Tabt i oversættelse

 Vi har i dag fået testet grænserne for vores formåen ud i det franske sprog. Vi har været på tur til 2 af byerne i M`zab dalen, og da der er guidetvang indenfor bymurene, var der ikke andet at gøre end at spidse ører og grave dybt i gemmerne for at finde de franske gloser frem. Det gik sådan set også meget godt. Vores første guide var en ældre, humoristisk mand, der yndede at parodiere Louis de Funés - til stor morskab for Peter:-) som kunne huske at have set film med ham sammen med sin far.

Nå men Monsieur Funés startede med at tage os med rundt i byen, som består at små smalle gader med lerklinede huse. Hele området som går under navnet M´zab-dalen er UNESCO siden 1982. Dalen er hjemsted for mozabitterne, en berbergruppe, der tilhører en bestemt gren af islam, som kun findes her og i Oman. Mozabitterne er dygtige handelsfolk, og de har også organiseret alle samfundsstrukturerne i disse ørkenbyer. De bor indenfor murene og araberne er henvist til at bo udenfor murerne. De mozabitiske kvinder skal bære en hvid Haik (klædedragt), når de er gift og bevæger sig udenfor hjemmet. Dragten dækker hele kroppen inkl. hænder og de må kun kigge ud med ét øje. De er meget sky og vil ikke fotograferes.

Nå men tilbage til husene; de ligger allesammen tæt på moskeen i en spiral og de smalle labyrintiske gader giver skygge og beskytter mod sandstorme og sol. Husene er bygget af stampet ler, sten og palmetræ hentet fra oasen. De tykke mure holder varmen ude om dagen og inde om natten. Der er kun små vinduer for at beskytte mod solen, og de sidder sjovt nok forskudt i forhold til genboens hus, så kvinderne ikke bliver set af andre. Der er et velfungerende system af brønde som sikrer drikkevand.

Moskeen er helt særligt udformet. Minaretten ligner i følger Peter en kæmpe ørentvist, der stiller sine klør frem. Den er præget af enkelthed, som også er den livsstil Mozabitterne praktiserer. Minaretten fungerede tidligere både som bønnetårn og vagttårn, idag er den ud over funktionen som bønnetårn også et pejlemærke i landskabet, den altid er bygget på det højeste sted.

Vi kom på vores rundtur også indenfor os så, hvordan et traditionelt hus ser ud, det består af mange små rum, og oftest op til 4 etager. De udvendige mure på øverste etage er høje, så man ikke kan ses fra de omkringliggende huse.

Vi sluttede af på markedet, hvor en politimand lige synes han ville vide hvor vi kom fra, hvor vi boede i Ghardaia og hvilken vej vi skulle, når vi tog herfra. Det fik han selvfølgelig at vide og noterede det og så sagde vi pænt farvel og tak til vores guide. På trods af varmen (29 grader) følte vi os klar til endnu en byrundtur og gik derfor de små 2 kilometer over til en anden by, Malika, som ligger på den modsatte flodbred. Her fandt vi først en kirkegård, som vi tog en afstikker på. De er meget specielle, faktisk er det som at se ud på en grusgrav, der dog har nogle små stier imellem, og hver grav har en stor sten i den ene ende og er desuden markeret med potteskår, vaser mm. så familierne kan finde deres efterladte igen. Herefter gik vi mod indgangen til byen og blev råbt an af Mustafa, som gerne ville agere vores guide. Han talte kun fransk og han havde meget på sinde, så vi fik virkelig nok at gøre med at prøve at forstå ham. Vi fik en fin rundtur i denne by, der er noget mindre, men ellers ligner den forrige meget. Da vi tog afsked fik han 10 euro og efter at dømme på hans reaktion var det noget mere end han havde forventet, der blev bukket, givet hånd og Peter fik tilmed et kindkys - det var helt rørende at se han glæde, så pengene er nok faldet på et tørt sted.

Herefter  tog vi os et lille hvil og brugte så eftermiddagen på en tur til en af de nye byer, der er bygget i præcis samme stil. Vi fik også facetimet med Christian, han skulle have været med på denne tur sidste år, men den gik som bekendt i vasken og han ærger sig lidt over at han ikke havde mulighed for at komme med i år. Forhåbentlig giver vores feed back ham mod på at tage afsted på et andet tidspunkt, det er i hvert fald et dejligt rejseland, du føler dig tryg og befolkning er utrolig venlig og så er det tilmed billigt. En gennemsnitsløn for en uddannet er 200 euro om måneden og det er prisniveauet naturligvis afpasset til.