Aggerholms blog

Tørkeindekset er på 9 og marken udenfor, som plejer at stå grøn med saftigt græs nu, er pløjet op, og der er sået andre afgrøder. Det betyder så, at køerne ikke er lige udenfor døren og forhåbentlig også, at fluerne ikke bliver så mange. Som det fremgår af billedet kunne man næsten tro, at den mellemøstlige ørken er fulgt med...de melder heldigvis om vand i weekenden!

19/4: I formiddags tog vi hen til Manfred og hans familie (Maltes fars fætter), da vi her havde et ærinde. Vi havde 3 kasser flensburger øl med og sol byttehandel havde Maltes far organiseret, at vi fik tre kasser alligator-øl med tilbage. Det er en øl, som kun bliver brygget her i regionen og kun om foråret. Det er en stærk øl og det er det af den grund, at katolikkerne faster nu her til påske og ikke må spise kød osv. Så derfor har man valgt at brygge en stærkere øl, hvor der er flere næringsstoffer i, til de katolikker som vælger at faste. Efter vi havde været lidt hos dem og snakket med dem om deres ferier til Århus og Æbeltoft og alt muligt andet, tog vi tilbage til Walli. Vi havde nemlig planlagt at tage ind til byen, Neuburg an der Donau. Denne by har en utrolig flot gammel bykerne, hvor vi fik en lille rundvisning af Walli. Vi gik inde bag den gamle bymur og kiggede på de flotte bygninger og på vej tilbage gik vi udenfor bymuren og kiggede ned på det der engang har været en

Vi er ved at lægge en varm dag bag os. Vi startede med god morgenmad her på Orient guesthouse, som vi i det hele taget klart kan anbefale. Efter det gode måltid tog vi afsted med verdens højeste bygning, Burj Khalifa som vores mål. Vi havde god tid troede vi, men metro systemet åbnede først kl. 10, og derefter gik der 28 minutter inden vores tog ankom. Vi nåede dog vores tid ved Burj Khalifa, og lad det være sagt klart og tydeligt, hvor er det da en imponerende bygning! Vi havde bestilt den billige billet til 125 etage, eller ca. 456 meter over jorden. Man kan også komme op til 148 etage, men prisen var en helt anden, og udsigten næppe så meget flottere at det kan berigtige den høje ekstra pris.

Efter morgenmaden tog vi bilen til Ingolstadt, hvorfra vi tog toget ind til München Hovedbanegård. Herfra gik vi til Rådhuspladsen/Marienplatz og så det smukke rådhus. Vi gik forbi et marked, hvor det var boder med mad og kogle med friske grøntsager. Vi ville have noget typisk bayersk, så Malte fik en Leberkäs-Semmel og jeg fik en Frikadellen-Semmel. Semmel er bare et lyst rundstykke. Herefter trængte vi til noget at drikke og gik derfor hen til det berømte Hofbräuhaus. Her fik Malte en weißbier og jeg fik noget der minder om en radler. Man kunne kun få sin øl i en halv eller en hel liter, så det kunne hurtigt blive til noget. Inde i bryghuset sad der et orkester og spillede musik. Det var sjovt at opleve stemningen og atmosfæren derinde. Bagefter gik vi lidt rundt og kiggede på butikker på vej til floden Eisbach, hvor der er et sted, hvor strømmen støder på nogle sten i floden og laver flere store bølger, som så bliver brugt til at surfe på. Her stod vi lidt og kiggede på de modige s

17/4: Vi kørte hurtigt efter at have spist morgenmad og have ryddet lejligheden ordentlig op. Vi kørte mod Ravarino, hvor mærket, Stone Islands hovedkvarter ligger, som Malte meget gerne ville se. Desværre skulle man have en invitation af en indefra, for at kunne komme ind og da vi ikke havde det, nøjedes vi med at se det udefra. Herefter kørte vi til Pagani Automobili, som nok må være Maltes favorit bilmærke. Her havde vi allerede hjemmefra bestilt en “Factory Tour”. Fabrikken er utrolig flot opbygget. Alle biler bliver lavet med håndkraft og der er ingen robotter i fabrikken, som overtager arbejdet for nogen. De producerer så også kun 40 biler om året og der er en venteliste, da det også tager 1 1/2 år fra du har bestilt din bil, til den bliver leveret. Grundlæggeren er Horacio Pagani, som er opvokset i Argentina, dog med italiensk moder. Han kom til Italien og kæmpede sig op i hierarkiet hos Lamborghini, indtil han startede sit eget firma. Fabrikken er inspireret af en typisk Ita

16/4: Efter vi havde tjekket ud på hotellet og bragt vores bagage ned i bilen, satte vi os op på en tagterrasse i det dejlige solskinsvejr og spillede en runde Phase 10, inden vi kørte mod Modena. På vejen stoppede vi i Sant’ Agata Bolognese for at se Lamborghini museet. Inden det fik vi frokost på en restaurant kun 100 meter væk fra fabrikken, hvor mange af de ansatte kommer. Det var super lækker mad, så nu var vi bare klar til at se et par flotte biler. Musset var flot bygget op, med biler fra 60’erne, 70’erne og 80’erne nedenunder og de nyere modeller ovenpå. Der var også nogle racerbiler udstillet, som ikke er tilladt andre steder end på en racerbane og så var der Lamborghinis forsøg på ej hybridbil, men hele 910 hestekræfter, men som aldrig rigtig blev sat i produktion. Da Malte jo er meget bil begejstret og også ved en masse om biler, kunne han fortælle mig en masse og det var som at have sin egen guide med. Herefter kørte vi til vores AirBnb i Modena, gik en tur for at købe l

Vi er ankommet til Dubai efter en lang bustur. Dagen startede i Muscat kl. 4.45 Busturen var en prøvelse, men vi ankom da i det mindste til dubai, godt nok lidt over 2 timer forsinket. Pasagererne var en blanding af Omanier, indere, pakistanere samt folk fra Bangladesh. Vi var de eneste europæere. Vi satte os forrest i bussen, men de sæder var reserveret til kvinder, samt deres medrejsende mænd. det betød at Christian blev viftet ned på 5 række. Efter et par stop forbarmede den selvudnævnte bus boss sig og vifter et par mænd væk fra siddet bag Solveig og mig, så Christian kunne rykke lidt frem i bussen. Da vi ankom spiste vi en hurtig burger alt imens vi kom frem til en løsning på udfordringen med at flytte os fra stedet vi blev sat af til vores guest house. Hurtigt blev apostlenes heste droppet som realistisk mulighed, med flere kilometer, meget bagage og en kvælende varme var der en mulighed der trak 0 stemmer ud af 3. Uber derimod viste sig at skaffe absolut flertal, så vi fik e

Vores ophold hos Abdullah i Misfat havde været som et besøg iParadis, derfor var det svært at forlade stedet. Som afskedshilsen fik vi en æske omansk daddel slik. Det var en god gave, for vi var alle helt vilde med de små lækre kugler. Ejeren Abdullah havde givet os et tip, tæt på vejen videre lå der en landsby ved navn Al Hamra, her skulle der både være et museum i et 400 år gammelt hus, samt en hel del lerhuse, hvoraf nogle få ville være restaurerede. Vi fandt med Christians hjælp landsbyen, og ganske rigtigt, her var der lerhuse i ikke mindre end 4 etager, hvoraf nogle få strålede i fordums pragt. Også her skyldtes tidligere tiders velstand det geniale Falaj system. Al Hamra lå for foden af bjergene, og på randen af en stor daddelpalme plantage, der blev holdt i live af vand fra falajerne. Efter det både fascinerende og triste syn i Al Hamra kørte vi mod Muscat, dog over byen Bahla, hvor der skulle være en gigantisk borg, samt en bymur hele vejen rundt om den gamle

Misfat Al Abriyeen; en lille landsby oppe i de grå Hajar bjerge, hvor det traditionelle omanske hverdagsliv tidligere udspillede sig i store huse, hvor 3 generationer boede sammen, blev vores overnatningssted de næste to dage. Hospitality Inn var dyrt, men det var alle pengene værd. Vi boede helt traditionelt i det store hus, som bestod af en masse små rum med kringelkroge, trapper og hyggelige hjørner til at sidde i og vores værelse var 3 (hårde) madrasser på gulvet. Når man slog skodderne på de små vinduer til side, kom der en kakofoni af lyde ind i rummet. Det var alt lige fra Imamens messende stemme, der kaldte til bøn, cementblanderens rumlen fra nabohuset, som var under restaurering, fuglenes kvidren og cikadernes beroligende sang. Vi har nu rejst i Oman i en uges tid, en uge hvor vi kan se tilbage på stærke indtryk fra et land, der er så gæstfrit, som vi aldrig har mødt før. Oman er et forholdsvis stort land, næsten 5 gange større end Danmark, men kun med 4 mio. indbyggere. P

Lad det være sagt med det samme, vi missede solopgangen i ørkenen på grund af træthed. Vi orkede kort og godt ikke stille vækkeuret ved 5.15 tiden endnu en dag. Vi kom dog alligevel tidligt op, de knaldhårde madrasser sørgede sammen med Muezzinen for at vi vågnede tidligt. Da vi havde en lang køretur foran os valgte vi komme ud af fjerene og pakke sammen. Der blev dog også tid til at følge det meget fremmedartede liv der udspillede sig udenfor. Vi så adskillige kameler, og endnu flere geder. Peter så endda en kamel der blev kørt i en bil, den slags er sjældent i Harrislee. kl. lidt over 9 satte vi os i bilen og kørte mod byen Nizwa, før vi planlagde turen havde ingen af os hørt om landets 3. største by, og faktisk heller ikke om den næststørste for den sags skyld. Nizwa ligger for foden af Hajar bjergene, og har en strategisk betydning, idet to wadier mødes her. Med andre ord, der skal selvfølgelig bygges et fort for at holde kontrol med dette sted. Fortet er enormt, med et

4/4 :  14/4: Efter morgenmaden gik vi med baggagen ned til bilen for så at gå mod Casinoet. Ved indgangen stod der en helt masse folk, så vi spurgte lidt små forvirret, om den almindelig indgang også bare var indgangen til offentligheden i den tidsperiode, hvor man kunne komme ind og se Casinoet. Det var det og det var ret specielt at gå gennem dørene og ind i den ellers meget hemmelighedsfulde casino. Inde i Casinoet gik vi lidt rundt, men besluttede os dog for ikke at købe en rundvisning til 17€, da vi var tilfredse nok med at se det område, som ikke kostede noget. Allerede derinde var alt meget pompøst og flot dekoreret. Vi var lige kort inde i souvenirbutikken, hvor Malte fik købt sig en t-shirt og jeg fik købt mig et meget flot og fancy sæt spillekort. Efter denne oplevelse gik vi ned mod Ferrari forhandleren men måtte søge læ hos McDonalds, da det begyndte at styrt regne. Det var heldigvis kun en relativ kort byge og derefter kom solen frem og varmede dejligt. Da vi havde fået k

Efter en begivenhedsrig aften, hvor vi oplevede de store havskildpadder tæt på, ringede vækkeuret kl. 04.20 – ja, ferien skal i hvert fald ikke soves væk. Vi skulle nemlig se om vi atter var heldige og så kæmperne på stranden igen, nu i lidt mere lys, mens solen stod op. Det er var vel kun e tiendedel af gæsterne, der var mødt op sammenlignet med aftenen inden, så vi var kun en enkelt gruppe, som begav os afsted. Og, ja, vi var heldige- allerede inden vi kom helt ned på stranden, så vi en stor skildpadde, der var i færd med at begrave sine æg. Skildpadderne kommer hvert 3. år op på den strand, hvor de selv mange år forinden kom til verden, og det bliver de ved med resten af livet. De er kønsmodne mellem 37 og 49 år og kan blive op til 80 år gamle. De lægger mellem 100-150 æg hver gang, i ca. 1 meters dybde. Derefter graver de æggene til og kravler så lidt længere frem og graver en ny fordybning – en falsk grav, så det ser ud som om det er der, ægge ligger. Dette for at narre rovdy