Ankommet til Dakhla i Vestsahara

Dag 1 (ankomst)

Vi havde ikke ligefrem gjort det nemt for os selv idag, da rejsedagen varede fra klokken 3:30 om morgenen til 21:30. Efter at Kaylas far, Alex, var så sød at køre os til lufthavnen, kom vi på flyveren 6:50 mod Madrid. I Spaniens hovedstad havde vi så lidt over 7 timer vi skulle slå ihjel før vores fly til Dakhla, Vestsahara afgik. Vi startede med at tage shuttlebussen til den rigtige terminal og gik hele lufthavnen tynd. Herefter sad vi og holdte øje med de mange forskellige folk der vraltede op og ned ad gangene inden vi selv kunne begive os igennem paskontrollen. 2 timer senere sad vi så i flyveren, hvor Kayla og jeg endnu engang kunne glæde os over at have en række for os selv. 3 timer og 25 min  senere ankom vi til Dakhla, som nok er en af de mindste lufthavne jeg har fløjet til. Her blev vi mødt af en flot solnedgang og med et nyt stempel i passet traskede vi ud af lufthavnen på den anden side. Her ventede os dejligt nok ingen påtrængende personer der ville sælge os skrammel eller give os et lift i deres taxa. Uhindret forlod vi Dakhla airport, med blikket rettet mod midtbyen og kysten i baggrunden, mens solen langsomt sank ned i nakken på os. Kayla og jeg valgte at gå de lidt over 4km hen til hotellet i stedet for en taxa. Vejen bød på et spændene indblik i den sene hverdag i Vestsahara. Her var trafikken overraskende stille og rolig og folk snakkede med hinanden foran de små kiosker der er spredt rundt i byen. 

Nogle kilometer senere var vi tæt på at nå hotellet, vi skulle kun lige igennem et lille marked der solgte alt fra telefoner til grøntsager og køkkengrej. Det var en masse “mørke” afrikaner der stod bag de små boder og vi formoder at det nok har været flygtninge fra bl.a. Mali der er kommet hertil. Da mørket havde lagt sig over Dakhla ankom vi til hotellet. Vi gik ind af det der så ud til at være hovedindgangen, men stod pludselig inde i en café. Tjeneren sagde at vi bare skulle gå ind i en lille gang og da vi så gik rundt om hjørnet stod der pludselig en dreng og bedte. Gangen var så smal at vi ikke kunne gå forbi ham og nu stod Kayla og jeg lidt rund forvirret og viste ikke hvor vi skulle gøre af os selv. Vi ville nemlig heller ikke forstyrre drengen. Stadig meget usikre på hvor receptionen var henne gik vi tilbage til tjeneren og spurgte ham igen. Denne gang gik han med os og forstod, hvorfor vi var lidt presset da han så drengen. Heldigvis var han lige netop blevet færdig og vi kunne nu gå forbi og komme hen til receptionen. Indcheckningsprocessen varede ikke mere end 5 minutter og vi gik op til vores værelse på første sal. Værelset så virkelig fint ud, dog blev vi mødt af en hedebølge, som jo egentlig var meget passende eftersom vi jo befinder os i westSAHARA. Hurtigt tjekkede jeg på booking.com om vi havde booket med aircondition, hvilket vi havde og skyndte mig ned i receptionen. Efter lidt sprogbarrierer forstod receptionisten problemet og vendte sig om, hvorefter jeg forstod hvorfor det var så varmt inde på værelset. Vi kunne nemlig ikke selv finde ud af at betjene aircondition og det gav også god mening hvorfor. For receptionisten havde 20 små skærme hængende omme bag sig på vægen. En til hvert værelse vil jeg skyde på, som han så kunne betjene. Han satte vores til at køre på fuld udblæsning og skruede ned på 22 grader fra de oprindelige 27. Oppe på værelset var maskinen gået igang og Kayla og jeg kunne gå glade og kolde i seng.