Drømmepaladser i Sintra, samt Kenneths død i Ericeira

 Vi startede dagen med morgenmad på vores vildt flotte overnatningssted. Solveig havde aftenen før tjekket prisniveauet i Sintra, og fundet ud af at det ikke var at spøge med. En af naboejendommene var til salg for små 10 milioner Euro. 

Vejrudsigten var trist læsning, hele 32 millimeter skulle der i følge YR falde i Sintra, så vi var positivt overraskede over at det ikke regnede da vi spiste morgenmaden. Selv da vi var færdige holdt det tørt, så vi skyndte os at gå ned til det gamle kongeslot nede i selve Sintra. Her var vi blandt de første der kom ind da paladset åbner ved halv ti tiden. Paladset er stort, og gammelt. De ældre gemakker vi så er fra det 13. århundrede, og siden har der fleste konger føjet til den oprindelige bygninger. Efter besøget på paladset godt vi lidt i tænkeboks. Vi havde billeder til Pena paladset på toppen af bjerget kl. 13. Ikke noget problem at nå, men vores bil var vi blevet bedt om at fjerne fra overnatningsstedet kl 12 senest. Vi valgte at lytte til denne besked, og gik op for at bringe bilen ned i byen. Her lykkedes det os heldigvis at finde en parkeringsplads. Vi kunne kun betale for 4 timer, så da vi parkerede kl. 11.07 skulle vi altså være nede igen 15.07 

Vi besluttede os for at gå op på toppen til Pena paladset, hvilket forskellige kilder mente ville tage 50 minutter. Vi handlede lidt vand, chokolade og kiks så vi havde lidt at stå i mod med, og begav os så ellers afsted. Generelt var vi super heldige med vejret, af og til regnede det lidt, men det var intet mod hvad vi havde frygtet, så vi gik ganske tilfredse mod toppen.  Undervejs passerede vi adskillige grupper på vej både i den ene og den anden retning. Man kan godt nok komme til toppen med motorkraft, men en billet i en bus koster 13 euro, og en tur tur koster 30. Der er altså penge at spare for den aktive. Vi nåede toppen i god tid, men det gjorde ikke så meget, for så kunne vi kaste et blik på haven slottet ligger i. Selve slottet var besøget værd, det portugisiske kongehus var tidligere blandt de rigere, og der var heller ikke i Pena paladset sparet på noget. Det skal dog siges at trives man ikke blandt mange mennesker så skal man lave noget andet. Slottet er pænt sagt velbesøgt!

Da vi var færdige gik vi ned, fik noget at spise vor vi også havde spist aftensmad dagen fær, og var tilbage ved bilen kl. 15.08 - altså et minut for sent. Heldigvis havde vi ikke fået en bøde, det ville næsten ikke have været til at klare.

Fra Sintra kørte vi mod Ericeira, en lille by lidt oppe af atlanterhavs kysten. her havde vi aftalt at mødes med gamle venner fra tiden på den tyske skole i Padborg. Det blev en mindeværdig aften der bl.a. betød enden for den hummer vi døbte Kenneth. Vi spiste på den helt igennem fremrangende restaurant Ribas, hvor man kunne vælge fra et stort akvarie. Peter og Melissa valgte humme, vi andre svor mere til andet godt fra havet, men ingen gik hverken skuffede eller sultne fra bordet. En helt igennem super afslutning på en super dag.