Blandt bjørne på Balkan

Vores programpunkts anker på sidste-dagen var bjørne-reservatet lidt uden for Prishtina. For at komme derud måtte vi først begive os til busstationen, små 3 kilometer fra vores bolig. Vejen derhen gik forbi byens største kirke, en ret nybygget katolsk kirke. Lidt kuriøst at netop en katolsk kirke er den største sakrale bygning i byen, der er nemlig næsten ingen lokale katolikker. Men lige så tankevækkende, at den serbiske kirke står ufærdig og bliver brugt som offentligt toilet...

Da vi ankom til busstationen tog det os lidt tid at finde den rigtige bus. Som så ofte før på turen var det ikke den første vi spurgte, der kunne engelsk, men heldigvis var hjælpen heller ikke her langt væk. En yngre mand talte fint engelsk, og han viste sig at være konduktøren på den bus vi skulle med. Heldigt nok, for han sørgede for at vi kom af det rette sted.

Busturen bragte os ud af byen og op i nogle små bjerge. Undervejs passerede vi den lille by Grajanica, hver serberne er i flertal. Her ligger der et gammelt serbisk kloster, som vi besluttede os for at se på hjemvejen.
Busstoppestedet hvor vi blev sat af lå 2,7 kilometer fra bjørnereservatet, altså satte vi Eskild i klapvognen, og begav os afsted. Vi var ikke kommet langt før vi blev passeret af en bil, føren rullede vinduet ned og spurgte om vi var på vej mod bjørnene, det kunne vi jo bekræfte, så lød spørgsmålet om han kunne hjælpe med noget. Vi afslog dog da det var hyggeligt at gå, men oplevelsen gjorde ikke forventningen mindre.
På vejen vi gik var der ikke meget trafik, kun et par biler passerede os. Faktisk var det kun da en flok køer delte vejen med os, at vi skulle passe på andre. Vi klarede dog at nå frem uden at komme i karambolage med kvægflokken.

Bjørnereservatetet var rigtig godt lavet, der bor 19 bjørne, som er reddet fra frygtelige forhold som restaurant-bjørne rundt omkring i Kosovo og Albanien. De har levet i lang tid i fangenskab under frygtelige forhold, ofte af en diet bestående af brød og øl, som restaurantgæsterne har moret sig med at smide ind til dem. De har ofte haft kæder om halsen eller i poten. Flere af dem blev tidligere dresseret til at danske når de hørte en bestemt musik, træningen foregik ved, at man satte dem op på en varm plade, så de blev nødt til at besøge sig. Heldigvis er det nu forbudt, at holde bjørne i fangenskab, men der findes stadig bjørne, som bliver reddet og kommer til reservatet, hvor der venter et meget bedre liv for dem. Bjørnene er dog så skadede, at de aldrig vil kunne klare sig i det fri igen.

Vi kom helt tæt på bjørnene og alle, store som små, synes det var den fantastisk oplevelse.

Vi sluttede besøget af med en dejlig frokost udenfor, hvor vi nød efterårets solstråler og Eskild faldt i søvn efter frokosten, og så kunne vi begive os ned mod bussen igen.

Undervejs passerede vi bistader, huse med køkkenhaver og en landmand på sin lille røde traktor med sin 1-furede plov.

Bussen kom efter 20 minutter, vi vinkede og så holdt den ind til siden. 

Vi blev sat af ved klostret i Grajanica- et serbisk ortodoks kloster, hvor bygningen var smuk og velholdt. Eskild sov stadigvæk, og vi begaves videre mod busstoppestedet. Vi troede det ville være lige så nemt at praje bussen som vi just havde oplevet, men da vi havde ventet næsten en time og 3 busser var kørt forbi uden at stoppe, besluttede vi os for at tage en taxi, eller rettere to taxier, for vi var jo seks personer. Ingeborg fik oplyst prisen til 5 euro pr. taxi, og så var det heldigvis ikke svært at overtale Peter til, at det var den rigtige beslutning.

Tilbage i lejligheden hyggede vi os lidt inden vi gik på restauranten med det lidet flatterende navn; "Pishat" som Peter havde udvalgt sig... der fik vi god mad, men Solveigs ret var dog den sjoveste, hun gik efter det sikre valg og bestilte en burger, large, og fik serveret en kæmpe stor bøf (eller måske rettere et farsbrød) og nogle få grøntsager i siden. Det vakte stor moro ved bordet, og det bedste man kunne sige om den ret var, at hun blev mæt. Christian og Peter fik restaurantens 9-retters menu, og måtte lide den tort at levne... og Eskild kørte ind af pasta og kødsovs og måtte tørres flere gange i både panden og på trøjen, men størstedelen ramte munden og humøret var højt.

Vi må siges at have haft en fantastisk tur, det har været skønt at være sammen med vores store børn men også med Eskild og Lone og vi har alle nydt samværet, og så påskønner vi alle, at vi er født i Danmark og har de muligheder, vi har, for det er ikke en selvfølge for alle, det har denne tur også vist os.