Makak-Sylvanus aber også kendt som haleløse berberaber.. Vi kunne næsten ikke tro vores held, og vi sneg os tættere på, nu kunne vi så høre, at de også var til højre for os, og vi hørte flere bump, når en af aberne landede på jorden. Solveig fandt en lang kæp, så hun kunne jage en eventuel sur abe væk, og Peter koncentrede sig om kameraet. Der var ingen sti, så vi gik på meget ujævnt underlag. Efter et stykke tid, hvor vi havde prøvet at indfange aberne med linsen kunne vi høre, at de blev urolige og de begyndte at signalere til hinanden med lyde. Vi var også komme ret langt op mod huset, og nu stoppede Peter op og prøvede alt for at landekending ved hjælp af højdekurverne på sit kort. Det viste sig at vi var kommet alt for tæt på et militært område. Det havde vi set nede i byen, hvor der stod bevæbnede soldater og holdt øje med alle. Der var ligeledes store skilte med fotografering forbudt i byen og vores udlejer havde også fortalt os, at vi skulle holde afstand til dem og IKKE fotografere. Vi lagde kameraet ned i rygsækken og begyndte at gå i en anden retning mens vi prøvede at holde os til højden, og så krydsede vi ellers fingre for, at vi ikke blev snuppet. På dette tidspunkt svedte vi ekstra meget, og adrenalinen pumpede. Underlaget var meget ujævnt og vi snublede da også et par gange uden at komme til skade. Endelig nåede vi vejen og vi åndede lettet op. Heldigvis var der et par kilometer længere fremme en lille bod, der solgte iskolde sodavand, og da vi kom hjem havde vi gået 17 kilometer. Så af en dag, vi ikke havde nogen forventninger til, endte det med at blive en af de bedste - det kan så let gå godt:-)