Megabyen Cairo

 

Denne dag var den sidste hele dag mens vores lille rejsegruppe bestod af hele 12 personer, da Eva, Christian senior, Lone og Eskild rejser hjem i morgen.

 

Vi ville ind til Cairo city for at indsnuse lidt af kæmpebyens stemning, og vi havde planlagt det således, at vi tog en Uber ind til en metrostation, der så skulle tage os videre ind mod centrum, da metro er det hurtigste transportmiddel for Cairo, er berygtet for sin kaotiske trafik, så det har end ikke været i overvejelserne, at vi skulle leje en bil hernede.

Vi kom nogenlunde samlet ind til stationen i tre biler og fandt hinanden selvom vi ikke blev sat af samme sted. Det er mega praktisk i så stor en gruppe, at vi har flere telefoner, der er på nettet, så vi let kan finde hinanden på kortet. Billetterne til metroen kostede 100 egyptiske pund for 12 stk. (13 dkr.)! og så var vi klar til afgang. Det er overraskende pæne tog, der er opdelt i blandede og rene kvindekupeer. Fra vores stop ville vi ind til Khan al Khalili – basaren og der ville være 20 minutters gang. Men – men – men da vi endelig kom frem efter at være gået i næsten 30 minutter, fandt vi bare en smøge med navnet på basaren, som skuffende nok viste sig at være en lille souvenirbutik. Vi var med andre ord gået i den stik modsatte retning, og nu var gode råd dyre, hvis vi skulle vende den matte og lettere irriterede stemning, der bredte sig i gruppen. Da det var søstrene der havde besluttet at vi skulle starte med basaren og også havde indtastet den forkerte destination på kortet, måtte det så også være os, der fik rettet op på stemningen. Vi fornemmede, at der var ved at være behov for en pause, så vi drejede resolut om og gik få meter tilbage til en hjørnecafe, som havde god plads. Interiøret ledte tankerne hen på en parisisk cafe i 60érne og da klokken var ved at nærme sig middag, bestilte vi frokost, så alle kunne falde ned og finde det gode feriehumør frem igen. Det skulle så vise sig ved hjælp af Lauritz´ hurtige googlesøgning, at Cafe Riche -  var den ældste i Cairo og havde været brugt som mødested for Cairos intellektuelle, et skrivested for journalister og andre litterære personer, hvor mange af dem nu hænger som portrætter i den ene del af cafeen, hvor også et bedaget klaver og en endnu ældre skrivemaskine stod og  samlede støv.

Maden var ikke noget at skrive hjem om, den kom som vi så ofte har oplevet dumpende ind lidt ad gangen, og til sidst var det kun Kirsten og jeg som ikke havde fået mad, måske fordi vi skulle straffes lidt yderligere for at have ledt selskabet på afveje. Nå, men heldigvis så overtog den erfarne rejseleder nu og han lagde en ny plan, der inkluderede en ny metrotur, hvor vi så endte i det koptiske kvarter og startede med at se den hængende kirke, der har fået navnet da den ”hænger” på den gamle byport. Egypten har omkring 20% kristne (copterne) og 80% muslimer, der lever i fred og fordragelighed med hinanden, ifølge vores guide fra forleden går det så godt, fordi man aldrig taler om religion med hinanden.

Vi travede videre mod den store moske, som vi også blev budt indenfor i, kvinderne skulle iklæde sig en grøn heldragt, så vi var anstændige og ikke viste bare ben eller arme - i stedet for et tørklæde havde dragten en hætte, og Eskild udbrød højt, at bedstemor Eva lignede en teletubby i den mundering!

Efter at have gået lidt rundt i moskeen, besluttede gruppen sig for at dele sig op, da Eskild gerne ville ride på kamel og det var sidste chance i dag... Lone og Eva ville med Eskild, og da det betød en ekstra bil, hvis ikke en mere tog med, valgte jeg at slutte mig til kamelræset. Den øvrige del af gruppen tog ind for at finde den rigtige Khan al Khalili bazar.

Kamelturen blev en succes for Eskild, Lone sad på den ene kamel mens Eskild og jeg delte en. Vi red heldigvis kun en halv time rundt ved de tre store pyramider, mens Eva ventede i skyggen af en nedlagt markedsbod. Bagefter gik Eskild og jeg ned til den lokale alkohol-butik og købte et par øl, som vi hyggede os med på tagterrassen inden vi gik ud for at spise den sidste fælles middag.

Valget faldt på naborestauranten Rooftop 7000 som skulle vise sig at være det absolut dyreste og dårligste måltid vi havde indtaget på hele turen. Sometimes you win sometimes you loose... denne gang tabte vi.

Næste morgen tog Eva, Christian, Lone og Eskild afsted mod lufthavnen kl. 05.30 vi har allesammen nydt af få de gode oplevelser og ser frem til næste etape af turen, der for resten af gruppens vedkommende går til Luxor.