Ankommet til paradis

Efter et aflyst fly og en ombookning hen over Zürich, ankommer vi til Mauritius klokken 9:30. Med det samme som dørene i flyet åbnes kan vi mærke den tropiske varme. Noget smadrede efter en lang tur, går vi hen mod bagagen, hvor vi på vejen skal igennem sundhedstjek og paskontrol og med et stempel mere i passet, finder vi vores bagage. Efter at vi endelig havde fået penge, finder jeg (Christian) ud af at vores hotel er blevet afbestilt og med en lidt presset stemning får vi booket et nyt sted. Endelig afsted, finder vi en taxa der tager os til Blue Beryl Hotel, der ligge helt nede ved stranden på Blue Bay. Det er her det går op for os at vi er ankommet til selveste paradiset. Det lyseblå vand, den afslappede ø-stemning og frisk frugt på hvert gadehjørne, giver os et humørboost og ligesom vi har checket ind, flår vi tøjet af og får badetøjet på og straks ligger vi ved stranden. 

Resten af dagen gik med at bade og sole sig på den dejlige strand inden vi gik hen for at købe ind. 

Gåturen var da også lidt længere end vi havde regnet med og efter 3 timer var vi hjemme igen, hvor vi nød brød, ost, gulerødder, humus og philadelphia-ost til aftensmad. Og inden længe var klokken også 22 og trætheden fra den lange tur begyndte at ramme.

Næste dag besluttede vi os omgående for at leje en bil, som vi hentede i lufthavnen og da det var begrænset, hvor mange udlejningsfirmaer der gad at leje biler til under 21-årige, fandt vi da også hele to firmaer, som gerne ville. Det betød også at det foregik på en lidt sjov måde. Vi skulle hente bilen klokken 14, men pga. bussen der tog meget længere end vi havde regnet med, så var vi der først klokken 15. Gutterne fra firmaet havde været der siden klokken 11, efter som den hjemmeside vi havde lejet igennem ikke havde givet dem besked om at tiden var blevet ændret. Overraskende nok, stod de og ventede på os med et skilt inde i ankomstterminalen, hvorefter vi blev kørt ud til en vaskehal, hvor der i baggården stod en rød Suzuki Swift fra 2023, der ventede på os. Glade for at det lykkedes, kørte Kayla og jeg hen for at købe ind og derefter hentede vi vores bagage på hotellet. 

Med 3 ud af 10 bjælker tilbage i tanken kørte vi til Grand Bassin, som er et meget helligt sted for hinduerne, der bor her på øen. Søen siges at være dannet, da den indiske gud, Shiva, fløj rundt på jorden med Gangesfloden på hovedet. Da Shiva nåede hen over Mauritius tabte han et par dråber ned på øen, som dannede Grand Bassin. Søen var plastret til med mange templer og kæmpe store hindu statuer, men i det store hele var der meget flot. 

Derefter kørte vi til Baie du Cap, hvor vi egentlig havde planlagt et badestop, men da klokken allerede var sent, nøjedes vi bare med at holde ind til siden, hvor vi så den idylliske solnedgang hen over stranden. 

Da det var blevet mørkt nåede vi endelig til La Gaulette, som er vores hjem de næste tre nætter. Byen ligger meget godt i forhold til det ikoniske bjerg “Le Morne” og “Black River Norges National Park”. 

Ankommet til byen kan vi ikke finde det guesthouse vi skal sove på og da vi ikke havde fået aktiveret vores e-sim, kunne vi ikke google os frem til stedet. Maps.me havde dog et sted kodet ind der hed Surf House, som vores guesthouse også hed, men da vi kørte hen til det, lå det midt i et boligkvarter og ikke et skilt i syne, der tydede på at vi var havnet det rigtige sted. Nå. Vi vendte om og kørte hen til en restaurant, hvor en venlig tjener gav os wifi og hjalp os med at finde stedet, selvom han heller ikke rigtige havde hørt om det før. Altid et dårligt tegn. Men det viste sig så at vi var kommet det rigtige sted hen og vi kørte tilbage igen, hvor der heldigvis var en venlig franskmand, der ikke kunne mere end 5 ord på engels. Men med håndtegn og google translate, hjalp han os med at finde ejeren, der boede i huset ved siden af og endelig kunne vi checke ind. Godnat!

Idag stod vi så tidligt op, 6:30, for at bestige Le Morne og se den fantastiske udsigt over havet. Men som i kender os, havde vi lidt svært ved at stå op og eftersom vi havde planlagt at starte gåturen klokken 7:15, blev det først til 8:15. Med en god morgenmad i maven og efter 1,5km på en uasfalteret vej med huller som var det en emmentaler vi kørte på, ankom vi til parkeringspladsen, hvor bilen da også gav lyd fra sig og informerede os om at vi havde 27km tilbage i tanken. Lidt pressede ser vi at den næste tankstation ligger 21km væk, men vi lader problemet ligge til efter vi er kommet ned fra bjerget. 

Le Morne som er lidt over 500 meter højt, har en dyster historie, som ikke helt kan bevises, men som alligevel er blevet til en vigtig del af den Mauritiske historie. Myten går ud på at en gruppe slavere flygtede fra en af de mange plantager på øen og klatrede op på Le Morne for at leve som frie mennesker. Dog gik der ikke lang tid før at slaveriet blev forbudt og en gruppe soldater marcherede op for at fortælle det til de nu frie lavere. Men det vidste slaverne selvfølgelig ikke og det troede at de ville blive fanget på ny og for at redde sig selv hoppede de ned i døden fra den lodrette klippe. Derfra kommer også navnet Le Morne, “the mournful one”.

Ved indgangen til parken er der en lille gæstebog, som alle der bestiger bjerget skal skrive sig ind på, for at de ved om alle er kommet ned igen. Det overser Kayla og jeg selvfølgelig og vi begiver os op ad den moderat stejle vej i lidt under 30 grader. Det første stykke var ikke så slemt, stigen var fin, det var kun varmen der slog en ud. Dog efter ca. en time ankommer vi til et sted, hvor der er et skilt der siger, “only for experienced climbers”. Vi havde godt læst at det sidste stykke skulle være lidt udfordrende og eftersom flere ældre og lidt overvægtige mennesker havde passeret os på vejen op, tænkte vi sagtens at vi kunne klare det. Og det gik da heldigvis også. På et tidspunkt ankom vi til en stejl klippe som man skulle klatre op ad og med både hænder og fødder i brug, fyrer vi hurtigt op ad skrænten, hvor vi overhaler to asiatere, der ender med at vende om. De sidste 400 meter op til toppen kræver det da også lidt fokus og der skal klares lidt her og der, indtil vi endelig når det store metalkors oppe på den lille af de to toppe, som også er det højeste man kan komme op. Desværre har vi ikke vejret med os og overskyet, ser vi desværre ikke de ellers så flotte farver i havet lige foran bjerget. Alligevel er vi glade for at have klaret det og vi begiver os ned igen. 

Nede ved bilen får os lige ført ind i gæstebogen og vagten bekræfter at den nærmeste tankstation ligger de 21km væk. Og fuldstændig udmattede af vandretur og med dallerben, sætter vi os ind i bilen og kører straks afsted. Vi suser afsted på landevejen med 40km/t, hvor man ellers må køre firs. Og efter at blive overhalet utallige gange og set flere sure mennesker bag en i bagspejlet, når vi endelig Shell-tankstation, med blot et par kilometer tilbage i tanken. Vi får tanket og kører bagefter hen for at købe ind og ryger samtidig ind på en indisk restaurant, hvor vi fejrer at vi både klarede vandreturen og at vi fik tanket i tide.

Desværre bød resten af dagen på regnvejr og vi endte med at køre hjem, stedet for at tage på stranden, hvor det blev til en middagslur i stedet.

Nu sidder vi i sengen og med friskvasket tøj og fulde maver, er der snart dømt sengetid.