Bjørnø, En anderledes oplevelse

Fredag startede vi gamle vores tur med at køre mod Fynshav. Herfra afgår færgerne mod Fyn og mod Ærø. Vi skulle med førstnævnte mod Bøjden, hvor Solveig havde booket os ind på et B&B beliggende tæt på færgelejet. Vi havde god tid ved Fynshav, hvor det nye kamera blev testet. Solveig var glad for resultatet, og hun vil vise et par af hendes pletskud længere nede på bloggen... Vi som sagt i god tid, og grinte lidt af det snakken om det enorme behov for en bro mellem Fyn og Als, biler var der nærmest ikke andre af da vi kom. Da færgen afgik var der derimod kun 2 pladser ledige ombord, så fredag eftermiddag kan det godt betale sig at reservere plads.
Færgeoverfarten var behagelig. Solen skinnede og vind var der ikke meget af, så vi kunne for størstedelen af turen opholde os på dækket hvorfra vi, godt nok forgæves, spejdede efter marsvin. Ingeborg havde jo spottet verdens største hval ved Sri Lanka, så vi forsøgte os med den mindste art. Den er jo ikke så stor, så vi spejdede forgæves.


Fra færgelejet var der kun et par kilometer til det bed and breakfast Solveig havde udvalgt, her havde hun haft en meget heldig hånd. Det var en gammel gård, der var blevet sat i stand med stort talent, udsigten over havet fejlede heller ikke noget. Stedet ubestridt største aktiv var dog ejeren, Mieke. Indvandrer fra Holland med et utroligt blik for at skabe en familiær atmosfære for gæsterne. Vi fik ved ankomsten en kop kaffe og et stykke hjemmebagt chokoladekage, sammen med Mieke og nogle andre gæster. Det blev til en hyggelig snak om lidt af hvert, de andre gæster var en kvinde fra Texas med sin datter, der var således ingen af det 4 tilstedeværende voksne, der stadig boede i deres fødeland. Lidt interessant i en egn hvor der ellers er fraflytning som hovedproblem.


 Solveig øver sig i at fokusere...selvom der er trådnet foran hønsene
 En glad mand i bevægelse
 Stilleben
Her tester hun zoomen..


Efter snakken gik vi rundt om Bøjden Nor, en smuk gåtur på ca. 5 kilometer. Noret var hjemsted for adskillige fuglearter, der alle var talrigt repræsenterede. Aftensmaden blev indtaget i det charmerende fællesrum, Solveig havde indkøbt Tapas, og med den medbragte flaske rødvin som prikken over i´et lod vi dagen rinde ud i godt humør.


Lørdag d. 2/3 vågnede vi ved fuglelyde på den anden side af vinduet. Vi kom op og begav os til fællesrummet hvor Mieke ventede med hvad Booking.coms brugere kaldte fantastisk morgenmad. vi ankom således med høje forventninger, og de blev til fulde indfriet. Vi fik 3 slags hjemmelavet brød, æg, godt pålæg samt frugt. kort sagt alt hvad hjertet kunne begære. Da vi rejste os fra bordet var det med visheden om at vi næppe ville blive sultne til frokosten på Bjørnø. Vi kørte til Fåborg i god tid, først kl. 10.00 afgik færgen Lillebjørn mod Bjørnø. Det gav os mulighed for at se lidt til den hyggelige havn, samt til at tjekke de andre færgeruter ud, Fåborg er knudepunkt for 3 færger, dels Bjørnø færgen, men også de noget større færger til Avernakø, Lyø og Ærø sejler fra byen. Der er kun tale om 3 færger i alt da Avernakø og Lyø deles om en færge.
Færgen lillebjørn i Fåborg havn. Utroligt at der kan være en bil ombord.

Lillebjørn har plads til 20 passagerer, eller en, lille, bil. På vores afgang var der under 10 personer med, så der var god plads. Vi nød udsigten fra dækket, mod vejrudsigtens dystre forudsigelser foregik overfarten i strålende solskin, hvor heldig har man lov at være? Vi vand også stemplet til vores Ø-pas, så vi kan for fremtiden bevise at vi har været på Bjørnø.


Overfarten tager 17 minutter, og på den korte tid kommer man til en anden verden. Nok er sydfyn ikke det område af Danmark hvor tiden går hurtigst, men det var alligevel som at komme til et helt andet tempo da vi forlod færgen og trådte i land på Bjørnø. Øen er hjemsted for godt 30 mennesker, der lader til at gælde lidt andre regler for bilsyn, vi så faktisk ikke en eneste bil derovre med nummerplade på.

Rundt om øen kommer man ad en fin vandresti, den er ikke markeret, men umulig ikke at finde. Undervejs på vandringen ændrede vejret sig til det ringere, solens varmende stråler blev afløst af gråvejr og endda lidt vind. Det lod vi os dog ikke gå på af, vi fortsatte ufortrødent øen rundt. Det blev til lidt over 8 kilometers vandring på Bjørnø inden vi var tilbage ved færgen igen ved 13 tiden. Vi var de eneste passagerer på tilbageturen.





I den lille bitte landsby på Bjørnø er der nogle flotte bindingsværks gårde. Overalt i området er der også nogle imponerende stengærder, der leder tankerne hen på helt andre steder end Danmark. I et relativt stenfattigt område som Danmark er de mange steder brugt som byggematerialer, hvilket især vore ældste kirker vidner om.

Fra Fåborg tog vi til Dyreborg, hvor Solveig havde skaffet os turens andet logi, denne gang hos venner der nu er flyttet til Fyn. Her gik vi nogle gode ture, fik helt som ventet god mad, og nok også som forventet lidt for meget vin lørdag aften. Efter morgenmad og endnu en gåtur søndag morgen tog vi afsked med Thomas og Marianne samt deres børn for at køre mod Bøjden og færgen.




Trætte efter en super god weekend ankom vi ved 12.45 til den hjemlige matrikel, en god middagssøvn gjorde underværker.
Fra Peters side skal der lyde en stor tak til Solveig for denne fornemme fødselsdagsgave. Når man har ALT er oplevelser det bedste at få.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag