Status på en miniferie
Turen til Kosovo gav os svar på op til flere spørgsmål. Det første spørgsmål kunne være, Kan man have en god ferie i Prishtina? Svaret er et klart JA, ikke sådan at forstå at vi var blæst bagover af byen som sådan, men stemningen i byen var positiv, og vi blev mødt af megen hjælpsomhed undervejs. Vi fandt nogle gode, spændende og meget billige spisesteder, så på den kulinariske front blev vi endog meget positivt overraskede. Så på trods af de manglende seværdigheder havde vi en spændende tur til en destination der ikke ser mange turister.
Andet fokus punkt må være konflikten mellem Serbere og Albanere. På overfladen virker alt roligt, og bevæger man sig kun rundt i Prishtina bemærker man ikke af der overhovedet er spændinger. Man skal dog ikke langt udenfor hovedstaden før man med åbne øjne bør kunne se at det er en splittet nation. I landsbyen Gracanica var der således både Kyrilliske bogstaver samt Serbiske flag. Vi så også KFOR soldater fra Slovenien derude. For der er der en Serbisk enklave, og da vi snakkede med en yngre kvinde mente hun at det kunne være et problem at få en taxa fra Serbiske Gracanica til Albanske Prishtina. Det oplevede vi nu heldigvis ikke, men udsagnet fortæller jo en her del om forholdet mellem befolkningsgrupperne.
3. spørgsmål, Er Prishtina den grimmeste hovedstad i Europa?
Tja, da vi ikke har været alle hovedstæderne endnu kan vi jo ikke svare ja, men omvendt er det svært at forestille sig en hovedstad der er endnu mindre pæn end Prishtina. Der er nogle pæne gamle Osmanniske moskeer, samt enkelte andre flotte bygninger hist og her, men helstøbt charmerende er byen ikke, og nogle steder liggende kommunistiske arkitektoniske rædsler tæt.
Vi fortrød dog ikke valget af rejsemål, og havde vi haft længere tid ville det have været oplagt at tage til landets næststørste by Prizren, der efter sigende skulle have alle de gamle smukke bygninger som desværre mangler i Prishtina.
For lige at gøre vores rejse helt færdig.
Søndag kom vi op i god tid takket være Eskild, der atter ville have noget ud af dagen. Vi fik morgenmad i huset, og også i den lille tilknyttede restaurant, hvor der heldigvis dennegang ikke var nogen rygere tilstede.
Tidsmæssigt passede det med at vi kunne gå til bussen, vi valgte efter samråd med en ung pige at vente i den forkerte side af vejen, og da bussen derfor passerede os i den anden vejbane måtte vi til lommerne og betale for 2 taxier. Det gjorde nu ikke så meget, for de kørte begge godt, og den ene chauffør kunne endda fortælle lidt om livsbetingelserne i Kososo, som vi havde gættet er de ikke på niveau med vesteuropa.
I Lufthavnen blev det spist frokost, den Austrian airlines ad to omgange bragte os sikkert til Kastrup.
Her overtog metroen den videre transport til Vanløse, hvor der blev spist et par hurtige håndmadder inden de 3 timers biltur til Harrislee blev påbegyndt. Vi var hjemme lidt over kl 22, hvilket var hvad vi havde regnet med.
Måske er Prishtina bare pænest når det er mørkt?
Andet fokus punkt må være konflikten mellem Serbere og Albanere. På overfladen virker alt roligt, og bevæger man sig kun rundt i Prishtina bemærker man ikke af der overhovedet er spændinger. Man skal dog ikke langt udenfor hovedstaden før man med åbne øjne bør kunne se at det er en splittet nation. I landsbyen Gracanica var der således både Kyrilliske bogstaver samt Serbiske flag. Vi så også KFOR soldater fra Slovenien derude. For der er der en Serbisk enklave, og da vi snakkede med en yngre kvinde mente hun at det kunne være et problem at få en taxa fra Serbiske Gracanica til Albanske Prishtina. Det oplevede vi nu heldigvis ikke, men udsagnet fortæller jo en her del om forholdet mellem befolkningsgrupperne.
3. spørgsmål, Er Prishtina den grimmeste hovedstad i Europa?
Tja, da vi ikke har været alle hovedstæderne endnu kan vi jo ikke svare ja, men omvendt er det svært at forestille sig en hovedstad der er endnu mindre pæn end Prishtina. Der er nogle pæne gamle Osmanniske moskeer, samt enkelte andre flotte bygninger hist og her, men helstøbt charmerende er byen ikke, og nogle steder liggende kommunistiske arkitektoniske rædsler tæt.
Vi fortrød dog ikke valget af rejsemål, og havde vi haft længere tid ville det have været oplagt at tage til landets næststørste by Prizren, der efter sigende skulle have alle de gamle smukke bygninger som desværre mangler i Prishtina.
For lige at gøre vores rejse helt færdig.
Søndag kom vi op i god tid takket være Eskild, der atter ville have noget ud af dagen. Vi fik morgenmad i huset, og også i den lille tilknyttede restaurant, hvor der heldigvis dennegang ikke var nogen rygere tilstede.
Tidsmæssigt passede det med at vi kunne gå til bussen, vi valgte efter samråd med en ung pige at vente i den forkerte side af vejen, og da bussen derfor passerede os i den anden vejbane måtte vi til lommerne og betale for 2 taxier. Det gjorde nu ikke så meget, for de kørte begge godt, og den ene chauffør kunne endda fortælle lidt om livsbetingelserne i Kososo, som vi havde gættet er de ikke på niveau med vesteuropa.
I Lufthavnen blev det spist frokost, den Austrian airlines ad to omgange bragte os sikkert til Kastrup.
Her overtog metroen den videre transport til Vanløse, hvor der blev spist et par hurtige håndmadder inden de 3 timers biltur til Harrislee blev påbegyndt. Vi var hjemme lidt over kl 22, hvilket var hvad vi havde regnet med.
Måske er Prishtina bare pænest når det er mørkt?
Kommentarer