Ærø- en perle i det sydfynske øhav
Det var pinse og vi var uden program. Det var sådan set også godt nok, for vi havde haft et pakket program de sidste mange weekender siden vi kom hjem fra Uganda. Lørdagen gik med oprydning og rengøring alt i mens regnen silede ned i stride strømme og termometeretviste 10 grader.
Vi havde kigget lidt på vejrudsigten og havde fundet ud af, at søndagen, eller pinsedag, skulle være med sol og frisk vind, hvis man altså tog til Ærø. Efter lidt research blev vi enige om at tage færgen fra Fynshav kl. 9.10 og retur kl. 19.05 - det kostede kr. 88,- og vi skulle ikke have bilen med.
I mellemtiden faldt vi i snak med Allan, som også er medlem af de berejstes klub - han er normalt rejsende 9-10 måneder om året og resten af året bor han i sin autocamper i DK. Han er hjemme pt, og ville gerne med på tur og således mødtes vi med ham ved færgelejet - klar til en pinseoplevelse.
Vi sejlede til tiden med "Ellen", som er verdens største el-færge, eller den, der kan sejle længst på en opladning.... Ellen fik os sikkert i land i Søby og vi gik målbevidste mod busstoppestedet, der er nemlig gratis busser på hele øen, et meget fint tiltag. Men ak, bussen havde ikke ventet på os, og vi besluttede derfor hurtigt at vende turen, så vi gik til Ærøskøbing og tog en bus retur til Søby.
Vi fulgte en stor del af vejen Øhavsstien som er rigtig fint skiltet. Den tog os gennem et meget kuperet landskab, med små landsbyer og en formidabel udsigt til vand på en meget stor del af turen. Det er den perfekte årstid lige nu, bøgen er lysegrøn, tjørnen er næsten sprunget ud, syrenerne dufter og rapsmarkerne står skrig gule og er nærmest ved at blænde dig med sin skrappe farve. Vejrudsigten holdt stik og himlen var blå med en masse hvide skyer, der susede afsted.
Øen er virkelig smuk og varieret og langede fleste huse er velbevarede. Der bor næsten 6.000 mennesker og der er rigtig mange flotte og velbevarede, gamle bindingsværkshuse. Vi spiste frokost ved en shelterplads på "Skåret" en lille plads helt ude ved vandkanten midt mellem Søby og Ærøskøbing. Her blev de hjemmebagte boller og frikadellerne fortæret og skyllet ned med en kop varm Nescafe.
Vi kunne sagtens have brugt længere tid for dels var det tiltrængt med en pause, (dels gik snakken lystigt, dels fandt vi ud af, at Allan og Eva kendte hinanden, idet han havde været møbelsælger til Evas arbejde, som hun havde stået for), men ville også gerne nå at se lidt af Ærøskøbing, så vi satte den ene fod foran den anden og fortsatte mod hovedbyen.
Vi ankom i fin stil men især gutterne trængte til en pause, så efter at have indsnuset atmosfæren og beundret de smukke, gamle huse i Ærøskøbing, fandt vi Café No. 1 og bestilte kaffe og kage til mig og Allan, mens Peter trængte til en fadøl. Her sad vi så og fordøjede turen og de 25 km det blev til inden vi fandt bussen og kørte (gratis) tilbage til Søby, hvor Ellen ventede på os. Således havde vi haft en fantastisk dejlig dag på en virkelig perle, som vi alle gerne vil tilbage til. Ærø kan klart anbefales!
Kommentarer