Fra Vestsahra til Mauretanien

Vi satte os ind i bussen lidt i 8 og efter at have kørt rundt i Dakhla for at samle adskillige passagere op, forlod vi byen lidt i 10. Turen foregik stille og roligt og der var ikke det store at berette om, for ud af vinduet så man atter igen ørken. Ankommet i Guergerat 4 timer senere, gik vi med det samme hen til grænseposten. Her var der en amerikaner der også var med i bussen, som spurgte om han måtte gå igennem kontrollen, men vi fik besked på at vente en time før at vi måtte gå igennem. Det var ikke kun os turister men alle lokale der skulle vente og vi satte os hen til en af butikkerne på et trappetrin. De lokale sad og fik en masse te på cafeerne ved siden af. Efter lidt tid fandt butiksejeren to stole til os og vi takkede ham pænt. Her sad vi og ventede en time på at vi måtte fortsætte over grænsen og den tid brugte vi på at creme os ind i solcreme. Det gjorde vi bl.a. fordi vi troede at vi skulle gå 4 km igennem ingen mands land for at nåden Mauretanske grænse. Vi vidste nemlig ikke om der kom nogen og hentede os. Da vi endelig måtte gå igennem grænsen blev først vores pas tjekket og derefter vores tasker, dog var det kun Kaylas taske der skulle tjekkes, fordi grænsevagten ikke gad at se min efter at det tog for lang tid med Kaylas taske. Flere gange efter skulle der tjekkes pas og visa til mauretanien og så måtte vi forlade stedet. Det forløb ganske fint og uden de store vanskeligheder og overraskende nok tog det ikke så lang tid. På den anden side af grænsen i ingenmandsland stod der heldigvis en lille bus og ventede på os. Mig og Kayla og en anden Mauretaner som også sad i bussen fra Dakhla, satte os ind i den lille bus og så kørte vi ellers afsted til den Mauretanske grænse. Det skulle senere vise sig at det var denne bus der skulle køre os hele vejen til Nouadhibou, som var vores første stop i Mauretanien. På vej igennem ingenmandsland indhentede vi en ret stor lastbil som kørte meget langsomt, da vejen, hvis man overhovedet kunne kalde det, var i en sørgelig tilstand. Det virkede ikke til at det var nogen af landenes pligt til at holde den ved lige. Selvfølgelig ville vores driver gerne overhale lastbilen, hvilket betød at han blev nødt til at køre ud i sandet for at overhale den. Det viste sig ikke at være så klogt og lidt efter sad vi fast i sandet. Igen igen. Kayla og jeg blev hurtigt enige om at vi var glade for at det ikke kun skete for os og at vi nu følte mindre ansvar for at gøre noget imod det. Vi tilbød dog vores hjælp hvilket de først takkede nej til. Driveren og hans sidemakker (co-driver), gik ud for at skovle dækkene fri og prøvede ihærdigt at få den kørt fri. Det lykkedes dog ikke. Nu følte vi os forpligtet til at stige ud af bilen og se hvordan situationen stod til. Vi kunne hurtigt konstatere at bilen i den grad sad fast og spurgte igen om vi kunne hjælpe. I samme moment stoppede en forbipasserende bil med 6 store gutter der var på vej til den marrokanske grænse. De håbede ud og linede sig op bag bilen og gjorde klar til at skubbe. Jeg skyndte mig ligeledes derhen og hjalp med at skubbe. Motoren arbejdede på højtryk og det samme gjorde vi men med lidt sved på panden fik vi skubbet bilen fri og vi var klar til at fortsætte. Vi takkede gutterne der hjalp os og satte os ind i bussen igen og kørte den sidste kilometer til grænsen. Her stod vi og ventede i lidt tid inden vi fik lov til at køre ind til første del af grænsetjekket. Da vi holdte foran bommen i første række blev en mand lukket ind i bilen og tilbød at veksle penge til den lokale valuta (Ougiya). Vi takkede pænt nej men den ene Mauretaner i bilen fik vekslet hans sidste morokanske dirham. Vi observerede lystigt de mange pengevekslere indtil vi så to soldater gå hen til bommen. Vi var sikre på at de nu ville løfte bommen med et ræb eller med en knap. Men der troede vi forkert, for de gik hver til sin side og tog bommen på nakken og løftede den til siden inden det smed den ned i sandet. Nu måtte vi køre igennem. Inden da havde co-driveren taget vores pas og visa og løb ind i et lille lokale, mens vi ventede ude i bilen. Vi ved ikke rigtig hvad han gjorde derinde, men da vi måtte køre ind til første stop kom han ud igen og tog os med ind i et andet lokale. Her gik han rundt om hjørnet ind i et mørkt lokale. Med et hårdt dask på vægen ramte han lyskontakten og rummet lyste op. Ikke kun rummet blev lyst op, men også grænsevagten som lå og sov på et lille liggeunderlag i det ene hjørne sprang op og rettede på sine briller. Han satte sig om bag sit skrivebord og vi gav ham passene og han gav sig til at skrive en masse ind på computeren. Afsluttende spurgte han om vores planer og hvor vi skulle hen i Mauretanien. Da han var tilfreds med svaret fik vi vores pas igen uvidende om hvad det var han havde lavet og satte os ind i bussen igen. Nu kørte vi igennem en ny bom og ind i den næste afdeling. Dette viste sig at være et gedemarked af mennesker og geder der løb på kryds og tværs til forskellige bygninger. Vi havde absolut ingen ide hvad vi nu skulle gøre og var derfor meget glade da co-driveren steg ud af bussen og gik med os ind i et nyt lokale. Her skulle vi hen til 2 mænd der sad bag et bord. Først skulle vi hen til manden til højre. Han spurgte os igen, hvor det var vi skulle hen og kiggede vores pas og visum igennem. Han skrev en lille seddel til os og så skulle vi selv gå hen til et andet sted med den lille seddel. Vi stod nu igen udenfor, hvor der var et virvar af folk og så sikkert lettere desorienterede ud. Vores hjælpende hånd pegede på en bygningen 100 meter længere henne og vi begav os i den retning. Gåturen var i store sandbunker og der var generelt kaos over det hele med masser af mennesker. I den næste bygning, som vi tråtte usikkert ind i var der helt mørkt. En gammel mand kom hen til os og prøvede at snakke lidt engelsk. Han sagde at vi skulle vente her. Han prøvede at snakke lidt med os men gav op da han kunne mærke at vi ikke forstod ham og og han ikke forstod os. Så blev vi vinket ind til en anden mand. Her skulle vi få taget billede og fingeraftryk, samt betale for vores visa (55€). Her så vi også amerikaneren der sad i samme bus fra Dakhla. Han var lidt mere presset da man siden årsskiftet ikke kunne betale visumet i dollars mere. Derfor var han igang med at veksle sine dollars til ougiya. Det hele så meget uofficielt ud og det foregik i små, ringe belyste kontorer. Alt føltes lidt skummelt. Men efter det fik vi et stempel på vore visa og en underskrift fra manden. Så gik vi tilbage til de to mænd, men denne gang til ham i venstre side. Han spurgte os igen om vores rejseplaner, mens ham vi lige havde fortalt det til så tik tok på sin telefon med bragende lydstyrke. Efter at han havde fået mit telefonnummer og skrevet det ned på en seddel han formentlig aldrig kigger på igen. Fik vi et stempel i passet og måtte gå ud til bussen igen. Her ventede vores driver og den ene mauretaner vi havde med og kørte langsomt igennem grænseposten, hvor der stod omtrent 100 rustne biler med alverdens nummerplader fra forskellige lande og igen et virvar af mennesker. To andre vagter skulle se vores pas og det frisktrykte stempel før vi endegyldigt måtte køre igennem grænsekontrollen. Det eneste der ikke blev tjekket var vores tasker.

Ca. 2 timer tog det og vi kunne endelig køre mod Nouadhibou, hvor vi på vejen samlede en dame op. Resten af vejen foregik på en asfalteret vej der blev spist op ad saharaørkenen, med kæmpe sandbunker, som driveren undve med stil. Da vi havde nået udkanten af byen blev vi ført over i en taxa der kørte os hen til vores auberge Sahara (hostel), der lå i en fattigere del af byen blev vi enige om. På vejen inden stoppede vi også ved en bank, hvor vi fik hævet lidt penge for at betale hostelejeren. Vi forhandlede lidt med taxachaufføren og vi viste ikke helt om han følte sig snydt eller om han havde fået for mange penge. Men vi efter vi begge sagde okay? Satte han sig ind i bilen og vi gik hen til vores hostel. Vi trætte ind ad en stor blå metaldør, mens de lokale børn kiggede nysgerrigt på os. Inde i gården gik vi op ad nogle trapper, som førte os op til vores hostel. Med ikke en sjæl i syne, trætte vi langsomt ind i gangen, til det sidste lokale, hvor en dør stod åben. Her kiggede vi ind og så en større dame der flød på sofaen. Hun rejste sig hurtigt op og det viste sig at være Fanta, som bestyrede stedet. Vi fik betalt hende, fik koden til wifi’et og gik ind i vores lille værelse. Det var et ok værelse med to madrasser på gulvet, en ventilator og et bord. Men for 8€ per person per nat, kunne vi ikke klage. Da vi havde sundet os lidt gik vi ud i byen. Med rygsækken på ryggen og kameraet i hånden, gik vi ud af den store blå dør, hvor straks de første skolepiger spurgte om ikke jeg gad at tage et billede af dem. Det ville jeg selvfølgelig gerne og derefter gik vi rundt om hjørnet. Der gik ikke mere end to minutter, så sagde den første dame noget til mig. Kort efter så jeg at det var Fanta og hun pegede på kameraet og sagde problem og pegede derefter på rygsækken. Jeg skyndte mig derfor at pakke det i taske og tænkte lidt over, hvor søren det var vi var landet henne. Området virkede også fattigt og vi fortsatte hen ad vejen. Vores mission var nemlig at få købt lidt brød og vand, så vi kunne klare os på toget. Vi spurgte nemlig Fanta, hvornår hun troede det næste tog gik. Og da hun sagde at det gik næste dag, besluttede vi os for at tage det. For det er nemlig ikke hver dag at det kører, samtidig med at vi nu havde mistet en dag, pga. af ventetiden for visa. Da vi ankom til første supermarked var der nogle små børn der fulgte efter os. De begyndte at holde fast i vores hånd og tiggede efter chokolade og is. De blev ved og ved og det var svært at komme af med dem. Heldigvis fulgte de ikke med ind i butikken men stod derimod og ventede ude foran. Inde i butikken gav vi os til at lede efter vand og brød. Da vi kun fandt vandet gik vi hen til kassen, hvor jeg opdagede at jeg havde glemt pungen på værelset. Shit tænkte jeg og Kayla var heller ikke ligefrem stolt. Men den ene af butikkens medarbejdere stak mug en halvtredser (lidt over en euro) og sagde at jeg bare kunne betale ham i morgen. Det var virkelig sødt af ham og vi fik betalt vandet og kom ud til børnene igen. Her var der en pige mere der havde tilsluttet sig flokken og hun holdte nu fast om mit ben så jeg ikke kunne gå videre. Nu begyndte vi at blive lettere irriterede og sgade bestemt til dem at de skulle stoppe. Hun gav slip og efter det fulgte de os nogle meter indtil vi drejede ind af en sidegade hvorefter de smuttede igen.

Med en plan om egentlig at købe brød og et simkort blev vi enige om at det blev svært uden penge og vi gik derfor hjem igen inden det blev mørkt for at hente pengene. Det betød så også at vi ikke kunne nå at se fiskehavnen port artisinal. Ankommet hjemme på værelset igen tog jeg pengepungen og Kayla lagde sig ned da hun ikke havde det så godt efter den lange dag. Jeg begav mig ud igen alene for at finde brød og forhåbentlig også et simkort. Jeg gik hen til et af de steder vi så på vejen før der solgte baguette og købte 3 stænger og prøvede at spørge dem, hvor man kunne købe et simkort henne. Jeg stak ham 200 Ougiya (5€) og i mens snakkede han med nogle af sine gutter der sad inde i butikkerne og holdte ham ved selvskab. De snakkede meget om hvor man kunne købe et simkort (tror jeg), da det hele foregik på en blanding af fransk og arabisk. Det endte med at jeg fik en håndskreven seddel på arabisk med og de pegede hen i retning af en vej hvor de mente jeg kunne købe et simkort. Dog glemte jeg at få mine byttepenge med, som jeg selv helt havde glemt og manden bag disken ligeledes glemte. Næste dag fandt jeg ud af at en baguette kun kostede 10 og derfor havde jeg betalt en lidt dyrere pris end normalt. Men sådan var det. Det var ved at blive mørkt og jeg fortsatte lidt hen ad vejen. Stadig i baghovedet var Fantas ord om at kameraet var et problem og det gjorde mig en lille smule utryg selvom jeg ikke havde taget det med. På vejen kom jeg forbi et kontor med skiltet MATTEL, som jeg vidste der var en internet udbyder i landet. Dog var der lukket og jeg besluttede mig for at vende om. På vejen tilbage kom der to gutter fra butikken, hvor jeg købte brødet, imod mig og pegede hen på et hjørne og sagde SIM. Så jeg fulgte dem i håb om at finde et simkort. Et godt stykke henne ad vejen sprang der en masse gutter op fra deres små boder og da de to gutter jeg fulgtes med prøvede at forklare dem hvad jeg ledte efter, ville de allesammen sælge mig noget. Der var nogen der holdte et simkort hen til mig og andre små strimler, som jeg formodede bare var til at tanke sit simkort op med. Jeg stod der i et kvarter og snakkede engelsk med dem og prøvede at forklare dem hvad jeg havde brug for. Mens de snakkede fransk med mig og prvede at sælge deres produkter. Da jeg fik fornemmelsen om at dette ikke ville føre nogen veje, sagde jeg til dem at jeg ville komme i morgen igen, hvilket de overraskende nok forstod og accepterede. På det tidspunkt var det næsten mørkt og jeg ville egentlig bare hurtigt hjem og derfor gik jeg også forbi baguette butikken uden at prøve at få mine byttepenge tilbage igen. Jeg kom heldigvis helskindet hjem og væltede direkte i seng da vi vidste at næste dag på toget, ville blive en hård dag. 

Som et lille indskud efter at befinde sig over en uge i landet, må vi sige at menneskerne er virkelig, virkelig flinke her i landet. Og det kan sagtens være at det bare var en følelese af utryghed man fik fordi det var vores første dag i landet og vi havde haft en lang rejsedag. Men trods alt, synes vi at Nouadhibou var det sted der føltes mest skummelt og det var der vi oplevede de fleste og værste tiggere.