Aggerholms blog

  Dag     42   Noget der er dejligt ved tidsforskellen til vores kære derhjemme er, at man altid ser frem til om morgenen at se på telefonen, om der er kommet nogle hilsener i nattens løb. Og søreme om der ikke var en stor overraskelse i dag... Ingeborg havde sendt et billede til os af Sara (Ingeborgs barndomsveninde), der med det sødeste smil sad på Himmernmoos foran en plæneklipper - hun havde simpelthen  (helt sikker har Ingeborg haft en finger med i spillet) slået den græsplæne, der var blevet alt for lang, mens huset har stået tomt. Hun måtte kapitulere med håndskubberen og havde lånt naboens. Sikke en fantastisk overraskelse - nu har vi lovet Sara at lave asiatisk mad til hende, når vi er tilbage - og det bliver ikke en af retterne fra gadekøkkenet i dag 😅 Vejen gik helt tæt på vandkanten, så når bølgerne sprøjtede ind over den lave kant, efterlod de mine læber med en salt smag. Formiddagsheden bølgede hen over vejen, men i dag havde vi været fornuftige og havde iført os lange b

Dag 41 Efter en nats søvn hvor denstore blæser havde generet rigeligt i vores junglerum kæmpede vi os opad de 120  stejle trappetrin mod restauranten hvor vi indtog vores morgenmad. Til serveringsdamens uddelte fornøjelse valgte vatter det samme, nemlig at go all in på morgenmaden. Dermed var der både kaffe og juice samt noget at spise på bordet. Vi fik snakket om dagens program, og samtidig nærmede klokken sig 9.30, tidspunktet hvor vi kunne få vores 2 lejede motorcykler. Bohol er med sine gode veje og lave trafiktæthed ifølge Lonely planet det ideelle sted at kaste sig ud i at køre på motorcykel, som de små scootere åbenbart hedder. Efter en kort instruktion, der for Peter gjorde det klart hvordan man tænder for sådan en maskine gik det løs. Vejen fra Nuts hits til landevejen er 800 meter lang, og skulle vise sig at være det med afstand ringeste stykke vej vi kom til at køre på denne dag. Vi fik kæmpet os op til hovedvejen, og fik der drejet til venstre med byen Carmen hvor "the

  Dag 40    Vi vågnede op efter en varm nat da vi havde slået airconditionanlæg fra da det virkede til at være en af de aller første modeller på markedet, og den var alt andet end lydløs. Det mærkes også nu, hvor vi er ankommet til et land, der har/har haft regntid for nylig og derfor er luftfugtigheden meget høj. Vi havde besluttet os for at tage offentlig transport til vores overnatningssted for de kommende tre dage, og derfor startede vi med at tage en “tricycle” eller en tuk tuk ind til et stort shoppingcenter, hvorfra der gik forskellige busser. Jeg havde lige et par ting, som skulle købes i et supermarked, så mens jeg spurtede derind stod Peter udenfor med rygsækkene. Jeg så tydeligt på udvalget og mærkerne i supermarkedet, at det var et noget bedre udvalg sammenlignet med Indonesien og det var da også det indtryk vi havde fået i går, da vi kørte fra lufthavnen; bedre veje, støttemidler, ikke nær så meget affald i vejkanten osv. Samtidig er Philippinerne et land vi ikke kender no

Dag 39 Vi havde lidt af en dag. Flyet fra Jakarta mod Manila lettede lidt senere end planlagt, så vi kom først afsted kvart over kl. 1. Det var vi nu ganske tilfredse med, for vi have efter planen 8 timer i Manilas lufthavn til at komme igennem immigrationen, finde vores bagage, samt skifte terminal. Det tænkte vi ville være mere end nok, så at vi kom en halv time senere ville nok bare være en fordel. Flyet med filippinernes flyselskab var af ældre dato uden entertainment, men maden var god, og vi ville alligevel helst forsøge at sove så meget som muligt. I Manila var solen netop stået op da vi landede, og alligevel var temperaturen 28 grader. Vi kunne derfor glæde os over airconditionen virkede efter hensigten og vi skyndte os hen til immigrationen. Her var der ingen kø overhovedet, og vi kom igennem helt uden problemer. Bagagen fandt vi også med det samme, og det heller ikke svært at finde bussen til indenrigsterminalen. Vi måtte dog vente lidt iden den kørte, men ikke noget der for

 Dag 38 Vi havde en træls dag foran os i Jakarta. Byen, der er gigantisk, scorer ikke ret højt når rejsende taler sammen om deres oplevelser i Indonesien. Vi havde også nærmest på forhånd opgivet at se de få highlights fra kolonitiden som byen trods alt er leveringsdygtig i. I stedet satsede vi på at bevare kræfterne til den kommende nats flyvning til Manila. Planen var som følger, sov længe, tag lang tid om at spise morgenmad. Slap af på værelset indtil tjek ud kl. 12. Gå hen til et sted med aircondition, og spild tiden der. Tag til slut en langsom transportform til lufthavnen. I det store og hele holdt planen, vi sov godt nok ikke vildt længe, men kom først ned til den lidt skuffende morgenmad omkring kl. 8.30   Normalt slutter morgenmaden på hotellet kl. 9, men da det var søndag fortsatte den vist nok til kl. 10. At bedømme på de ret tomme fade der ikke blev suppleret op var det godt vi ikke testede om det virkelig var rigtigt, for det kan ikke afvises at vi kunne være endt med lang

 dag 37 Vi spiste vores afsluttende måltid på hyggelige Desias, og begav os med rygsækkene på ryggen mod banegården. Vi havde lidt større forventninger til denne sidste togtur på Java, for vi havde dels betalt over det dobbelte for billetterne, og dels ikke købt de aner billigste. Da vi kom ind i toget var det svært at se hvad vi havde fået for de ekstra penge. Vognen var en tro kopi af den vi havde siddet i fra Banyuwangi mod Yogyakarta, og vi hade søreme igen fået 2 pladser på et 3-mands sæde. Eneste forskel var at vi sad med ansigtet i kørselsretningen, men vi har nu svært ved at se hvordan dette skulle betyde en godt nok beskeden merpris. Vi var dog så heldige at dette tog i modsætning til det andet ikke blev fyldt op, således kunne vi brede os på vores 3 mandssæde hele turen mod Jakarta. Til gengæld kom serveringsvognen kun rundt 2 gange, heldigvis købte vinget mad da den kom forbi, ellers havde det været meget lange 9 timer i toget. Bedømt på denne togtur er de indonesiske jernba

 dag 36 Vi havde store planer denne sidste fredag i Indonesien. Målet var Borobudur, verdens største buddhistiske tempel, der ligger ca. 40 kilometer udenfor Yogyakarta. Man kan komme dertil på flere måder, den letteste er at tage en privat bil eller en "Grab", den sjovere, og i øvrigt også noget billigere er at hutle sig igennem med offentlig transport. Vi valgte sidstnævnte mulighed, og det betød, at vi fik oplevelser, vi ikke ville have haft hvis vi "bare" havde taget imod hotellets tilbud om en privat driver til en halv million Rupier. Vi kan overraskende nok bruge google maps vejviser-funktion med offentlig transport her i Jogja, som de lokale kalder deres by, desværre virker denne funktion kun, når man har net, og netop der havde vi problemer denne formiddag. Vi har købt en sidste indonesisk datapakke, men ellers ferme Solveig kunne ikke få den til at virke. Gode råd var derfor dyre, men Peter mente at kunne huske at bussen mod bussen, altså den bybus, der vil

  Dag  35 De 13,5 timer i toget og mit maveonde gjorde, at vi faldt nærmest bevidstløse om en sengene. Der var køligt på værelset og jeg fik monteret mine ørepropper, thi man ved jo aldrig, hvor den nærmeste moske befinder sig… Det viste sig nu, at vi ikke var helt så tæt på en, og vi det var kun mig som hørte et par muezziner kaldte til dagens første bøn. Da vi begge var blevet vågne var klokken halv otte, hvilket må siges at være rigtig godt for det havde givet os i hvert fald 10 timers søvn. Så nu ulmede maverne også og jeg fandt ud af, at “Desia´s” køkkens lå lige skråt overfor vores hotel, på billedet havde de i hvert fald kager, så måske havde de også brød. Det havde de desværre ikke, men vi kom afsted med tre lune (eller rettere lunkne) quiche – med chilisauce som dog virkede lidt malplaceret. Nå men vi tog dem med tilbage til vores lille altan og spiste dem men vi drak en kop Nescafé til. Vi var enige om, at dagen i dag ikke behøvede at indeholde så meget program, og vi ville l

Dag 34 Vi har i dag fejret vores debut med de indonesiske jernbaner. Vi skulle med toget kl.7 om morgenen, og på maps.me kan vi se at turen i luftlinje er på 446 kilometer. Vi har naturligvis forståelse for at terræn hensyn vejer tungt når  anlægger sporene, og at man også tager hensyn til hvilke befolkningscentre der skal serviceres. Nu står budskabet jo nok klart for de fleste at turen ikke vil foregå med shinkanse fart. Vi kan således se frem til en rejse på ikke mindre end 13 timer og 13 minutter, hvilket gør at toget bevæger sig fremad mod målet med en gennemsnitsfart på 34 kilometer i timen, hvilket går det til en værdig konkurrent til de busser vi ellers har benyttet. Prisen er derimod i verdensklasse, vi er kommet af med mindre end 200000 Rupiah tilsammen, og der bliver endda serveret mad og drikke i toget. Udsigten ud af vinduerne er smuk, hvilket vi havde regnet med, der er aircondiotion selv her på økonomiklassen, hvilket vi ikke havde regnet med   Turen startede ved Bantuw

dag 33 Vækkeuret ringede på det helt ukristelige tidspunkt 1.00 Peter havde sovet overraskende godt, mens Solveig af bare spænding over den forestående dag dårligt havde lukket et øje. Da vi kom ned i opholdsrummet på Avrija var der i den grad sket et skifte i aktivitetsniveauet. Hvor der om aftenen kl. 20 havde været nærmest mennesketomt, var der nu et hav af  mennesker. Ijen-vulkanen er åbenbart et kæmpe hit, og vi så mange veloplagte vandrere med guides, der bare ventede på at klokken skulle blive 2 så bjerget ville blive åbnet. Vores guide ventede vi derimod på. Han kom ikke kl. 1.30, hvor første melding havde lydt på, at han ville dukke op, ej heller kl. 2 var der nogen guide til os, og vi indstillede os så småt på, at vi ville komme til at klare bjerget uden guide. Vi tænkte egentlig, at det ville være ok, for hvor svært kunne det være med sådan en  samling pandelygte-bevæbnede vandrere foran til vise vejen. Sådan gik det dog ikke, netop som vi havde besluttet, at ville tage afs