På trans Sahara motorvejen mod Ghardaïa
Da vi havde en lang køretur foran os var vi blevet enige om at stille vækkeuret til kl. 6.00, altså til samme tid som det ringer på en almindelig mandag. Normalt er det for at vi kan nå at komme på arbejde, men denne mandag var det for at kunne nå at køre de 600 kilometer fra middelhavet til oasebyen Ghardaïa i ørkenen. Vi var efter god morgenmad klar i bilen 7.30, og kunne med det samme mærke trafikken. Den første halve time kom vi således ikke engang 10 kilometer frem, og da var det ikke rart at tænke på længden af køreturen. Efter en time havde vi tilbagelagt godt 30 kilometer, men så skete der noget. Trafikken tyndede ud, og vi kunne holde en pæn gennemsnitsfart. Vi kom igennem de skovklædte atlasbjerge, og kunne se at jo længere vi kom ind, jo tørrere blev landskabet. Dog var der enkelte fugtige områder syd for bjergkæden, men det var dog udtagelsen. Som forventet var der følgeskab af adskillige ramponerede køretøjer, her er et udvalg.
Vi var trætte da vi kunne sætte bilen foran det lille hostel i Ghardaïa hvor vi skal bo de kommende 3 nætter. Regningen lød på lidt under 10000 dinarer, hvilket hurtigt omregnet rammer omkring 330 kroner for 3 dage. Selv efter algierske forhold en lav pris. I det hele taget har det været en billig dag. Vi fik frokost for 1600 dinarer, og benzin på for 1000. aftensmaden blev 2 baguette for 20! dinarer, samt ost til 280. Under frokosten blev det klart at Algeriet er et land hvor kulturen er forskellig fra nord til længere mod syd. Vi fandt hurtigt en restaurant i Laghoune, og da vi jo var mand og kvinde blev vi henvist til et lokale med andre kvinder mens alle mænd kunne spise udenfor. I Ghardaïa, som vi venter os meget af, gik vi en hurtig aftenstur for at se om vi kunne se en af de 5 gamle byer der oprindeligt blev bygget oppe på højdedragene ved siden af den frugtbare dal. Vi havde heldet med os, så her er Ghardaïas skyline kort før solen går ned.
Kommentarer