Aggerholms blog

Jeg mindedes den som en svær bane sidste gang vi var på de kanter, og det viste sig at holde stik. Banen er en fremragende test af ens spil, og man kan vel sige at jeg bestod med 30 points, selvom det holdt hårdt. det kunne dog være blevet til mere, men svag putning på de sidste huller kostede dyrt. Der blæste en vild vind fra slicehjørbet på de første 8 huller, og det kunne ses på de bananslag vi fik fyret af!

Onsdag spillede vi den nye bane i st. Andrews komplekset, det var bitterligt koldt, men det gjorde intet da vi først så banen. Castke course er under 3 sæsoner gammel, og ligger ikke sammen med de andre, den er placeret vest for byen, på en klipperig kyststrækning, hvorfra man har en fantastisk udsigt. Det tog flere år at bygge banen, og der er ikke sparet på noget, alle huller er gode, og standen er imponerende, alderen taget i betragtning. Det er klart et must at spille banen hvis man kommer på de kanter

Jubilee banen havde jeg gode minder fra, de første 7 huller spillede jeg for 4 år siden i par, og var sikker på at jeg ville gå ned i handicap, desværre viste det sig, at vinden havde gjort mig god, alle de 7 første huller ligger på en række, og på dem havde vi dengang medvind, i mod og sidevind var jeg ikke helt så skarp, så det fremragende udlæg blæste væk. Dennegang var der modvind ud, men igen var jeg flyvende, 5 pars, en bogie og en birdie på de første 7 huller gjorde at jeg atter samlet lå i par, igen var jeg overbevist om at en handicap nedgang ventede, især fordi jeg ville have medvind på de sidste huller. Men ak, nerver og et formdyk ødelagde runden, og "sølle" 33 points blev det pauvre resultat. Om eftermiddagen gik de seje Eden course, det skulle vi nok ikke have gjort, her gik det ikke specielt godt, dog lyste hul 18 op med en birdie.

Torben havde valgt at bruge penge på en caddie, og det er klart at anbefale,Jim gjorde i den grad en forskel, også for os andre i bolden. Det eneste negative er det moralske ved at have en 73 årig mand til at bære ens bag, mens man selv er ung og rask. Atter engang kom regnen snigende henad hul 8, men til forskel fra for 4 år siden stoppede den igen, uden at vi blev gennemblødte. Golfmæssigt blev Torben den helt store oplevelse, 15 points ud, og hele 25 points ind, giver jo 40 ialt, og en ret sej markering i ens handicap arkiv, jeg selv havde også en god runde i 32 points, især bagni var god, jeg var en over par fra og med hul 8 til og med hul 16. Gutterne var glade og tilfredse efter runden, hvilket jo er fedt, når jeg har stået for arrangementet Jim, Torbens caddie, der styrede os uden om mange skjulte farer på runden Glade golfspillere på Swilken bridge, der er et markant pejlemærke på hul 18.

Vi kom op og gik de 100 meter over til proshoppen, for at booke starttider på Crailbanerne, desværre var dette ikke muligt pga. turneringer, men hvis vi ville, kunne vi spille den nye bane lidt over 2 og håbe på at vi kunne nå i mål inden det blev mørkt! vi sagde tak til tilbuddet, og nåede det da også uden problemer. Formiddagen gik så istedet med spil i Anstruther, hvor Skotlands måske sværeste par 3 hul ventede, dennegsng klarede jeg en bogie, hvilket er en del bedre end ved tidligere forsøg. Crailbanen var god, og i fin stand, og en god test før Old course i St. Andrews Juniorbassen har haft problemer i sit drive, og må nu kæmpe sig ud af roughen

Vi ankom til Skotland tidligt lørdag morgen, vejret var blevet fremragende, undervejs var det derimod ikke godt, i Tyskland regnede det kraftigt, men det stoppede heldigvis. Vi var blevet enige om at spille en bane så tæt på vores bolig som muligt, og valget faldt på Leven links, en bane der er blevet brugt som kvalifikationsbane til British open. Greens var hurtige, meget hurtige endda, folk puttede uden for puttinggreenen, da vi øvede os. vejret var vindstille, så det må skyldes den lange og anstrengende køretur, at vi ikke fik flere points. senere ankom Berlingoen, og vi kørte i samlet flok til vores hus, hvor vi blev behageligt overraskede over standarten

Lader til at mene det godt i denne sæson, alle hold er startet rimeligt, Agf ligger på førstepladsen, godt nok i 1. division, Skovbakken er startet over al forventning, og hverken Birmingham eller Kaiserslautern ligger til nedrykning. Vores liv er spændende pt, peter er startet på Gustav Johannsenskolen i Flensborg, og Solveig har 4 dage tilbage på Kruså skole, den første oktober går det mod Sønderborg om morgenen, for hun er blevet afdelingsleder på en kæmpe skole med 900 elever. Huset er sat til salg, og vi håber på at en køber snart melder sig.

Skovbakken er nu tilbage i dansk divisionsfodbold, og jeg så deres comeback kamp i 2. division på Lindholm stadion. med 4 nedrykkere er det vigtigt at få en god start med nogle point, og på den led kom Skovbakken godt fra start, de vandt nemlig kampen 1-0. Rent spillemæssigt syntes jeg det var fortjent, selvom Lindholm absolut også kunne have scoret, de brændte endda et straffespark i første halvleg. Hvad der kan bekymre er Skovbakkens bænk, de havde en meget kraftigt bygget angriber med, som de endda valgte at sende på banen 20 minutter før tid. Her kommer deres fitness coach på arbejde! Vi var i Blokhus, hvor jeg, Peter, løb 11 km og slog min kære kone, dejligt med oprejsning efter nogle bitre nederlag.

Stort mirakel på benniksgaard, Peter spillede som en drøm, og knuste de stakkels modstandere. 32 points og fremragende spil på banen, kun problemer omkring greens hindrede endnu flere points! Hvad bliver det ikke til de kommende dage?

Vi skulle have besteget bjerget Mangart, der ligger lige på grænsen mellem Slovenien og Italien. Vejen op til bjerget var lang, stejl og smal, men op i 2000 meters højde kunne vi køre, og det gjorde vi så. Vel ankomne begyndte planlægningen at krakelere, dels var de øverste 300 meter af bjerget indhyldet af skyer, dels var den klettersteig vi havde tænkt os at benytte lukket. Da vi ikke ville udsætte os selv for unødig fare, blev vi enige om at droppe opstigningen, og i stedet finde en anden top at bestige. altså kørte vi ned igen, fandt en badesø hvor vi kunne spise frokost, og kørte så mod Kranska Gora, hvor vi forsøgte at gå op til den nærmeste bjergtop. vejen op var stejl, og ikke videre velegnet som vandresti, kun Peter kom op, og det var kun fordi han benyttede en alternativ rute. Oppe var udsigten delvist dækket af træer, så det var lidt af en fiasko. Vejen ned blev for Solveig og ungerne brugt på en rodelbahn, der fik lige lovligt meget fart på. I løbet af dagen blev en allered...

Ved Izonzo flodens kilde er der en kort, let, klettersteig, som vi havde sat os som mål for dagen. Eneste problem var at vi skulle forcere Vrsic passet, hvor russiske krigsfanger under 1. verdenskrig havde bygget en meget stejl vej. Klettersteigen holdt hvad den lovede, kort og ret let, kilden, der udsprang inde i en klippehule, var smuk, så det var afgjort turen værd. På vej hjem gjorde vi holdt på toppen af passet, og vandrede op til en alpehytte, hvor vi spiste lokal mad. Ingeborg kæmper sig over det eneste svære sted på den lille Isonzo klettersteig, klippenfremspringet hun er på vej rundt om fordrede armkræfter Solveig har nået kilden, og er nu på vej ind gennem klippesprækken Christian leger i den her meget unge Isonzo, på slovensk Soca, flod, vandet var klart, og man kunne drikke det. flot klippeformation over Vrsic passet, der i den grad ligner et ansigt De Juliske alper er berømte for deres varierede flora, her var der i hvert fald mange, så mon ikke det passer?

Om morgenen den første hele dag i Bled, besluttede vi os for at tage den med ro, først en badetur, derefter en tur rundt om søen. Det var en positiv oplevelse at bade i søen, selv en søhader som Peter kom under, det eneste han savnede var saltets bæreevne, det manglede desværre i søen. Turen rundt om søen er ca 6 kilometer, og er utroligt smuk, ikke alene ligger der en gammel borg på et klippe fremspring højt over søen, man har også frit skue mod en ø, Sloveniens eneste, hvorpå der ligger en helt og aldeles idyllisk kirke. Vi ville gerne se borgen, men ak, prisniveauet var ikke det samme som i Bosnien, vi mangelde således 37 cent for at vi alle kunne komme ind! Solveig ofrede sig

Vi tog afsted fra Mostar efter morgenmaden, og efter vi havde presset den sidste nydelse ud af badefaciliteterne. Foran os havde vi en lang køretur mod Bled i Slovenien. En tidkrævende, men smuk køretur, hvor man virkelig får set forskellige landskaber. I Slovenien er der rent, i de andre eks. Jugoslaviske republikker, og især i Albanien lader det til at folk ønsker at afprøve hvor længe naturen er om at nedbryde plastikaffald, sådan er det ikke i Slovenien, her er der åbenbart et affaldssystem der fungerer, desværre er prisniveauet også et andet...

Efter en super nats søvn på hotellet Ero, var vi klar til at udforske Mostar i dagslys. Borgerkrigen var stadig synlig, mange huse var arrede efter beskydning, og nogle var endnu rene ruiner, men i centrum har der været format bag genopbygningen, kvarteret omkring broen er rekonstrueret, så man føler sig hensat til 1001 nats eventyr. Byggestilen er i den grad ikke europæisk. Prisniveauet i Bosnien Herzegovina er lavt, vi spiste således aftensmad på den lokale Cevapcici restaurant for den fyrstelige sum af 11 euro, og det var vel og mærke med 4 importerede Colaer. Vi valgte hurtigt at forlænge vores ophold på Hotel Ero med en ekstra nat, Mostar går for at være Bosniens varmeste by, og her var et Airkondition anlæg af en vis klasse nødvendigt! Den sublimt smukke bro om aftenen. den er bygget af Osmannerne i 1500 tallet, og var på det tidspunkt den længste "single span" bro i verden. Jeg kan huske da den styrtede sammen under Kroatisk beskydning i den Jugoslaviske borgerkrig, ...

for der er ingen vej ud! tidligt stod vi op for at køre mod Mostar, vi ville køre over Trebinje, altså inde i landet, og alt startede fint, der var blevet bygget en ny, super vej, som dog ikke var på kortet, men hvad, det gik hurtig fremad, og efter vejen ophørte, kunne vi følge skiltene mod Trebinje i Bosnien. vejen gik over et grumt bjergpas. vel ankommet til en lille hyggelig grænseovergang begynder problemerne, den er kun for de lokale! Med andre ord, ikke for os, og nu kan vi så køre tilbage over bjergpasset med tolderens "good luck" ringende i ørerne. Good luck havde vi brug for, ingen skilte viste mod den internationale overgang, vi for vild, og efter timers kørsel var vi slået tilbage næsten til start, efter 5 en halv time var vi atter ved den færge vi havde taget om morgenen. herfter tog vi kystvejen. Det sidte vi så til Montenegro, var en lille skovbrand foresaget af et lyn! I sandhed en heftig afsked!