Vi sidder fast i sandet og i byen

 

Vi vågner ved 9 tiden og suser ned til morgenmaden, som byder på croissanter, pain au chocolat, couscousgrød, den leende ko, marmelade, små couscous brød og nogle aflange, grove baguette boller. Dertil er der også æg og yoghurt samt kaffe og te.  Efter morgenmaden gik vi rundt i Dakhla og så hvad byen havde at byde på. Ikke særdeles meget kunne vi konkludere. Dog er der altid meget at kigge på i Afrika, især de lokale. Highlighted var det lokale marked, hvor slagtere, fiskere, grønthandler og mange flere solgte deres goder. Bygningen var opdelt i flere afdelinger, som i et supermarked. Lugtene svingede mellem gode og dårlige, lækre og ulækre. Men oplevelsen var helt i top. Vi kunne gå fuldstændig uhindret uden nogen folk kom hen til os og ville sælge os noget, i stedet var de nysgerrige og venlige.

Dagen sluttede vi af på den nok flotteste kaffe i byen, Café Samarkand, hvor vi fik kage og kaffe. Vi sad i en lille glasoverdækket kuppel, helt ud til vandet og på den modsatte side var et turkisblåtplankeværk. Farven mindede om de store moskeer i Samarkand, så navnet var på sin rette plads.

Dag 3

Næste dag havde planlagt at leje en bil og køre rundt i Dakhla området. Selvom der ikke er så meget at se andet end sand. Synes vi at det kunne være sjovt at se landskabet og så fandt vi da også nogle steder på nettet som folk havde anbefalet. Efter morgenmaden satte vi os ud i vores Dacia Logan og tog afsted mod Plage Trouk 25, som er en af de mange strande som kitesurferne holder til ved. Efter at vi havde tanket for 45dh svarene til 4,5€ gik der ca. en halv time til vi nåede stranden. Vi stillede bilen og gik ned til vandet, hvor der var et hav af kitesurfere. Ude i det fjerne kunne vi fornemme dragon island, som var en lille ø i bugten. Efter at vi havde stået og beundret de mange kitesurfere, tog vi videre mod dune blanche. Som navnet antyder skulle dette være en hvid sanddyne, hvorfra man skulle kunne hoppe direkte ud i havet fra. I den anledning havde vi taget vores badetøj med og var klar til selv at hoppe i vandet. Vi fulgte hovedvejen videre og vidste godt at vi blev nødt til at dreje ind på en uasphalteret vej og følge den i godt 10km før vi ville nå dune blanche. Dog var vi ikke forberedt på hvad der ventede os. 

Vi finder en vej der går væk fra hovedvejen og rigtig nok bestod vejen af sand og løse sten. Vi tænkte dog at den burde være god nok eftersom at der var et hotel der skiltede i den retning. Efter mange bump og undvigelser fra store sten og sandbunker begynder vi at rynke på panden og tænker om det nu er smart at fortsætte. GPS’en siger at det vil tage 6 timer, men vi henter hurtigt tid og indenfor 10 minutter er den gået 45 min ned. Så vi prøver at fortsætte. Vejen bliver ikke bedre, men derimod får et godt indblik i det golde landskab og med ikke en anden skikkelse i nærheden. Efter lidt tid rammer vi en anden vej, som har store pæle i siderne der markerer vejen. Vi tænker, YES!, nu har vi ramt den rigtige vej og fortsætter hen ad den i stedet. Dog er vejen i samme stand som den vi kørte på før og vi sneg os fremad, dog hurtigere end gps’en sagde. Med blot 1,7km tilbage tænker vi at det ikke kan gå galt længere og at vi sagtens kan klare det sidste stykke. Vi havde jo netop undviget utallige store sten, bump i vejen og kæmpe sandbunker. Dog gik den ikke længere og pladask sad vi fast i en af de store sandbunker, som vi så mange gange inden havde besejret. Kayla og jeg kigger på hinanden, mens bilen fyldes med tavshed og vores ansigtsudtryk bliver fyldt med nervøsitet. Vi springer ud af bilen for at se situationen an og ganske rigtigt. Vi sidder fast. Tre gange efter hinanden prøver jeg at give gas i mens Kayla skubber bilen omme bagfra. Dog sker der intet. Vi bliver ikke ligefrem ved bedre humør, men vi bliver jo nødt til at gøre noget, for der er ikke nogen omkring os. Siden vi kørte væk fra hovedvejen havde vi ikke mødt en eneste. Jeg begynder derfor at grave sand væk under bilen, i mens Kayla graver hjulene fri og finder store flade sten, som kan lægges rundt om dækkene. Et godt stykke tid senere tør vi endelig at prøve igen. Denne gang står jeg ude og skubber mens Kayla giver gas. Med mange hestekræfter og lidt mandlig muskelmasse får vi bilen rykket et lille stykke fremad og vi bliver håbefulde. Nu ved vi at det godt kan lade sig gøre. Vi gentager samme procedure og skovler alt sandet under bilen væk. Finder endnu flere sten og bygger en vej med dem som dækkene kan følge. Vi prøvede igen og endelig denne gang med Kayla på føresædet blev bilen kørt på fast grund. Vi hoppede op og blev fyldt med glæde over at vi selv havde klaret det. Uden at veksle et ord med hinanden blev vi enige om at vi droppede dune blanche. I stedet gik vi op på en lille knold i nærheden og så sanddynen fra det fjerne. 

Nu var problemet bare at bilen også skulme tilbage igen. Vi blev hurtigt enige om at vi ikke ville tage samme vej. Vi fandt derimod nogle spor som hentydede på at andre engang havde kørt rundt om bunken, hvilket vi også havde tænkt os at gøre. Efter vi har vendt bilen, stiller jeg mig bagved bilen og gør klar til at skubbe, hvis den skulle komme i problemer igen. Kayla giver ordentlig gas og jeg kan ikke følge med. Jeg gav mig til at løbe for jeg kunne se at det værste stykke kom til sidst og ganske rigtig begyndte bilen at komme i problemer og blev langsommere. Jeg løb alt hvad jeg kunne og kastede min krop ind i bilen bagfra og skubbede alt hvad jeg kunne. Bilen kom henover det sidste stykke og vi havde klaret det. Det tog os kun 2 timer af vires tid og vi var fyldt med sand over det hele.

I snejletempo begav vi os tilbage til hovedvejen, nervøse for at vi ville sidde fast igen. Men det skete heldigvis ikke og vi nåede tilbage til vejen. 

Efter denne “mindre” forsinkelse troede vi bestemt ikke at det kunne blive være og vi fortsatte derfor længere hen ad vejen, hvilket tog os til fastlandet. Jeg havde nemlig tænkt mig at finde en Geocache som lå lige ved krebsens vendekreds. Så fortsatte godt 70km hen ad en vej som tog os igennem ørken og små flekker bestående af en håndfuld huse. Da vi nåede til stedet stillede vi bilen i vejkanten og gav os til at lede. Vi havde nemlig ikke noget internet og kunne derfor ikke nøjagtig lokalisere det gemte objekt. Dog efter 10-15min leden fandt vi den og gik glade tilbage til bilen uvidende om hvad der ventede os. For da vi satte os ind i bilen og havde børstet det værste sand af fødderne. Prøvede vi at tænde bilen, hvorpå der blinkede en gul svensknøgle på instrumentbrættet og en besked der lød ‘check injection’. Kayla spurgte hvad der var galt efter at jeg nok havde set noget forvirret ud og drejede bilnøglen igen og igen. Jeg svarede derfor blot: “vi er lidt presset”. Fuldstændig alene ude i ørkenen begyndte vi at blive lidt små nervøse og godt og grundig irriteret efter at vi lidt tid forinden havde brugt to timer på at skovle bilen fri. Der var ikke noget at gøre og vi mødte finde en løsning. Vores første tanke var at få hjælp fra forbipasserende og jeg stilte mig derfor ud med motorhjelmen oppe. Som jeg blev nødt til at holde godt fast i pga blæsten. Efter at jeg havde vinket til godt 10 forbipasserende biler kom Kayla ud og stod sammen med mig og ganske sandt stoppede den næste bil. Det var en hvis mercedes sprinter, hvor der hoppede en araber ud og ligesom den stoppede åbnede bagdøren til baggerummet og tre hoveder stak frem og smilte venligt til os. Der har nok siddet en 8-9 mand i den bil. Men stadigvæk var de så flinke at hjælpe os. Det eneste problem var bare at de kun kunne arabisk og vi kunne kun engelsk. Så det var ikke nemt at snakke med hinanden. Det hele endte med at manden kiggede lidt på instrumentbrættet, derefter ringede han til en mekaniker i Dakhla. Han kunne en lille smule engelsk men skulle have 200€ for at kigge på bilen. Det gad vi alligevel ikke at betale og vi takkede farvel til araberne, som spurgte om vi havde en cigaret til dem inden de kørte afsted igen. Det havde vi selvfølgelig ikke. Nu måtte vi så ses hvad vi nu gjorde. Så vi måtte bøje os og tænde for det dyrbare internet, som telenor desværre ikke udbød gratis i Marokko. Mens vi prøvede at skrive til receptionisten i hotellet som havde arrangeret udlejningen, begyndte jeg at tænke på hvad den besked kunne betyde. Check injection læd som om der var noget galt med tanken. Og eftersom vi havde tanket bilen lidt efter vi havde fået den. Tænkte vi på at det kunne være at personen der havde tanket bilen for os havde tanket det forkerte. Med bange anelser fik vi langt om længe kontaktet biludlejningen, som gik helt op i limningen over at vi havde kørt så langt ud for Dakhla. Vi fik en lang smørre om at det måtte vi ihvertfald ikke og at det kunne ses som urespektfuld handling mod firmaets værdier. Da vi så havde forklaret at vi ikke viste det, kom der da også lidt mere ro på og vi fik at vide at der havde været en geoblokker på bilen der gjorde at så snart bilen kommer ud af et bestemt område og den slukkes kan den ikke tændes igen. Det skulle de så have 90€ for at låse op igen. Og da det var et bedre alternativ end de 200€ og vi ikke rigtig kunne gøre andet sagde vi ja til det og et par minutter senere kunne bilen tændes igen og vi var igen på vejen denne gang rettet mod Dakhla. Nu var vi endelig lettede over at vi var kørende igen og ikke skulle sove en nat i bilen ude i ørkenen. Dog ligesom det ene problem blev løst dukkede det andet op. For vi havde næsten ikke mere benzin tilbage i tanken og vi var bange for at stoppe uden for byens grænser. Derfor fandt vi den nærmeste tankstation som lå tæt nok på byen til at vi turde stoppe. Den var omkring 60km væk og vi havde 70 km tilbage i tanken sagde bilen. Dog gik måleren altid ned i tier skridt så den kunne have alt mellem 61 og 70km tilbage. I meget langsomt tempo nåede vi akkurat hen til tankstationen, hvor bilen lidt inden havde stoppet med at vise hvor mange kilometer vi havde tilbage i tanken. Vi nåede det dog og bilen kunne også starte igen og vi kunne nu endelig igen slippe nervøsiteten der havde kørt med os i bilen og finde aftenenes restaurant. Det blev en lille fiske restaurant helt nede mod vandet. Den hed Talha mar og skulle have rigtige gide østers. Dem prøvede vi da også. To friske østers, 4 grillede blåmuslinger og en hel fisk (corbin tror vi tjeneren sagde at fisken hed) hvor til der var en masse grillede grøntsager. Det smagte helt vildt godt og endelig med en succesoplevelse kunne vi køre tilbage til hotellet, hvor vi fik skyllet alt sandet af os inden vi hoppede i seng.

Næste dag brugte vi til at sunde os over gårsdagens strabadser. Den stod på at spille kort nede i hotellets cafe og ellers slendre lidt rundt i byen og købe lidt ind til mad. På vejen kom vi forbi et supermarked, som ingen lys havde da vi kom ind i butikken. Det betød at medarbejderne skulle stå og fylde reolerne op i mørke med deres telefonlommelygte i den ene hånd. Desuden fandt vi også en lille familieejet bager der solgte helt vildt lækkert bagværk til ingen penge lige rundt om hjørnet fra hotellet. Alt dette gjorde vi mens vi ventede på mit visa til Mauretanien, men det kom desværre ikke og vi fik lov til at forlænge vores ophold på hotellet med en ekstra nat mens vi ventede.

Næste dag gik vi lidt rundt i byen, som vi var ved at danne os godt bekendtskab med eftersom vi nu var her en dag længere end vi havde regnet med. På grund af at jeg stadig ikke havde fået mit visa til Mauretanien endnu og derfor ikke kunne komme ind i landet. Heldigvis skete det at jeg om eftermiddagen fik mit visa og så skyndte vi os hen til buskontoret for at købe biletter til grænsen næste dag. Efter det gik vi hen til et lille marked, som havde potentiale til at blive samlested for turistsouveniers, men indtil videre var her meget stille og den bestod stort set kun af smukke forretninger. Det sidste vi gjorde inden vi tog tilbage til hotellet var at købe forsyninger til busturen næste dag. I hotellet fik vi printet vores visa og pasbilleder så vi var klar til næste dag. Som lille afslutning fik vi mad hos en meget lille restaurant overfor hotellet. Her havde vi været flere gange forinden da vi var sikre på ikke at få dårlig mave. Stedet hed Abdou food og vi plejede at gå ind og bestille maden som vi fik to go til at tage med op på hotelværelset, hvor vi spiste det imens vi så noget på fjernsynet. En dejlig afslappende måde at afslutte dagen på inden det store eventyr startede næste dag.