Aggerholms blog

Stort mirakel på benniksgaard, Peter spillede som en drøm, og knuste de stakkels modstandere. 32 points og fremragende spil på banen, kun problemer omkring greens hindrede endnu flere points! Hvad bliver det ikke til de kommende dage?

Vi skulle have besteget bjerget Mangart, der ligger lige på grænsen mellem Slovenien og Italien. Vejen op til bjerget var lang, stejl og smal, men op i 2000 meters højde kunne vi køre, og det gjorde vi så. Vel ankomne begyndte planlægningen at krakelere, dels var de øverste 300 meter af bjerget indhyldet af skyer, dels var den klettersteig vi havde tænkt os at benytte lukket. Da vi ikke ville udsætte os selv for unødig fare, blev vi enige om at droppe opstigningen, og i stedet finde en anden top at bestige. altså kørte vi ned igen, fandt en badesø hvor vi kunne spise frokost, og kørte så mod Kranska Gora, hvor vi forsøgte at gå op til den nærmeste bjergtop. vejen op var stejl, og ikke videre velegnet som vandresti, kun Peter kom op, og det var kun fordi han benyttede en alternativ rute. Oppe var udsigten delvist dækket af træer, så det var lidt af en fiasko. Vejen ned blev for Solveig og ungerne brugt på en rodelbahn, der fik lige lovligt meget fart på. I løbet af dagen blev en allered

Ved Izonzo flodens kilde er der en kort, let, klettersteig, som vi havde sat os som mål for dagen. Eneste problem var at vi skulle forcere Vrsic passet, hvor russiske krigsfanger under 1. verdenskrig havde bygget en meget stejl vej. Klettersteigen holdt hvad den lovede, kort og ret let, kilden, der udsprang inde i en klippehule, var smuk, så det var afgjort turen værd. På vej hjem gjorde vi holdt på toppen af passet, og vandrede op til en alpehytte, hvor vi spiste lokal mad. Ingeborg kæmper sig over det eneste svære sted på den lille Isonzo klettersteig, klippenfremspringet hun er på vej rundt om fordrede armkræfter Solveig har nået kilden, og er nu på vej ind gennem klippesprækken Christian leger i den her meget unge Isonzo, på slovensk Soca, flod, vandet var klart, og man kunne drikke det. flot klippeformation over Vrsic passet, der i den grad ligner et ansigt De Juliske alper er berømte for deres varierede flora, her var der i hvert fald mange, så mon ikke det passer?

Om morgenen den første hele dag i Bled, besluttede vi os for at tage den med ro, først en badetur, derefter en tur rundt om søen. Det var en positiv oplevelse at bade i søen, selv en søhader som Peter kom under, det eneste han savnede var saltets bæreevne, det manglede desværre i søen. Turen rundt om søen er ca 6 kilometer, og er utroligt smuk, ikke alene ligger der en gammel borg på et klippe fremspring højt over søen, man har også frit skue mod en ø, Sloveniens eneste, hvorpå der ligger en helt og aldeles idyllisk kirke. Vi ville gerne se borgen, men ak, prisniveauet var ikke det samme som i Bosnien, vi mangelde således 37 cent for at vi alle kunne komme ind! Solveig ofrede sig

Vi tog afsted fra Mostar efter morgenmaden, og efter vi havde presset den sidste nydelse ud af badefaciliteterne. Foran os havde vi en lang køretur mod Bled i Slovenien. En tidkrævende, men smuk køretur, hvor man virkelig får set forskellige landskaber. I Slovenien er der rent, i de andre eks. Jugoslaviske republikker, og især i Albanien lader det til at folk ønsker at afprøve hvor længe naturen er om at nedbryde plastikaffald, sådan er det ikke i Slovenien, her er der åbenbart et affaldssystem der fungerer, desværre er prisniveauet også et andet...

Efter en super nats søvn på hotellet Ero, var vi klar til at udforske Mostar i dagslys. Borgerkrigen var stadig synlig, mange huse var arrede efter beskydning, og nogle var endnu rene ruiner, men i centrum har der været format bag genopbygningen, kvarteret omkring broen er rekonstrueret, så man føler sig hensat til 1001 nats eventyr. Byggestilen er i den grad ikke europæisk. Prisniveauet i Bosnien Herzegovina er lavt, vi spiste således aftensmad på den lokale Cevapcici restaurant for den fyrstelige sum af 11 euro, og det var vel og mærke med 4 importerede Colaer. Vi valgte hurtigt at forlænge vores ophold på Hotel Ero med en ekstra nat, Mostar går for at være Bosniens varmeste by, og her var et Airkondition anlæg af en vis klasse nødvendigt! Den sublimt smukke bro om aftenen. den er bygget af Osmannerne i 1500 tallet, og var på det tidspunkt den længste "single span" bro i verden. Jeg kan huske da den styrtede sammen under Kroatisk beskydning i den Jugoslaviske borgerkrig,

for der er ingen vej ud! tidligt stod vi op for at køre mod Mostar, vi ville køre over Trebinje, altså inde i landet, og alt startede fint, der var blevet bygget en ny, super vej, som dog ikke var på kortet, men hvad, det gik hurtig fremad, og efter vejen ophørte, kunne vi følge skiltene mod Trebinje i Bosnien. vejen gik over et grumt bjergpas. vel ankommet til en lille hyggelig grænseovergang begynder problemerne, den er kun for de lokale! Med andre ord, ikke for os, og nu kan vi så køre tilbage over bjergpasset med tolderens "good luck" ringende i ørerne. Good luck havde vi brug for, ingen skilte viste mod den internationale overgang, vi for vild, og efter timers kørsel var vi slået tilbage næsten til start, efter 5 en halv time var vi atter ved den færge vi havde taget om morgenen. herfter tog vi kystvejen. Det sidte vi så til Montenegro, var en lille skovbrand foresaget af et lyn! I sandhed en heftig afsked!

Balkans største sø, Skhoder søen, er kendt for de mange fuglearter der findes der, blandt andet skulle det være muligt at opleve Pelikaner, og hvem under ikke sine børn den oplevelse at se pelikaner i naturen? Peter gjorde i hvert fald, måske også fordi det muliggjorde en tur ind i Europas fattigste land, Albanien. Søen ligger smukt, omgivet af bjerge af varierende højde, Pelikaner så vi ingen af, ej heller mange andre fugle, måske var det fordi vi havde øjnene rettet mod vejen, hvor andre trafikanter vanvidskørsel gjorde opmærksomhed bydende nødvendigt. Et andet forhold, der især betød noget på de sidste 10 kilometer mod Albanien, og i Albanien, var den GROTESKT ringe vejkvalitet, hullerne var store, dybe, og overalt! Vi så nogle af de 300.000 enmands betonbunkers, som den tidligere boss i Albanien Enver Hoxa, havde ladet bygge, dels som forsvar mod fremmede magter, dels som pression mod egen befolkning. Aftensmaden indtog vi på restaurant Kalamper i Montenegro, et fremragende sted me

Efter nogle afslappende dage i Split var det nu tid til at komme videre på nye eventyr. Vi kørte længere mod syd, og fandt hen på eftermiddagen Budva, en badeby langs den meget smukke adriaterhavskyst i landet Montenegro. Undervejs dertil havde vi kørt langs kysten i Kroatien og også den lille kyst Bosnien Herzegovina har på små 9 km. Vi kom forbi Dubrovnik, men varmen var ulidelig med mindre du sad i bilens kølige omgivelser (endnu engang var vi lykkelige for at have ofret et service af klimaanlægget inden afgang!, så Dubrovnik blev kun beundret fra oven, hvilket dog gav et meget godt indtryk af, hvordan fæstningen fundt om byen så ud. Den by ligger uffatteligt smukt, og det forståes, at der hver time ligger et krydstogtsskib til ved dens havn! Det betyder desværre også, at prisniveauet bliver hævet betragteligt, så derfor var det også i orden, at køre til Montenegre, hvor vi fandt en campingplads med Ja - ingen stjerner tror jeg, det skulle da kun lige være for den korte afstand til

Peter havde lovet at ville springe fra den høje planke ved campingpladsen inden vi skulle forlade den, og med opholdet hastigt rindende ud, var det tid, efter en tøvende start kastede han sig heltemodigt ud, og lavede en god landing i Adriaterhavet. Den sene eftermiddag tilbragte vi i den lille by Trogir, der, beliggende på en lille ø, er en ren perle.

Dagen stod i badningens tegn, vi ville afpøve en anden strand end den campingpladsen kunne tilbyde. Vi kørte derfor mod syd ned mod en by ved navn Omis, og fandt en strand med privat parkering, hvilket burde borge for en vis kvalitet. Det gjorde det også, vandet var klart, og de nyindkøbte snorkler kunne benyttes til at spejde efter søpindsvin og farvestrålende fisk. En sand fornøjelse. På vej hjem kørte vi ind gennem Cetina slugten, imponerende hvordan en flod kan skære sig ned igennem en hård klippe!

I dag har vi været på udflugt ind bag kyststriben for at se om vores fordomme om lavere priser, og meget lavere sprogkundskaber holdt stik. Man må sige, at forhandsindtagelsen holdt 100 procent, især hvad angår sprogkundskaberne. Byen vi besøgte hed Sinj, og lå 30 km fra Split, alligevel er det en helt anden verden, stort set fri for turister, og derfor også stort set fri for folk der taler andet end kroatisk. Ingeborg købte et par Converse støvler til halv pris af Danmark, og iskugler kostede godt nok det samme som i Split, men STØRRELSEN! På vejen derud så vi en gammel borgruin, smukt beliggende var den bygget som et bolværk mod Osmannerriget. Ohh, vi har jo også badet, i flere omgange og timer endda!

Vesterhav go home, Adriaterhavets azurblå varme vand slår altså Vesterhavet med flere meter, jeg er ked af at sige det Hr. Aggerholm senior, men sådan er det! Vi badede hele formiddagen indtil den lyse skandinaviske hud havde fået nok, og så var det (trods mindre protester fra ungerne) tid til kultur, og vi tog ind til Split. En by ca. på størrelse med Odense, hvor det absolutte highlight er selveste Diocletians palads. Han byggede det i 305, og det var meget imponerende at se, at det ikke kun var en rygende ruin, der stod tilbage. Peter var helt høj og knipsede adskillige billeder alt imens han ivrigt fortalte os andre uvidende om de mægtige romeres store og heltmodige bedrifter...han mærkede virkelig historiens vingesus, og vi opførte os som artige elever, trods varmen, heldigvis var der skygge i de smalle gader, og i øvrigt kan det fortælles, at der stadig bor ca. 3000 mennesker indenfor paladsets mure, så det var alt andet end en støvet ruin, det var meget spændende og imponerende,

Vi sejlede med Jadrolinja mod Split, der var ikke mange gæster på færgen, så det var ikke noget problem at få plads på dækket. Havet var blikstille, ikke en bølge rejste sig, og overfarten var derfor en ren nydelse. Vi flottede os med mad i skibets fine restaurant, tjeneren havde ikke travlt, vi var de eneste 4 gæster der benyttede tilbuddet, det medførte så at der på et tidspunkt var mere personale end gæster i restauranten. Indsejlingen mod Split var smuk, og campingpkadsen var let at finde. Vi fik teltet op i en fart og så, til vores ærgelse, Spanien blive en fortjent verdensmester i fodbold.

Vi kørte fra Campingpladsen efter først at have taget en velfortjent dukkert i Adriaterhavets blå bølger. På vej mod færgehavnen Ancona passerede vi tæt forbi miniput staten San Marino, der knejser højt på en klippetop. Byen er smuk, men til dels ødelagt af skrammelboder, mest fred fandt vi i det lille borgmuseum, for her var der nemlig ikke gratis adgang. Udsigten, ja, den var ubetalelig. Nær Ancona boede vi på en Campingplads, hvor der ellers stort set kun var Italienere, Her så vi Tyskland blive nummer 3 ved VM

Efter ungerne havde været i svimmingpool på pladsen, tog vi afsted mod venedig. Vejen var god, så i modsætning til dagen forinden skred det hurtigt frem. Vi ankom til venedig ved 2 tiden, og kunne køre direkte ind i byen, kun 5 minutter blev spildt i kø. Inde i byen ventede der og et fantastiskt syn, byen rygte som en ubetinget juvel er på ingen måde overdrevet, og hvis man har tid til at gå væk fra den olbigatoriske rute over rialto broen og Marcus pladsen, er jeg ret sikker på at man kan finde steder der er fri for turister. Ikke alene kom vi ind i byen uden kø, vi kørte også væk igen uden at holde fasr, og det havde vi ikke regnet med