Aggerholms blog

 Peter så et opslag fra sin onkel på Instagram. På den måde fandt vi ud af at der var et arrangement på pakhustorvet i Nykøbing Mors. Da vi alligevel var i Skive hos Grethe, var der jo mulighed for at aflægge Nykøbing et besøg, samtidig med at Grethe kunne få en oplevelse udenfor de egne vægge. Vejret var på vores side, godt nok blæste det lidt, men solen skinnede, og man kan jo bare tage tøj nok på. Vi Hyggede os med kaffe på torvet i Nykøbing, men østers blev det dog ikke til i denne omgang. Det lykkedes os endda at lokke Peters kusine Jeanette ned for at møde os. Alt i alt en super udflugt der blev rundet af med en køretur på sydmors ad de absolut mindste veje vi kunne finde. På den måde kom vi bl.a. til Agerø, og forbi Højriis slot hvor Peter ikke havde været i mere end 30 år. På trods af det lidt friske april vejr kunne vi i det rigtige tøj sidde udenfor på de opstillede borde. Som det ses på billedet var der henimod slutningen ledige pladser.

 På trods af, at vi har haft nogle tidsmæssige presbolde i form af udtjekning af lejlighed samt aflevering af bil at forholde os til fik vi alligevel noget ud af denne sidste dag i Mexico. Vi stod derfor tidligt op, så vi allerede kunne være ude ved maya ruinerne i Tulum kl. 8 når dørene åbnede for besøgende. Vi fik bilen parkeret og vandrede fra parkeringspladsen mod indgangen. Da pladsen ikke just er lige foran døren kunne vi på turen danne os et overblik over antallet af andre tidlige besøgende, mange var det ikke. Vi overhalede en langsom amerikansk gruppe, og ankom til indgangen med kun 3 personer foran os. De var tyskere, en gruppe turister vi eller ikke har set ret mange af. Så ankom den amerikanske gruppe, og derefter 2 tyske par. Meget kan man sige om tyskererne, men de kan stå tidligtop og komme afsted. Da klokken blev 8 stod vi vel ca. 20 personer i kø, og det blev vi så ved med. De mexicanske ansatte kom dalrende en efter en med en helt ufattelig mangel på motivation lysend

  Vi startede vores sidste ordentlige dag i Mexico med endnu en god gang hjemmelavet morgenmad fra Solveigs kyndige hænder. Vi havde planer om at se nogle Maya ruiner nær en lagune. Egentlig har vi set nok gamle sten, men tæt på ruinerne vi havde udset os ligger der en lagune hvor der bl.a. skulle være mulighed for at se tukaner, der med deres store farverige næb står højt på vores ønskeliste. Vi skulle køre små 30 kilometer mod syd, og det klarede vi hurtigt på den gode vej. Lidt mod forventningerne var der en del andre mennesker ved de ikke vildt imponerende Maya ruiner, og der var endda andre end os der fandt den lille sti bag stedets store pyramide der førte ned mod Sian Kan naturreservatet hvor lagunen ligger. Godt nok skulle der atter betales for at få adgang til reservatet, men de 50 pesos pr. person holdt os ikke tilbage fra muligheden for at se de smukke fugle. kort inde i reservater fik vi et godt tegn på at vi var på rette vej. Vi så et par amerikanere med de vildeste kamera

 I dag havde vi bestemt os for et program, der lød på en kombineret stranddag og en tur til en sø, hvor vi forhåbentlig kunne få øje på de to abearter, der findes på Yucatan halvøen. Til vores Condo hørte også cykler med som man frit kunne låne, så efter morgenmaden pakkede vi strandtaskerne og gik forventningsfuld mod receptionen, hvor vi gerne skulle få udleveret tre cykler. Da vi prøvede i går var det uden held, for da kunne de ikke finde nøglerne. Dem havde de så fundet i dag, og El Jeffe (chefen) var også blevet hidkaldt, så nu var der hele to som skulle sikre, at vi kom godt afsted mod stranden... men ak, godt nok havde de nu fundet nøglerne, men cyklerne var flade, og en manglede en bremse herudover var sæderne i pygmæ størrelse, så vi var ikke lige på vej... Vi satte os i skyggen mens de to mænd svedende forsøgte at få noget brugbart ud af cyklerne. Det er nok ret passende på mexikansk effektivitet, det som vi var vidner til...man forstår ikke helt, hvorfor man har ti cykler st

 Oprindelig havde vi planlagt  at dele turen mellem Campeche og Tulum op i 2 etapper. Vi valgte dog at blive 3 dage i Campeche og droppede derfor vores overnatning i Jose Maria Morales, der ligger nærmest midtvejs. Det havde betydet god tid og ingen stres under vores ophold Campeche, men havde omvendt jo også betydet at vi skulle køre de små500 kilometer på en dag. Vi startede uden morgenmad kl. lidt i 8 om morgenen, og havde sat vores lid til at være fremme i Tulum ved 16. tiden. Vej var til at begynde med god, og vor regnede med at kunne skære noget tid af hvad vores gps regnede med. Hvad angik morgenmaden, så havde vi absolut intet held til at finde noget som helst spiseligt i de små byer vi passerede igennem på vejen, ud over et parkirker og en masse af de fæle vej bump var der intet i byerne af interesse. På et tidspunkt forlod vi hovedvejen for at køre et mindre stykke på biveje, og det havde ret hurtigt konsekvenser, for væk var den gode asfalt. I stedet blev vi nødt til at køre

 Vores sidste hele dag i Campeche startede med god morgenmad for nogle lidt inde i byen. Vi var ikke kommet vildt tidligt op, så klokken var henad 10 dag vi satte os og bestilte. Kvinden der tog imod vores bestilling havde noget sp smart som en iPad, så hvad kunne gå galt?  Nu kan læseren jo forestille sig at det ikke helt gik efter planen. Vores mad kom efter 40 minutter, ikke dårligt for en croissant og en sandwich. Den  der har fulgt med på bloggen lægger her nok mærke til andet kun er 2 retter, naturligvis kunne Peter have været mæt fra dagen før, men sådan var det jo naturligvis ikke. Peter fik bare ikke den bestilte omelet. Da vi skulle betale kom næste chok, omeletten var ike ringet med, hvilket var heldigt, for vi ville ikke kunnet have forklaret hvad der var sted. Heller ikke Peters caffe latte havde fundet vej til regningen, hvilket vi heller ikke kunne forklare. Det der var var godt, men senere skulle Peters manglende morgenmad vise sig at være held i uheld. Efter morgenmade

 Vi har brugt dagen i Campeches omegn. Da vi jo skal køre langt mandag, og der i morgen er starten på Samana Santa her i byen valgte vi at bruge lørdagen til at se noget andet end den smukke by. Vi startede med en mildt sagt ydmyg morgenmad. Det lokale Oxxo supermarked havde et par borde udenfor, og de kunne lave en ok op kaffe samt levere en knapt så ok sandwich. Det har været den ringeste morgenmad på turen, så i morgen prøver vi at finde et regulært sted. Med skuffelsen siddende i halsen startede vi bilen, der chokerende nok stod gemt inde bag en anden bil. Parkeringspladsen er ikke stor nok til det antal gæster hotellet har, så vi holder i flere lag. Heldigvis er der dog mening med galskaben, så parkeringsplads chefen og dennes hjælper flyttede resolut den bil, der spærrede for vores tur. Ud af Campeche kom vi hurtigt, og udenfor byskiltet kørte vi i et stedse mere kuperet landskab. Efter 30 minutters kørsel fik vi følgeskab af en militær jeep, en mand stod på og holdt fast i et mo

  I dag skulle vi forlade vores dejlige Casa i Merida. Målet var Campeche, hvor vi skal bo de næste tre nætter. Vi tog det med ro og fik drukket kaffe og spist morgenmad mens vi svarede på de beskeder, der var kommet i nattens løb. Kl. 10.30 låste vi døre til Casa dell Aqua og satte gps´en på Pomuch – en lille by på vejen til Campeche, som vi havde læst en artikel om (I et af de mange rejsetillæg fra JP som Peters far er så sød at gemme til os) inden vi rejste til Mexico. Hvad er der nu så specielt ved en søvnig lille by med 6000 indbyggere, som ovenikøbet ligger afskåret af motorvejen så forbipasserende ikke længere naturligt kommer forbi? Jo, efterkommerne af mayabefolkningen i Pomuch holder som den eneste byi Mexico liv i trasditionen om, at tre år efter begravelse af et familiemedlem, hiver man kisten frem og renser skeletterne for snavs og opbevarer dem i en lille trækasse foret med et hvidt klæde, der er broderet med navn og dekorative blomster. Èn gang om året (allehelgens dag)

 I dag har vi været vidt omkring. Belært af gårdsdagens fejl stod vi tidligt op, så efter en god morgenmad var vi allerede klar til at starte bilen kvart over 8. Første mål var byen Progreso, der ligger stik nord for Merida ved den Mexicanske golf. Byen er kendt i Mexico for at have landets længste mole, og her er der i den grad tale om en heftig en af slagsen, den er nemlig på hele 6,5 kilometer lang. For enden af den ligger der bl.a. krydstogtskibe til. Da vi kom ud af Merida var det en let sag at nå frem til Progresso, for vejen var god, og der var ingen trafik af betydning. Vi fandt let en parkeringsplads ved en noget nedslidt  lille forlystelsespark, og gik de sidste meter ned til stranden. Her var der til den ene side pelikaner og små fiskebåde, og til den anden lå så byen, der er populær blandt amerikanske turister, der flygter fra den nordamerikanske vinter. Vi gik en tur langs ferie byens promenade, her var der så småt ved at komme liv efter nattens afbrydelse. Vi så adskillig

 For første gang på turen har vi selv stået for morgenmaden. Vi bor på casa del agua, altså et hus med vand, men ikke med tjeneste folk. Huset er forrygende, der er højt til loftet, store loftsventilatorer der sammen med aircondionen skaber et udholdeligt indeklima, samt ikke mindst en, godt nok lille, svimmingpool til at køle af i.  Da vi efterhånden er ved at være ankommet rent tidszonemæssigt blev det til en lidt sen morgenmad. På den ene side var det dejligt at sove længe, på den anden side er det ensbetydende med en heftig varme når man kommer for sent ud af døren. Vi havde aftalt at have en dag hvor vi ikke brugte bilen, så den stod med andre ord på en tur rundt i Merida på apostlenes heste. Da vi forlod Casa del Agua var der allerede over 30 grader udenfor, og koldere blev det jo ligesom ikke. Solveig havde fundet et gammelt herskabshus hun gerne ville besøge, her havde en meget rig familie boet siden 1915, og huset er stadig rammen om en 89 årig kvindes liv når hun opholder sig