Aggerholms blog

 Nu er vi ved at være halvvejs gennem Christians krævende huetid. Adskillige studenterfester har han været til, og huen er at finde på hovedet hvergang han forlader matriklen. Fredag var der dimission på Duborgskolen, som den elev der først skulle have sit eksamensbevis var Christian også fanebærer. Det har han været viden tidligere lejlighed, og det lykkedes ham da også bære dannebrog standsmæssigt ind selvom det blev bemærket at han vist ikke havde været soldat. Da eksamensbeviserne var blevet overrakt til alle 107 glade studenter var det tid til den nervepirrende legat uddeling. For Christians vedkommende blev spændingen hurtigt udløst, som nr. 3 blev har råbt op som modtager af Andreas Petersens mindelegat. Andreas Petersen var lærer på duborgskolen under krigen, og flad på østfronten. Andreas enke Signe blev aldrig siden gift, og ved hendes død testamenterede hun i hvert fald en del af sin formue til en legatfond. Historien fik vi da Ingeborg fik en del af samme legat for 4 år sid

 Onsdag d. 15/6 var Christian til sin afsluttende eksamen. Faget var historie, og ifølge hovedpersonen gik det særdeles godt. Normalt ville vi jo så også nu vide hvad særdeles godt ville svare til i karakter, men nej, sådan er det ikke i Tyskland. Først når huen er blevet udleveret ser man hvad eksamensreultaterne har været. I morgen kl. 15 sker det så. Hue påsættelsen finder sted i skolegården på Duborgskolen. Herefter går studenterne først til generalkonsulatet, og siden til nørretorv i Flensborg, hvor der et tradition for at hoppe i både Neptun brønden, og senere i havnen. Hue påsættelsen var en god oplevelse. Vi mødtes på Duborg skolen, hvor skolens balkon dannende rammen for huepåsættelsen. Sådan har det været siden Corona pandemien, og det er skolen sluppet så godt fra at det nu bliver en tradition de vil holde fat i. Tidligere har ceremonien fundet sted i Idrætshallen, men vi der nu har oplevet begge steder foretrækker klart nytænkningen. Christians klasse var den første klasse

 Vores sidste dag i Rumænien bød på helt fantastiske, og komplet uventede oplevelser. Dagen startede eller taske som forventet. Kirsten kunne ikke sove længe, og derfor gik hende og Solveig afsted efter morgenbrød. De kom tilbage med en lidt af en omgang, og vi nød derfor turens sidste morgenmåltid i den dejlige lejlighed. Vi havde haft kl. 9 som target for hvornår vi ville køre afsted mod Sibiu, og kl. 8.55 sad vi i bilen. Ganske godt gået synes vi selv. Da vi først skulle flyve ved halv ti tiden om aftenen ville vi finde et mål på turen. Første ide var Trans fagarasan vejen. Den blev bygget tilbage i Ceaucescus tid, og fører med mange hårnålesving over karpaterne. Da vi undersøgte sagen fandt vi ud af at den endnu er vinterlukket. I 2021 åbnede den først 28/6, så det kunne ikke blive til noget. Herefter besluttede vi os for at se, endnu, en af de gamle fæstningskirker. Den valgte lå hverken langt fra hovedvejen, og ej heller langt fra Sibiu, så vi tænke det måtte være et oplagt valg.

 Efter vores voldsomme bytur på Juno wine bar kom vi forbavsende hurtigt op denne søndag i Brasov. Vi var faktisk så hurtigt ude af vores lejlighed at der ikke var noget sted der havde åbent for servering af morgenmad. Først lidt over kl. 9 mødte kokke på arbejde, og efter kort tids venten fik vi serveret en super god morgenmad på et hyggeligt sted i den gamle del af byen. Herefter gik vi til bilen, for 19 km. nordøst for Brasov ligger den lille by Prejmer (tidligere Tartlau). Byen er hjemsted for den østligste, og største af de befæstede kirker. Vi ankom høje af forventningens glæde, og blev ikke skuffede. Udenfor kirken var der flere storkereder i brug, alle med unger. Kirken i sig selv var også en kæmpe oplevelse, murene var op til 14 meter tykke. Godt nok var de mere religiøse tidligere, men dummere var de trods alt ikke. Man har ikke bygget fæstningen for primært at beskytte kirken, Inde i murene har hver familie haft deres eget rum, 275 i alt, så i tilfælde af ufred kunne området

  Vi har nu haft vores første hele dag i Rumænien. Vi ankom med fly fra Billund til Sibiu, en by i den transylvanske del af Rumænien. Fra gammel tid har byen haft en meget betydende tysk befolkningsdel, og dens tyske navn fra tiden før verdenskrigene er Hermannsstadt. Efter 2. verdenskrig hvor Rumænien tilfaldt den sovjetiske indflydelsesfære er den tyske befolkning udvandret til tyskland i stort tal. I dag er "die siebenburger sachsen" mest noget man kan finde på kirkegårdene i området. Vi kon lynhurtigt igennem Sibius lille lufthavn, fik bilen på rekordtid, og fandt også hurtigt vores hotel. Da vi ankom til hotellet var der liv og glade dage i restauranten, folk festede på livet løs, hvilket naturligvis var hyggeligt at se lidt på, men det havde desværre også den konsekvens at vi måtte søge længere væk for at få noget at spise. Vores ide havde været at booke et hotel tæt på lufthavnen så vi ikke skulle køre ind til Sibius centrum. Vi måtte dog netop derind for at finde noge