Rundt i Danmark

 


August er nu 7 dage gammel, og den har indtil videre budt på gode oplevelser allerede. Efter sejlturen på Flensborg fjord har vi været en tur i Skive for at være sammen med Grethe. Vi startede med en super frokost, efterfulgt af en tur ind til Skive bymidte. Her gik vi rundt mens Grethe trænede, imponerende vilje hun udviser i en alder af 88 år. Da dagene jo godt kan blive lange når man ikke kan køre en tur når man har lystvælger vi som regel at tage på en tur rundt i området når vi er ved Grethe, denne gang gik det mod vest, hvor landets mindste kirke ventede på os kort efter Danmarks korteste sejltur. Disse 2 hints signalerer at vi var en tur på Venø. Her så vi kirken, der som nævn er Danmarks mindste af slagsen. Ved kirken var der en velplaceret bænk, og så kunne vi nyde vores velsmurte madpakker. Godt nok er der en kro på Venø, men det er nu ganske ok for os at spise madpakker, det strækker budgettet lidt længere. Vi fik efterfølgende kørt øen tynd, Peter genså den lejrskole han havde været på tilbage i 1980èrne, og vi fik også en is på øens lille hyggelige havn. 



Venø færgen, der vel kan siges at være overordentlig velproportioneret til sejladsen. Der er 270 meter over og den strækning tilbagelægger færgen på 2 et halvt minut.


Efter aftensmad hos Grethe kørte vi til Risskov, hvor vi havde booket en soveplads i Peters barndomshjem. Vi havde fået blod på tanden rent ø-mæssigt, og heldigvis var det let at lokke va & Christian med til Samsø. De senere år har det været muligt at sejle direkte fra Aarhus til Samsø, og vi fik bestilt billeder så vi afsejlede kl. 11.00 fra midten af Aarhus havn, og var tilbage samme sted igen kl. 19.45

Solen skinnede, og det var derfor en fornøjelse at stå på hurtigfærgens agterdæk og se Aarhus blive gradvis mindre, mens Tunø, Hjelm og til sidst Endelave dukkede frem en efter en. Undervejs på den en time lange overfart passerede vi også et større krydstogtskib på vej mod smilets by. 

Da vi ankom til Sælvig havn gik vi på en længere, men dog forgæves jagt på et borde bænkesæt. Utroligt nok var der ikke noget på havnen, så vi måtte i stedet tage til tanke med at spise vores medbragte frokost siddende på en større trækvogn. Vi fik også mulighed for at hjælpe et par i nød, en ung pige var gået sukkerkold af den hårde sejltur, men ved vores hjælp fik hun kræfter til at cykle fra havnen.

Vi selv tog bussen til Nordby, hvor vi gik en tur i den charmerende lille landsby med det bedårende gadekær. Busserne på Samsø er gratis, men deres køreplan er ikke just lagt efter færgetiderne. Vivar derfor pressede til at vælge vores næste destination et sted hvorfra der ikke var alt for langt at gå til Sælvig. Det betød et fravalg af Ballen, og et tilvalg af Tranebjerg, den støtte by på øen. Her så vi kirken, samt jagtede rundt efter den lovede sydlandske stemning på hovedgaden. Vi må være godt vendte, for vi fandt den ikke for alvor. Det skal dog ikke forståes negativt, hovedgaden er hyggelig, med mange muligheder for vådt og tørt samt en smuk gammel teknisk skole i midten. Vi fik kaffe og kage, inden vi gik de 6 kilometer tilbage til færgen. Vejret var vi heldige med, netop som vi nåede ombord begyndte det at regne, og da vi var tilbage i Aarhus var det mere eller mindre slut igen. Samsø kan klart anbefales, også til en dagsudflugt.

Aarhus domkirke rager på mange måder op i byen. 
Ude på Aarhus Ø er der stor mangfoldighed af moderne bygninger. Disse er dem Peter bedst kan lide.

Krydstogt skibet på vej mod Aarhus. Da vi sejlede tilbage havde det atter forladt havnen.

Den tidligere tekniske skole i Tranebjerg huser nu udstillinger. En vildt flot bygning fra tiden kort før første verdenkrig.
Tranebjerg er en hyggelig lille by, med pæne butikker samt mange muligheder for at få noget forplejning.
Tranebjerg kirke, stor, flot, men desværre lukket da vi besøgte øen.

Vi har haft en god sommer, desværre så god at det anmærkes på bæltespænderne. Derfor har vi besluttet at genoptage vores målsætning om 50 kilometers vandring om ugen. Da det er vigtigt med en godt start havde vi sat Sisse og Claus stævne i Kliplev, så vi kunne starte med maner. Vi havde regnet med små 20 kilometer, men en væltet stolpe, samt meget ukoncentrerede førere betød nogle ekstrakilometer i benene. Solveigs telefon var den eneste af vores der holdt batteri hele turen, og den meldte om lidt over 23 kilometer. En god start på vores målsætning. Selve hærvejsetapen fraKliplev til grænsen ved rønsdam hører ikke til de mest spændende vandringer vi har gået.







Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag