begyndelsen på enden, uvejr på vej
Vi skulle have besteget bjerget Mangart, der ligger lige på grænsen mellem Slovenien og Italien. Vejen op til bjerget var lang, stejl og smal, men op i 2000 meters højde kunne vi køre, og det gjorde vi så.
Vel ankomne begyndte planlægningen at krakelere, dels var de øverste 300 meter af bjerget indhyldet af skyer, dels var den klettersteig vi havde tænkt os at benytte lukket. Da vi ikke ville udsætte os selv for unødig fare, blev vi enige om at droppe opstigningen, og i stedet finde en anden top at bestige. altså kørte vi ned igen, fandt en badesø hvor vi kunne spise frokost, og kørte så mod Kranska Gora, hvor vi forsøgte at gå op til den nærmeste bjergtop. vejen op var stejl, og ikke videre velegnet som vandresti, kun Peter kom op, og det var kun fordi han benyttede en alternativ rute.
Oppe var udsigten delvist dækket af træer, så det var lidt af en fiasko.
Vejen ned blev for Solveig og ungerne brugt på en rodelbahn, der fik lige lovligt meget fart på.
I løbet af dagen blev en allerede ret livlig vind endnu kraftigere, vejret var tydeligvis ved at slå om
Vel ankomne begyndte planlægningen at krakelere, dels var de øverste 300 meter af bjerget indhyldet af skyer, dels var den klettersteig vi havde tænkt os at benytte lukket. Da vi ikke ville udsætte os selv for unødig fare, blev vi enige om at droppe opstigningen, og i stedet finde en anden top at bestige. altså kørte vi ned igen, fandt en badesø hvor vi kunne spise frokost, og kørte så mod Kranska Gora, hvor vi forsøgte at gå op til den nærmeste bjergtop. vejen op var stejl, og ikke videre velegnet som vandresti, kun Peter kom op, og det var kun fordi han benyttede en alternativ rute.
Oppe var udsigten delvist dækket af træer, så det var lidt af en fiasko.
Vejen ned blev for Solveig og ungerne brugt på en rodelbahn, der fik lige lovligt meget fart på.
I løbet af dagen blev en allerede ret livlig vind endnu kraftigere, vejret var tydeligvis ved at slå om
Kommentarer