Endelig sol over Ærø


 Efter ankomst fredag med 2 forskellige færger fik vi lavet en god aftensmad og stenede så ellers i stuen. Peter var helt færdig efter madlejren, kun opholdet på dækket havde sørget for at han ikke var faldet i søvn på færgen fra Svendborg. Ved 21 tiden var det slut, og først efter 11 timers søvn var der kommet så meget energi tilbage i kroppen at sengen kunne forlades. 

Vi klarede vores oprydningsmæssige gøremål i løbet af morgenen, for Yr meldte om solskin ved 10 tiden, og søreme om ikke den norske vejrtjeneste skulle vise sig at få ret. Lidt over kl. 10 kom der opklaring fra vest, og vi kunne derfor begive os afsted mod først Skjoldnæs fyr for at tage billede, og derefter mod en lidt mindre eksotisk destination, nemlig øens genbrugsplads. Her kom vi af med udrangerede tæpper, gamle skruer samt lidt andet der ikke har fundet nåde for Solveigs skarpe blik. Vi fik dog også en CD samt en fiske med hjem fra pladsens lille genbrugshjørne. Efter besøget på pladsen kørte vi mod badehusene på Vesterstrand, herfra burde det ifølge vores oplysninger være muligt at gå en tur ud på Urehoved, en tange nordvest for Ærøskøbing. 


Vores oplysninger var heldigvis korrekt, vi kunne snildt komme over den smalle tange der fører ud til Orehoved, og kunne med selvsyn betragte de skader stormfloden havde foretaget. På et længere stykke var vejen således skyllet væk. På Urehoved er der ca. 5 huse, mange af dem store og velholdte. Turen rundt om selve pyntet foregår i strandkanten, og det betød at vores gennemsnitsfart ikke var ret høj. Det var ikke et problem at komme tørskoet rundt, men det er både anstrengende og tidskrævende at vandre i strandsand og rullesten. På vej tilbage langs den østlige side var det tydeligt at stormfloden ikke kun havde beskadiget vejen, Marken på Urehoved var også blevet medtaget. Vandet havde således spist af markens kant, og på den måde var vi førstehåndsvidner til den kysterosion der foregår hele tiden. Vi spiste vores madpakke på en bænk, og fik det med denne selvvalgte forsinkelse til at passe med at færgen fra Svendborg til Ærøskøbing passerede netop som vi gik ved Bjergene, et lille bitte højdedrag hvor færgen er tæt på land.






Turen blev med en lille afstikker på små 7,5 kilometer, og var smuk at gå, med en sublim udsigt i det fantastiske vejr. På vej hjem kørte vi af øens små veje, og fik på den måde set Synneshøj, Øens højeste punkt, samt Søbygaard, der i det smukke solskin spejlede sig i voldgravens vand.



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag