Påske på Ærø
Vi har nu tilbragt nogle dage på Ærø. Vi kørte onsdag fra Vanløse, og da vi var kommet afsted i god tid kørte vi dels forholdsvis langsomt grundet de høje brændstofpriser, dels over til Thurø da vi nærmede os Svendborg. Thurø er øen vores naboer i Haven bor på. Øen ingen af os før havde besøgt gjorde et godt indtryk, og vi vender gerne tilbage en dag vi har mere tid. Påsken er det store tilløbsstykke på Ærø, mange eksil øboere vender hjem, og derfor er der pres på færgerne. Vi skulle således være på plads før klokken 13 havnen, ellers ville vi ikke kunne komme med en færge overhovedet, for alle de efterfølgende var udsolgt. I Svendborg skinnede solen, men straks vi forlod havnen forsvandt den gode sigtbarhed i havgus. Vi kunne derfor desværre ikke få udbytte af den smukke sejltur til Ærøskøbing. Vel fremme kørte vi til Haven, hvor vi fik pakket vores lille bil ud. Første nat i huset var vi alene, men sådan fortsatte det ikke, for torsdag ankom først Eva og Christian med færgen fra Faaborg, og siden Lone og Eskild med færgen fra Svendborg. Således blev vi fuldtallige skærtorsdag. Vejret denne dag kunne have været bedre, men vi fik trods alt gået lidt rundt i Haven, og fik besøg havet både mod Lillebælt og mod Ø-havet.
Langfredag blev brugt med en tur rundt på øen. Vi fik lidt frokost i Marstal, og endte med at se en film i Danmarks mindste biograf, andelen i Ærøskøbing. Vi fik set børnefilmen da Mumbo Jumbo blev kæmpestor. At vi valgte netop den film var mest for Eskilds skyld, men den var nu ganske sød. Biografen var komplet udsolgt, dejligt at den har sin berigtigelse.
Kommentarer