Aggerholms blog

Vi skulle tidligt op, da vi havde planlagt, at tage op på Mt. Longonot, som er en udslukt vulkan, hvor man først går op til kraterkanten og derefter tager turen rundtom krateret. Da vi ankom til rutens begyndelse, så vulkanen slet ikke særlig stor ud. Vi tænkte, at det da bliver en hyggelig lille gåtur, men der tog vi gevaldigt fejl, der var virkelig nogle passager, som havde det i sig. Der var virkelig nogle stejle steder op til kraterkanten! Da vi endelig nåede toppen efter ca en times tid, tænkte vi alle, at det værste var overstået. Vi stod og kiggede ned i krateret, som er bevokset med alle slags træer og buske. Det ligner lidt, at der er en skjult verden dernede. Vi startede turen rundt, med højt mod, og det første stykke var da også mest lige ud, men så kom vi til lidt ad en stigning. Det var starten på bjergets top, og den vej havde det i sig. Det var en smal vej, hvor man skulle støtte sig med alle fire, for at komme op og så var der en stejl stigning. Men det var anstrengels

Denne dag skulle vi tidligt op. Vækkeuret ringede kl. 3:40. Vi skulle afsted mod Masai Mara nationalpark, hvor vi skulle på safari. Vi faldt straks i søvn efter at have sat os ind i bilen. Vi spiste morgenmad mellem en masse theplantager. Her fik vi chapati og omelet og selvfølgelig the. Om eftermiddagen ankom vi endelig til parken. På de første 10 minutter havde vi allerede set en masse zebraer og elefanter. Samlet set kørte vi omkring 5 timer gennem nationalparken. På de 5 timer så vi Geparder, løver, bøffler, gnuer, gribbe, giraffer, aber, flodheste og krokodiller. Ude af parken kørte vi hen til vores kamp, hvor vi skulle tilbringe natten. Inden aftensmaden så vi en Masai landsby, da vi nu var kørt fra Luo-land til Masai-land. Masaierne er meget traditionelle og lever utrolig gammeldags og primitivt. Det var utroligt spænende at se og man kunne slet ikke tro, at der er mennesker i 2017, der stadig lever sådan. Næste morgen stod vi igen tidligt op, for at komme så tidligt ind i pa

Den sidste dag for os i Asembo betød fest, men først skulle vi have overstået en fodboldkamp, mod den skole, som vi besøgte tidligere. Vi havde aftalt kl. 9.30. Da vi kom hen til skolen, var der stort tumult ved kirken, men det tænkte vi ikke mere over. Vi blev modtaget af en lærer, men der var ingen elever. Der blev talt lidt frem og tilbage mellem de to lærere og til sidst undskyldte   Mr. Obonjo meget. Han indrømmede at have overset, at den nye præst skulle indvies den dag og alle elever derfor skulle i kirke. Vi aftalte derfor, at 10 elever kom hen til os omkring kl. 16, efter de var færdige med at være i kirke. Så vi gik altså tilbage til Kanyakoo igen. Her slappede vi lidt af, vaskede vores tøj og pakkede de fleste af vores sager sammen. Hjemmefra havde vi taget en masse gammelt tøj med, som vi gerne ville give til folk i Afrika, som har brug for det. Vi havde hver en ekstra taske eller kuffert med. Vi organiserede tøjet efter størrelser, mens Peter gav alle børnene og voksn

I dag skulle vi fra landsbyen, hvor organisationen Momentum holder til, tilbage til Asembo. Aftalen var, at vi skulle hentes efter morgenmaden. Vores lærer fortalte os, at det var en mulighed for at opleve "Africantime". Man tager ikke tidspunkter så nøje i Afrika, så efter morgenmad kan være et meget vidt begreb. Mens vi ventede, pakkede vi vores ting, læste og spillede kort. På et tidspunkt snakkede vores lærer i telefon, med Peter som skulle med hen og hente os. Beskeden var, at de ville være der mellem 10.30-11. I stedet blev vi afhentet kl. 11.50, så det var en tro oplevelse af begrebet "African-time". Inden vi kørte hjem, skulle vi forbi nogle guldminer. De lå lige ned til Victoriasøen og det var utrolig smukt. Der var folk, som vaskede deres biler og motorcykler i søen, børn der rendte rundt og legede og badede og kvinder, der vaskede tøj. Oppe ved selve minerne var der en masse larm. Larmen kom fra tromlerne, som kører sandet og stenene rundt, for at afskil

Turen er ved at være forbi, vi er i lufthavnen efter en formiddag i Sofias regnfyldte gader. Her fik vi set en moske og en synagoge. Bulgarien var sammen med Danmark ene om at redde deres jøder under 2. verdenskrig. Sjovt nok lå bygningerne nærmest side om side, iøvrigt med en af Sofias store kirker meget tæt på. Vi fik afleveret vores lille Ford Fiesta, den har klaret turen på Balkans veje eminent. Vi lejede gennem et lokalt bulgarsk bureau, Toprentacar. Det eneste hvor vi kunne krydse alle de grænser vi endte med, det var især grænsen til Albanien der voldte problemer, vi kan klart anbefale bureauet, de har svaret prompte på alle spørgsmål, og grænseovergangene blev klaret uden de store problemer. Nu er det så tid til at gøre status på turen...der er ingen tvivl om, at Solveig er den, der har været mest positiv over oplevelserne på rejsemålet. Hun vender nu hjem som varm fortaler for Balkan og dens befolkning, klimaet, maden og den venlighed, vi har mødt. Slut er det med at høre p

I dag var den første dag på Balkan Expressens rundtur, hvor vi vågnede op til det billede, jeg havde forestillet mig, ville have præget hele turen (men der tog jeg absolut helt fejl); gråvejr, tunge skyer og triste grå huse. Det var turens første regnvejrsdag, og sikken et regnvejr... inden vi trodsede elementernes rasen, var der først morgenmaden på Vivaldi Guest House. En pæn og smilende ung pige tog imod os, og viste os hen til en dækket morgenbord, hun ønskede os god appetit på et pænt engelsk, senere fandt vi ud af, at hun studerede engelsk, tysk og italiensk på universitetet i Niš. Da Fiestaen var pakket rullede vi ned mod byen for at se, om vi kunne få brugt de sidste serbiske dinarer; en flaske vin og en magnet blev det til, og da vi så kom tilbage til bilen, havde vi indkasseret en P-bøde svarende til 50,- dkr, så vi fik pengene brugt! Vi havde også fået våde fødder, for regnen silede ned, og med deres tilsyneladende mangel på nivelleringsapparater, var der kæmpev

I dag er det så blevet tid til besøget hos Europas bølle, Serbien. Det besøg vi havde knyttet de færreste forventninger til. Ved grænsen blev vi mødt at den typiske østeuropæiske grænsevagt, engelsk pr. bydeform, og ingen ansats til smil overhovedet. Da vi så kom ind i landet var der overraskende nok minaretter i de fleste små byer det første stykke af turen, det brød med forventningen om serbisk ortodokse ultranationalister på hvert et gadehjørne. Efter 10 kilometers kørsel kom en afdeling af den serbiske armé kørende imod os, billedet af et gennemmilitariseret land var måske ikke helt forkert alligevel? Vi havde sat GPSén til at stoppe ved Skull Tower; et skummelt monument fra 1809, hvor tyrkerne slagtede 4000 serbere og derefter huggede hovederne af deres ofre og murede 1000 af dem ind i en betonklods, så alle og enhver kunne se, at tyrkerne skulle man ikke gå imod. I dag er der bygget et overdækket hus, så monumentet ikke er så udsat for vind og vejr, desværre er der ikke mange