Sardinien for første gang

 I skrivende stund ligger vi i en seng i den lille hyggelige by Iglesias, der ligger i den sydvestlige del af Sardinien. Vi er trætte, og kæmper gevaldigt med at holde os vågne. Hertil er der i hvert fald 2 grunde, og hvis vi tager dem i kronologisk rækkefølge så er det den anstrengende biltur, vi må begynde med. Vi kørte direkte efter arbejde fredag d. 8/5 med kurs mod Frankfurt Hahn lufthaven ca. 750 kilometer fra Flensborg. Vi havde regnet med at være fremme i rimelig tid, men ak, De tyske skoler i Slesvig Holsten har fri i kommende uge, og det betød meget trafik, og da der samtidig var vejarbejde foran Elbtunnellen i Hamborg kunne vi i stedet for at køre lystigt afsted tilbringe 2 timer i kø. En meget træls start. Det ene med det andet betød at vi først var fremme ved hotellet et par stenkast fra Terminalen i lufthavnen 3 minutter i midnat. Da vi skulle flyve ret tidligt var der kun mulighed for 5 timers søvn, hvilket for os begge er i underkanten.

Vi var efter en god, men kort søvn hurtigt igennem security, og flyet var heldigvis ikke forsinket. Vi landede derfor til forventet tid i Cagliari, fik hurtigt bagagen. Fandt toget vi skulle med, og troede vi fik købt billet. Det havde vi nu næppe fået gjort ifølge en kvinde vi kom i snak med da vi efterfølgende ville købe billet til en bus. Heldigvis var der jo ikke kommet kontrol, og til bussen lykkedes det os at få klaret handlen af gyldig rejsehjemmel uden problemer. Fremme i Iglesias fandt vi et sted til frokost, og her meldte 2. grund til trætheden sig. En halv liter vin løb op i 7 €, men en hel liter kunne fåes for 10! altså klart billigere pr. ml. og så var valget jo let. Maden var god, og vinen mere end rigelig, og nu betaler vi så prisen for løssluppenheden ved frokosten. Da vi først kunne tjekke ind kl. 17 gav vi den hele armen ved frokostbordet og startede ud med en lille forret bestående af Culurgiones (en slags sardinsk pasta fyldt med kartoffel, ost og mynte) med en safransauce til, herefter var der rødbedetagliatelle med pecorini ost og til dessert nogle små mørdejskager fyldt med en syrlig creme sammen med en kop espresso - velkommen til Italien og godt vi skal ud og vandre hver dag, for det italienske køkken er simpelthen en af vores favoritter; simple retter men perfekt sammensat i smag.

Nå nu var der stadig 2,5 time at slå ihjel, så vi satte os på et lille torv, som lå øde hen for italienerne holder stadig fast i siestaen. På vores køretur i går gik vi igang med en lydbog, "Mine venner" af Frederik Backman (ja, det er ham, der også har skrevet om Ove), og da der ikke var andre, vi kunne genere fortsatte vi lydbogen men vi sad og nød atmosfæren. På et tidspunkt fik søvnen overmandet Solveig og i forsøget på at finde en god sovestilling afprøvede hun forskellige muligheder - heldigvis kan man jo spole tilbage på sådan en lydbog.

Omkring klokken 15.30 begyndte der at komme lidt liv, og vi iagttog flere og flere personer, som kom udklædt og slog sig ned på det lille tov. Noget var i gære og vi satte os nysgerrigt tilrette på en lille cafe og fulgte med i det, der skulle vise sig at være et lille teaterstykke, der efterlignede en massakre, der foregik på dette torv i 1920, hvor minearbejdere gjorde opstand på grund af dårlige leveforhold, hvilket førte til at 7 blev dræbt af ordensmagten.

Efter denne historie trissede vi hen til vores B&B, men døren var låst, men Solveig fik far i udlejeren, der undskyldte at han var blevet forsinket 10 minutter - værelset var fint og vi dejsede om på sengen indtil vi tog en lille aftentur og endte med at spise en helt fantastisk pizza. I morgen starter vandreturen på ca 21 km.