Aggerholms blog

27/2:  I morges ringede vækkeuret allerede 5:55. Vi skyndte os op, fik tøj på, børstet tænder og pakket sammen og så satte vi ellers kurs mod Mangorei Track, som skulle føre os op til en flot udsigt af Mt Taranaki.  Kl. 7:40 var vi ankommet til parkeringspladsen efter vi var kørt forkert en gang om måtte vende om og tage en anden vej. Vi var klar til at starte gåturen og vejret lovede godt. Solen skinnede og der var ingen vind eller skyer på himlen. Vi stødte ved starten af turen på et skilt der sagde, at de ville tage omkring 2-2,5 timer op til Pouakai Hut, så det var jo ikke slemt. Første og længste del af stien førte gennem tæt skov. Der var lavet en rigtig god vandrerute med nogle net, der var lagt ud, så man ikke gik i mudder, hvis det havde regnet og en gangbro og trapper lavet af træ. Trapper var der i sandhed mange af. De startede efter de første ca. 15 minutter og første så en hele vejen op til hytten og længere endnu. Inde i skoven kunne man ikke se himlen overhovede

25/2:  Efter vækkeuret ringede, facetimede Malte med sin familie, hvilket er en dejlig start på dagen. Vi stod igen op til strålende solskin, hvilket også altid er skønt! Vi gjorde os klar, fik spist lidt morgenmad, og snakket lidt med ejeren inden vi tog ind til Wellington. Vi ville ikke se noget bestemt, men bare gå lidt rundt i byen og få et indtryk af denne.  Da vi steg ud af toget, gik vi fra banegården og hen til parlamentsbygningen. Der var en flot, stor have foran, hvor forældre legede med deres børn og folk lå og nød formiddagssolen. Selve parlamentsbygningen var virkelig flot. Den var lavet i grå sten med søjler ved indgangen. Foran bygningen var en statue af Richard John Seddon, som var NZ’s 15. Premierminister og huskes som en af de mest indflydelsesrige politikere her i landet. Han holder bl.a. også titlen som længste tid som premier minister. Ved siden af lå parlamentets bibliotek, som også hørte hjemme i en utrolig flot, victoriansk bygning. Til den anden side l

23/2: I morges ringede vækkeuret kl. 7:30 og så gjorde vi os ellers klar til en spændende udflugt. Vi fik spist morgenmad, pakket vores ting og sager sammen og kørte til Picton, hvor vi skulle ud at sejle på Queen Charlotte Sound og prøve at finde delfiner at svømme med. Vi havde aftenen inden tjekket på bookingen, om man skulle mødes på et bestemt tidspunkt, men der stod kun, at turen startede kl. 9. Vi var kørt afsted i god tid og ankom kl. 8:30. Jeg gik ind for at spørge, om der var et sted man kunne parkere og jeg fik at vide, at vi var ret sent på den. Man skulle bære mødt kl. 8:15, så lige pludselig fik vi travlt. Vi fandt hurtig en parkeringsplads og skyndte os ind til centret hvor vi skulle briefes. Her fik vi udleveret våddragter, som vi hurtigt skulle trække i og så nåede vi lige anden halvdel af sikkerhedsbriefingen. Vi fik også udleveret snorkel og masker. I al kaosset inden vi skulle afsted havde jeg helt glemt at få mit kamera med. Det var lidt ærgerligt, men i de

For nu ikke helt at glemme kodeordet til bloggen, må vi vist hellere få skrevet et indlæg selvom vi lige nu mest nyder selv at læse den, når der er nyt fra Ingeborg og Maltes eventyr på den anden side af jorden... Fredag den 21. februar var det præcis 17 år siden Christian kom til verden på sygehuset i Sønderborg, en forvandling på 150 cm og en tilfreds ung mand, der glæder sig over livets små mysterier og er taknemmelig, når bare der er rugbrød og leverpostej nok i køleskabet. Vi fejrede Christian fredag eftermiddag, da morgenerne altså bare ikke er Christians favoritter, så vi havde besluttet os for at vente til weekenden var indtrådt, og der var tid til kaffe, lagkage og gaver. Senere tog vi ud for at spise på en indisk restaurant i Flensborg, da Christian ikke bare sværger til dansk mad men også kan lide de stærke og krydrede retter fra andre verdensdele. Bagefter var der gymnasiefest på Duborg Skolen, så vi satte Christian af ved skolen og kørte hjem mens han festede til kl. 03.