Når Danmark er vildt

 

En tur til Æbelø har længe stået på ønskelisten. Faktisk så længe at der stadigvæk var tale om netop en ønskeliste over ture vi gerne ville, og ikke en Bucket list man skulle krydse af. Den sidste dag juli måned fik vi endelig taget os sammen tilsat vove forsøget, godt nok er turen ved aller første øjekast ikke så vanskelig, længden er på 16 kilometer, og der er ikke den heltstore højdeforskel. Til gengæld er der i alt tre kilometer igennem vand, og her skal man bevæbne sig med en tidevandstabel, for der er jo trods alt forskel på om vandet går til livet eller til knæet. Vi havde sat Kirsten og Karsten stævne ved den lille parkeringsplads øst for Bogense, hvorfra alle ture til Æbelø udgår. Vejrudsigten var på det jævne, men det kunne man vende til en fordel, for parkeringspladsen er ikke så stor, og får man ikke plads på den er det svært at komme afsted mod øen. For at være på den helt sikre side, hvad angår plads på parkeringspladsen havde vi aftalt at mødes en time før afgang mod øen, altså godt 4,5 time før lavvande. Vi kunne derfor nå at spise morgenmad og hygge os. Lidt bange anelser hvad angik vejret på turen meldte sig straks, for da vi havde erobret en bænk åbnede himlen for sluserne og regnen faldt tæt. Ikke just den bedste start, men vi lod os ikke slå ud. Andre vandrere startede på turen mens vi spiste færdige, og med 3,5 time til lavvande blev det så endelig vores tur til gøre klar til de første 1,5 kilometer fra Lindø til Æbeløholm gennem vand. Peter satsede mere eller mindre frivilligt på at have hård hud nok på fødderne til at kunne klare turen uden de badesko som Kirsten, Karsten og Solveig havde valgt at tilbagelægge vandringen i. Heldigvis viste der sig at være færre sten og muslinger end frygtet, og Peter klarede udfordringen uden problemer.'

Det lille toilet skur på parkeringspladsen med borde bænkesættet, hvor vi spiste morgenmad. Et godt sted at klæde om og gøre klar til turen eftersom der ikke er adgang til noget toilet på Æbelø

Al begyndelse er svær, Solveig og Kirsten er klar til at tage de første af mange skridt i det kolde vand.

Allerede meget tidligt på turen nåes det dybeste sted. Faktisk er det ved 2. markering fra stranden man befinder sig på den største dybde.

Vi havde læst, at vandet kunne gå én til livet ved højvande, og til anklerne ved lavvande. På det tidspunkt vi gik, nåede vandet os til knæet, enkelte steder var der lidt dybere, og derfor var det svært at gå uden at blive lidt våd. Heldigvis gik det sig sådan, at solen stort set begyndte at skinne og dermed varme på samme tid, som vi forlod havet og gik land på Æbeløholm; et stykke land, der ligger syd på selve Æbelø. På holmen skiftede vi til vandrestøvler, og fortsatte så mod nord, hvor vi efter en kilometers vandring nåede Brådet, en ca. 2 kilometer lang og vel ca. 10 meter bred sandtange, der forbinder Æbelø med Æbeløholm. Turen langs Brådet er smuk, men det er en anstrengelse at gå i sand, så var alle glade, oda tangen veg for det rigtige land på Æbelø. Øen er udlagt med stier man må færdes på, men er ellers fredet. 

På sydsiden af Æbeløholm er der et vadehavslignende landskab, med salttålende planter og tidevandsløb, såkaldte priler.

Fra et højt punkt på Æbeløholm er der en særdeles god oversigt over, hvad der venter forude. Man ser den smalle tange kaldet Brådet, samt selve Æbelø bagved.

Brådet var en udfordring med det løse sand.

Vi gik med uret rundt, og nød udsigten mod vest, desværre blev vejret igen vådere, så vi var glade, da vi nåede i læ i skoven omkring Æbeløgård, den ene af 2 velbevaredebygninger på øen. Her havde vi håbet at finde et borde-bænke sæt så vi kunne nyde vores medbragte mad, men ak, vi gik i den grad ned på vores research. Der var dels adgang forbudt til bygningerne, dels viste det sig, at der slet ikke er så meget som bare ét eneste sølle forberedt frokoststed på hele øen. Dette vidste vi dog ikke på dette tidspunkt, så efter skuffelsen ved Æbeløgård satsede vi på bedre held ved øens lille fyrtårn. Undervejs så vi en flok dådyr, hvoraf i hvert fald 3 havde store gevirer. Vi nåede ikke at forevige dem med kameraet, så det bliver i stedet en af de oplevelser, der må bevares i hukommelsen, og ikke på computeren. Ved fyret var der som tidligere nært heller ikke noget oplagt frokost sted, så vi fik brug for vores små siddepuder, og fandt da også efter lidt søgen et godt sted med den flotteste udsigt mod Juelsminde og Endelave. Vi var ikke alene på øen, Aulum Fodslaw var også på tur, og de forcerede skrænten ned mod stranden, hvor vi spiste, imponerende nok var der kun én af deltagerne, der måtte bide i det våde græs på vej ned.

Også på Æbelø har elmesygen krævet sine ofre, i dag står bare stammer tilbage, hvor der før var livskraftige elmetræer.

Ingen bænke, men en vildt smuk udsigt. Vi spiste vores medbragte mad med udsigt fra øen nordende.

Fyret på Æbelø havde tidligere besætning, men efter at automatiken har holdt sit indtog er der ikke nogen fastboende tilbage på øen.

Efter frokosten bevægede vi os tilbage ad den flotte sti, der dels går midt på øen, dels går langs den østlige og sydlige kyst. Langs den sydlige kyst er der terrasse-formet nedskridning, hvilket vidner om plastisk ler ligesom ved Trelde næs. Ganske flot at se på. Vi så også en Havarist, der nu ligger som vrag, gad nok vide hvad der er sket siden båden er gået på grund her.

Hvad mon der dog er sket her? Synet af havaristen satte i hvert fald godt gang i fantasien.

Turen tilbage foregik i stedse bedre vejr, dog var det af en eller anden grund noget hårdere at gå tilbage gennem vandet, det kan selvfølgelig skyldes en begyndende træthed, men det virkede som om strømmen var mod os. Heldigvis er vi jo ikke sådan at slå ud, og vi kom med højt humør, og kun lidt våde bukser tilbage til parkeringspladsen og de ventende biler. Æbelø var helt igennem er forrygende oplevelse, og selvom forventningerne var sat højt, blev de mere end indfriet.

Så skal der atter skiftes sko, denne gang fra vandrestøvler til badeskoså fødderne ikke tager skade af mødet med muslinger og sten.

Selvom der skulle holdes godt øje med havbunden var det ikke nogen forhindring for en god hold snak undervejs.

Efter endt vandring mærkede vi efter i os selv, og konstaterede at vi alle havde huller i maven, af samme grund kørte vi til Bogense, satte bilerne ved Meny og begav os på jagt efter et sted at stille sulten. Det viste sig at være noget sværere end først antaget, 2 steder var vi inde og forhøre os efter et bord, men ak, eneste mulighed var at side udenfor, og det var jo ikke frisk luft, vi var i underskud med. Til sidst faldt valget på en grillbar, der diskede op med overraskende god mad, den meget sløve betjening taget i betragtning.

 Alt i alt en super dag.

Herunder er der en lille video fra turen.