Baagø kan noget
I skrivende stund nyder vi livet på Baagø i lillebælt. "Vi" er Kirsten og Karsten, samt os gamle fra Harrislee. Turen til Baagø er arrangeret af Kirsten og Karsten, den er udsat fra slutningen af august grundet fætter kusine fest og hang til det sidste i en tynd tråd grundet sygdom. Heldigvis slap den fæle rosen noget af sit tag i Karsten, og fredag kl. 18 gik vi ombord på den lille røde færge, der på små 40 minutter bragte os til øen nord for Assens. På færgen klagede Peter sin nød, helt ufatteligt havde han efterladt tasken med kameraerne hjemme på spisebordet, heldigvis havde Kirsten medbragt sit fotoudstyr, så der bliver i det mindste taget billeder på turen.
Overfarten foregik på et blikstille hav, udsigten var smuk, og vi blev vidner til adskille små marsvin, der boltrede sig i vandet på jagt efter føde. Vel ankommet til Baagø forlod vi færgen dels til fods, dels i bil, Karsten måtte på grund af sin Rosen køre til den lille by midt på øen, hvor Kirsten havde booket os ind på naturcentret, der har til huse i øens gamle nu nedlagte skole. Da vi til fods ankom, blev vi mødt med en noget chokerende besked, vi skulle ud over sengetøj også have haft dyner eller soveposer med! Det var lidt en Bet, for nu kunne vi i stedet se frem til en nat kun med dynebetræk over os. Aftensmaden var Chilli con carne, og den medvirkede i hvert fald til at vi kunne holde varmen! Vi var så heldige at denne septemberaften var varm og med komplet vindstille vejr, så vi kunne sidde ude at spise. Senere hyggede vi os med Gin tonic ved et dejligt lejrbål.
Lørdag
Mod forventning havde ingen af os for alvor savnet dynen i løbet af natten, måske hjalp det at vi boede 4 personer i en meget lille lejlighed, som Karsten så rammende udtrykte det, vi hjælper hinanden med at holde varmen på afstand. I løbet af natten havde det mildest taget regnet heftigt, men timingen var i orden, så da vi stod op havde himlens sluser lukket sig igen, og vi kunne nyde tørvejr. Sol var der dog ingen af fra morgensstunden, men ifølge normalt pålidelige yr kunne vi se frem til at få selskab af den i løbet af eftermiddagen. Efter en god og rolig morgenmad gik dem der havde bentøjet i orden afsted på øens gule vandrerute, der førte os afsted mod nordøst. Undervejs fik vi kortvarigt en ledsager i form af en lille trind hund der glad og lykkelig løb rundt sammen med os. Fra den nordlige kyst skulle der være udsigt til Wedelsborg slot. I morgendisen kunne vi svagt ane en stor bygning idet fjerne, og konkluderede at det nok måtte være slottet der lod sig blikke.
Nogle af de allesteds værende bær og frugter vi kom omkring på Baagø, vi kunne have ernæret os med brombær alene
I coronatiden har mange danskere fået øjnene op for kvaliteterne ved at bevæge sig i naturen, det har bevirket at nogle ruter nærmest er blevet overrendte af folk. Den problemstilling gjorde sig ikke gældende på gul rute denne lørdag formiddag, bortset fra en ældre herre der kom cyklende efter den trinde hund havde vi de godt 6 kilometer helt for os selv. Turen vel for ca. halvdelens vedkommende langs stranden, hvor sten og sand dæmpede gennemsnitsfarten betragteligt. Da vi forlod stranden bragte stien os hurtigt tilbage mod Baagø by hvor vi mødte Karsten og fik lavet en sublim bålfrokost.
Efter frokosten begav vi os afsted mod Baagø fyr på øens sydvestlige spids. Vi tog dog en kort afstikker op til øens ene kirke, ja, der er faktisk hele 2 kirker til de nuværende ca. 20 beboere. Kirken er bygget i byens nordlige udkant, placeringen skulle være sådan, for kun med den beliggenhed kunne øens ejer, baronen på Wedelsborg se den fra sit slot. Efter besøget i kirken gik vi til hestestalden, hvor der er indrettet et lille museum med adskillige effekter fra øens fortid. Vi beundrede de gamle landbrugsredskaber, og nød en velfortjent is. Kort inden Baagø by slutter ligger den lille russisk ortodokse kirke. At kirken ligger på Baagø er naturligvis lidt af en historie, den tager sit spæde udspring i en excentrisk fysik godsejers hoved, da han dør må den russiske nonne efter noget tid forlade godset, og finder så et andetsted til kirken, som derved flytter til Baagø. Kirken er fint indrettet i ortodoks stil, og er helt klart et besøg værd.
Vejret var efter at have været skyet men tørt blevet til en en noget mere ustabil cocktail bestående af solskin samt regnbyger. Vi nåede at gå 3 kilometer før det startede med at regne, først i begrænsede mængder, senere noget mere insisterende. Heldigvis kom Karsten kørende nede fra fyret i en fart der ville gøre ham til en del af favoritfeltet i et eventuelt Baagø rally. Modstræbende lod vi os samle op, men det viste sig nu at være den helt rigtige beslutning, for kort efter begyndte det for alvor at regne, vandet nærmest stod nede stænger, og vi ville ikke have haft en tør plet på tøjet hvis ikke Karsten var dukket op.
Heldigvis var der mulighed for at sidde tørt på havnen, så vi hyggede imens det fik regnet af inden vi gik den korte tur over til fyret fra 1816, Danmarks 3. ældste. Hvilket vidner om at øen engang var en noget vigtigere del af landets infrastruktur end i dag.
Ved fyret ventede vi på solen, billeder bliver bare bedre når lyset er godtog over Aarø kunne vi se at en solstribe kom nærmere og nærmere. Heldigvis blev vores venten belønnet, logi nogle minutter skinnede solen på det smukke fyr mens himlen i baggrunden stadig var mørk og truende.
Søndag
Atter engang havde vi sovet ganske godt uden vores dyner, egentlig tankevækkende at det kan lade sig gøre. Vi kom efterhånden op allesammen, og fik ved fælles hjælp sat skik på stedet efter morgenmaden. Vi havde en bagkant der hed kl.10 Dog havde vi smugkigget og set at der ikke ville komme nye lejere senere på dagen, så i tilfælde af problemer med tiden havde vi nu satset på at kunne få lov til at blive lidt længere. På den anden side, vi var jo ikke kommet til øen for at sidde inde og kukkelure, men for at opsøge alt hvad øen havde at byde på af oplevelser. Således havde vi besluttet at tage til øens nordvestligste odde, hvor der muligvis ville befinde sig en selvstændig ø. Vi gik ud af vejen sommerodden, og mødte Karsten der var kørt ud hvor vejen ophørte. Herfra kunne vi se en sæl på en sten, vigig kort mod øst langs stranden for at få et godtskud af den, men den var ikke for alvor samarbejdsvillig, og i stedet for at lægge an til en powerpose valgte den i stedet at forsvinde ned under havoverfladen, hvad der umuliggjorde en fortsættelse af fotoseancen.
Da sælen således var forsvundet gik vi ud på Egholm, der på grund af lavvandet denne dag slet ikke var en ø, men via en lang smal tange blot en halvø der stak ud fra Baagøs nordvestlige side. Vi traskede ca. 1,5 kilometer ud, og blev dels belønnet med en smuk udsigt, dels medstiftende farver frembragt af de salttålende planter der havde koloniseret det ugæstfrie sted.
Fra oddens spids var der en god udsigt over Lillebælt mod Brandsø, en lille ø hvortil der desværre ikke går nogen færge. Når man er kommet ud til enden af noget er den eneste mulighed at gå tilbage igen, hvilket vi jo så måtte gøre.Vi gjorde holdt ved siden af den russiske kirke, hvor Baagø borgerforening har en lille hytte med borde hvordan kan spise sin madpakke. Herfra gildet videre ned mod færgen, vi valgte dog at tage en omvej af den røde vandrerute, der førte os igennem en tidligere mose, samt forbi nogle tidligere fiskerhuse, der nu har fået nyt liv som sommerhuse. Især et af sommerhusene faldt vores smag, flot renoveret som det var.
Lidt øst for havnen ventede der os en smuk badestrand, nærmest vesterhavsagtig med små marehalms bevoksede klitter. Meget malerisk lå der 6 små joller tilhørende en sejlerskole på stranden, hvor heldig kan man være?
Vores sidste time tilbragte vi på havnen, hvor vi nød synet af de små joller der stævnede ud med kurs mod Assens. Vi fik også tjekket den ret eksotiske krabbevæddeløbsbane, samt set Baagøs udgave af kollektiv transport i aktion. Til slut lagde den hyggelige færge til, hvilket betød afslutningen på vores Baagø
weekend.
Kommentarer