Slyngelkørsel i Baku

 På vores sidste hele dag i Azerbaijan stod vi med følgende udfordring, hvordan gør man en transport dag spændende?

Vi skulle køre omkring 5 timer i vores Hyundai fra Sheik til et hotel ikke så langt fra lufthavnen i Baku. Vi havde fravalgt at køre til kobbersmede byen i Lahic grundet den ekstra transport tid det ville give, og havde i stedet valgt at se nærmere på Kaukasus bjergene ved skisportsstedet Tufundag, hvor vi kunne tage 2 gondoler op i næsten 2 kilometers højde. Desværre var det med reduceret deltager antal, Karsten måtte melde forfald, og således kunne vi være i en 8 personers gondol. Ski anlægget, der er fra 2014, er ikke ret stort, kun godt 12 kilometer pister råder det over. Hvad det mangler i masse har der derimod nok i klasse, dels så bakkerne gode ud, dels kunne vi ved selvsyn konstatere at lifterne var moderne. Vi nød turen op i højderne, fik taget billeder af de smukke bjerge, og fik også en forfriskning på en af de absolut bedste bjerg restauranter vi har set.

Da vi kom ned igen fik vi frokost i den nærliggende by, inden vi atter måtte os i bevægelse med kurs mod Baku. Undervejs ændrede landskabet karakter, de høje bjerge mod nord blev minde, og forvandt for at give plads til et blæsere, men dog kuperet terræn. Lauritz kørte fint og hurtigt, og vi håber meget at det er lykkedes ham at undvige alle de fart kameraer der var plastret op langs ruten. Heldigvis har vi ikke set det røde lys der indikerer en bøde en eneste gang, så han har nok været dygtig. 

Vi havde kun et lille stop på vejen fra Tufundag, nemlig ved Diri Babas mausolæum. Det er et af de få gamle bygningsværker der har overlevet til vores tid. Mausolæet er smukt bygget ved en klippe, og med at vi selv var ansvarlige ved død og legemsbeskadigende ulykker fik vi lov til at se nogle huler på egen hånd. Vi vurderede nu at den største chance for død og ødelæggelse var ved et fald ned fra platfomen foran mausolæet hvor der intet gelænder var.

Nu manglede vi kun den sidste etape ind mod og igennem Baku. Her viste Lauritz prøver på hvad han selv kalte slyngel kørsel, i hvert fald måtte han modtage et arrigt dyt fra en medtrafikant efter en manøvre der gav os en plads længere fremme i køen end hvad den anden bilist fandt rimeligt. Trafikken var tæt, og når man sammenholdt antal kilometer tilbage med det beregnede tidsforbrug var det til at blive trist over. Frem kom vi heldigvis, og hotellet er super godt til en overnatning. Vi spiste lige ved siden af hotellet, sjovt nok fik vi også her et rum for os selv. Engelsk kundskaberne var helt fraværende hos personalet, men vi fik hvad vi havde bestilt, og maden var god. Nu mangler vi kun at køre til lufthavnen i morgen, og så venter der nye oplevelser i Istanbul.