Ad lidet trådte stier

 I denne weekend har vi været ude hvor kragerne vender, vi har forsøgt at flytte bjerge hvor der ingen burde være. Vi har set et sjældent naturfænomen, og vi har tilmed haft det sjovt. Med andre ord, dette indlæg bør være værd at læse.
Hvad der fiks lokket af huse var en fødselsdagsgave. Oprindelig skulle vi have været på kulinarisk vandring på Djursland, men med coronaens hærgen var dette arrangement gået samme vej som så mange andre. Andet skud i bøssen kunne derimod lade sig gøre. en vandretur på Randbøl hede, med en kort afstikker til syvårssøerne (her er det sjældne naturfænomen) samt kaffe og kage ved Bindeballe købmandsbutik. Aftensmad og overnatning var planlagt til at skulle foregå på Fittings landsbyferie, så ingredienserne til en god og spændende weekend var i den grad med i bagagens da vi kørte over grænsen i Kruså. Vi ankom til Randbøl hede præcis til det aftalte tidspunkt, og blev mødt på parkeringspladsen af de glade givere af denne oplevelsesgave, nemlig Solveigs søster Kirsten og hendes mand Karsten. Vi gik med vores køletasker af ensomme stier mod besøgscentret, hvor vi dels fik et bord ved shelterne, dels fik tændt et varmende bål der lunede godt i det gryende efterårsvejr.

Brunchen som gavegiverne havde forberedtsmagte som forventet himmelsk, og mens vi spiste fik vi løst verdenssituationen, i betragtning af karakteren af de problemer vores dejlige klode pt. er ramt af er det solidt imponerende at vi havde en løsning på de fleste af dem så hurtigt. Vi fik også tid til at tage bestik af vejrsituationen, og ud fra vores observationer af himlens beskaffenhed fik vi aftalt gåturens længde. Desværre satte et par af deltagernes lidt svagelige fysiske tilstand visse begrænsninger for hvor langt vi kunne bevæge os rundt, Peters hofte er slidt, og en ny skal bringe bedring, og Karstens blodprocent er så lav at han må hive efter vejret ved bare en minimal stigning i landskabet. Ikke så godt, men vi satser på at det bliver bedre i fremtiden.

Vi gik af de smalle hedestier mod Stoltenberg, en gigantisk indlandsklit der tårner sig op i det ellers ret flade landskab. Det er svært at gå i det fine sand uden at få en masse ned i skoene, på den måde skulle man synes at klitten ville forsvinde, men naturen bygger videre på sit bjerg, så vores ellers behjertede forsøg på at fjerne sandet med vores sko var dømt til at fejle.

Hedelandskabet er barsk, og vi fik trods de svære lysforhold nogle gode billeder i kassen. Fra Stoltenberg gik det ilet regn mod syvårs søerne på den anden side af hovedvejen. Desværre blev vejret ikke just bedre, tværtimod blev vi på den anden side af motorvejen mødt af en ret kraftig regnbyge. Grantræer ydede os nogen beskyttelse mod det våde fra oven, og heldigvis stoppede det da igen inden vi blev våde for alvor.

Syvårssøerne var synlige, og de var et meget smukt syn selv i gråvejr, men vi snakkede dog om at tage en tur til området ville være oplagt en dag hvor vejret byder på solskin og blå himmel i stedet for regn og gråvejr.

Fra Randbøl tog vi bilerne den korte vej til Bindeballe, hvor købmandsgården der bringer minder fra en længst svunden tid ligger. Indtrykket fra stedet er ikke helt skarpt, der har sneget sig noget skrammel ind i deres sortiment, men grundindtrykket holder. Stedet er som en tidslomme, Peter var der i slutningen af 1980erne, og stedet var allerede dengang som en dagligvare dinosaur. Man kan overnatte i telt og i små hytter, og der er endda gamle jernbane vogne på den anden side af landevejen. Bindeballe havde indtil 1957 en station, og i den er der i dag et lille køkken til teltgæsterne, samt en udstilling om stedets tid som jernbanestation.

Dagens sidste stop blev Fitting landsbyferie, her havde vi voreslogi for natten, og stedet er lidt af et fund til prisen. Ferielejlighederne er store og velindrettede, og prisen er lav. Vi havde en hyggelig aften med god mad og snaksom det meste mellem himmel og jord. Karsten introducerede os for øl der var 2,5 år for gamle, heldigvis var rødvinen ikke over dato.

Søndagen bød på morgenmad og afrejse. Da vi ikke ville komme for tidligt hjem og forstyrre Christian i oprydningen kørte vi forbi Vorbasse. Byen er bedst kendt for Vorbasse krigshavn, hvor der tidligere lå en model af en ubåd. I dag er der et usselt bygget modelskib. Sådan kan de gå tilbage for selv de største attraktioner. Parken hvor skibet ligger har en stor mindesten rejst for at ære hedens opdyrker Enrico Dalgas. Efter denne oplevelse kørte vi hjem og nød resten af søndagen indendøre.