Highlights i Istanbul
Vejrudsigt for vores hele dag i Istanbul var ikke den bedste. Efter gyldne dage i Aserbaijan, hvor vi på intet tidspunkt måtte søge læ for regnen, kunne vi nu se frem til ikke mindre end 15 millimeter her i Istanbul. Om formiddagen skulle vejret være bedst, og vi skyndte os derfor afsted efter morgenmaden og gik op til den blå moske, hvor der viste sig at være lang kø. Vi fandt dog en lidt lusket måde at komme ind på. Vi stod inde i moskeens gård, og kunne konstatere at dem der ville be inde i moskeen kunne benytte en anden indgang. Det lod nogle fra selskabet sig friste over evne af, og >Karsten, der for kun 7 år siden gav den som troende ved grædemuren, gik nu ind af de troendes indgang i den smukke blå moske. I den situation måtte vi der havde været i moskeen før ofre os for at fungere som rygsæk vogtere, og på den måde er det jo let at holde den moralske fane højt.
Da vi var færdige ved den blå moske var regnen begyndt. Lone fik købt en paraply, Peter valgte at blive våd, og alle andre var forberedte på dårligt vejr hjemmefra, og havde derfor medbragt regntøj. Vi gik i regnen over og købte billetter til Hagia Sofia, der i modsætning til den gratis blå moske koster penge at besøge. Prisen er rimelig, nemlig 25 euro, og for dem får man adgang til et de mest imponerende bygningsværker. Den blev bygget færdig i år 537, og nej, der mangler ikke et ettal foran femtallet. Den er altså tæt på at være hele 1500 år gammel, hvilket må siges at være imponerende.
Vi så bygningen tilbage i 2019, men siden dengang er den atter i brug som moske. Fra færdiggørelsen i 537 til Konstantinopels fald i 1453 var den kirke, og fra 1453 til engang i 1920erne moske. Såp blev den museum, og nu altså aktiv moske igen. Vi kom dennegang op bygningen, hvor vi så nogle af de gamle kristne mosaikker, og endda også lidt grafitti helt tilbage fra vikingetiden.
Efter Hagia Sofia tog vi sporvognen ned mod det gyldne horn, hvor vi gik en tur til bazaren fra 1600 tallet. Her var der flotte varer, selvom mange af de små butikker solgte det samme. Vi konstaterede at Lauritz ikke havde sit pas med, hvilket ville blive et problem senere på dagen hvor vi ville forsøge at få billetter til Fenerbaches kamp i den bedste tyrkiske fodboldliga. Mens vi andre slentrede langsom ned mod færgen løb Lauritz tilbage for at hente passet. Han var så heldig at Ingeborg, der grundet dårlig mave ikke var gået med efter morgenmaden, havde taget passet med til den blå moske, på den måde skulle han ikke løbe helt så langt.
Lauritz nåede at komme så vi kunne nå færgen til asien siden kl. 13. Vejret var ikke for godt, men der var alligevel en ok udsigt fra færgen over det travle Bosperus stræde der forbinder Sortehavet med middelhavet. Her er der tæt trafik, både øst-vest og nord-syd. Det ville ikke være rart selv at sejle her, når vi endda har problemer med at krydse førgerne ved Helsingør - Helsingborg. Efter en lidt underlig frokost på asiensiden delt vi os op, Peter & Lauritz tog med en metro til fodbold, mens de andre tog hjem ed færgen. Desværre kom fodboldfolket ikke til at se kampen. I tyrkiet skal man have et passe kort, og det kan man kun få med et tyrkisk telefon nummer, sådan et kunne vi ikke fremskaffe, så vi måtte nøjes med at snuse til stemningen omkring stadion. Mega surt, især når der ikke var udsolgt til kampen overhovedet.
Aftensmaden indtog vi på en Michelin anbefalet restaurant på den anden side af det gyldne horn. En meget positiv oplevelse, hvor Eskild i den grad var mad modig, og endda turde smage blæksprutte!
Kommentarer