For Fanø hvor en fed ø

 Vi har atter været på ø-shelter tur. Vi har i efterhånden en del år været afsted med Nina og Per fra Varde som vi kender helt tilbage fra tiden i Skive. Denne gang var Fanø målet for en tur med kun en overnatning. Da Fanø jo er en del større end de mindre små øer var vi blevet enige om at tage cykler med. Lidt af en opgave for os, der jo desværre ikke har noget anhænger træk på bilen. Torsdag pakkede vi, og helt uden problmer lykkedes det os at få plads til vores 2 almindelige cykler i bagage rummet ved at tage forhjulene af. Ved Færgen mødte vi Nina, Per havde desværre måttet melde forfald på grund af et maveonde. Peter havde pustet sig op med et stort påstået kendskab til færgerne mellem Esbjerg og Nordby, navnene Fenja og Menja var blevet nævnt, og stor var forbavselsen så da en for oraklet ukendt færge ved navn Grotte lagde til kaj. Vi kom dog ombord i det for Peter aldeles ukendte fartøj, og på kort tid bragtes den fine færge os til Nordby. Til Peters udelte glæde kom vi heldigvis om ved både Fenja og Menja undervejs mod Fanø. Vel i land satte vi os på cyklerne og kørte til shelter pladsen godt 7 kilometer sydpå. Vi kunne ikke just glæde os over medvind, men frem kom vi alligevel. Shelterpladsen var af den fine slags, godt nok var der lige lovlig mange frøer efter damernes mening, men faciliteterne kunne vi ikke klage over.

Vi lagde bagagen, og kørte så tilbage for at spise i Nordby ved Fanø Bryghus. Her fik vi forskellige gode øl, samt nogle fantastiske burgere. Da skumringen nærmede sig kørte vi atter mod syd, hvor vi tændte bål og snakkede om hvad der var hændt os siden vi sidst havde set hinanden.

Efter en lidt ujævn søvn, ikke noget særsyn når man sover i shelter, fik vi en god morgenmad inden vi forlod pladsen for at se den sydlige del af øen. Første stop var den fuglekøje der lå nærmest. Indtil 1931 havde man fanget op til 4400 ænder årligt her, ved at lade dem lande og så efterfølgende fange dem.

Efter fuglekøjen kørte vi mod Sønderho, på vejen begyndte det noget mod vejrudsigtens optimisme at regne, og dem der havde regntøj med tog det på. Til Peters held varede regnen heldigvis ikke så længe, så selv den uforberedte blev ikke voldsomt våd. Sønderho er en idyllisk plet på danmarkskortet. Her fandt vi smukke gamle gårde, samt spændende små butikker. Overalt hang der smukke strikkede ting, vores besøg på øen faldt tidsmæssigt sammen med den årlige strikke festival. Heldigvis er strikkende kvinder og shelterfolk åbenbart ikke ikke befolkningsgrupper med store fællesmængder, så vi kunne have shelterne for os selv. 

Vi så bl.a. Sønderho havn, der bestod af en lille ponton bro der kan hæve og sænke sig i kraft med tidevandet. Havneløbet er en vadehavs priel, altså en strømrende der er gravet af tidevandets bevægelser.

Fra havnen gik vi op til sømærket, der efter sigende skulle have været det første i Danmark, sat op helt tilbage i 1624. Oppe fra mærker var der en super flot udsigt over Sønderho, der ligesom skuttede sig bag de høje klitter. Senere cyklede vi langs stranden mord mod, og cirka midtvejs på øen fandt Nina en sti vi fulgte mod øst for at komme tilbage efter vores bagage. Stien var ikke den letteste at cykle på, men jo sværere det var, jo sjovere fandt vi det også. Tilbage på pladsen pakkede vi sammen, og begav os tilbage mod Nordby. Her købte vi en ø-kop, spiste frokost, samt rundede turen af med gode snakke. Ved 15 tiden stod vi af færgen i Esbjerg, sagde farvel til Nina der cyklede hele vejen til Varde, og kørte helt høje af oplevelser tilbage til Harrislee med en naturlig træthed i kroppen og gode oplevelser i bagagen.