Held i (u)held

Rejsemålet var denne gang en lille tur til Ukraine, nærmere bestemt Kiev, hovedstaden med 2,9 mio indbyggere. Det er også afslutningen på dette års sommerferie, som for Peter og jeg har været præget af gamle sovjetrepublikker, og således sluttede vi også af med en. Christian ville heldigvis gerne med på tur, Ingeborg blev hjemme, hvor arbejdet hos Bager Nielsen kaldte.

Vi startede ud i Billund airport, skulle endnu engang flyve med ungarske WIZZ, mellemlandede i Warzawa, hvor vi fik en dejlig portion varm mad inden vi fortsatte rejsen og klokken 21.55 lokal tid satte flyet hjulene på ukrainsk grund. Stempel i passet blev det også til, og så ville vi, grundet det relativt sene ankomsttidspunkt, finde en taxa ind til vores lejlighed, som ligger meget centralt i midtbyen.

Taxaer var der også nok af lige udenfor terminalen, så vi spurgte den første, den bedste, om han ville køre os til vores adresse. det ville han godt, vi fik lagt bagagen i bagagerummet og satte os ind. Chaufføren nævnte så, at turen ville koste 600 Ukrainske Grynia- i vores guidebog stod der 100!!! Peter tog resolut en beslutning, gentog beløbet for chaufføren for at være helt sikker, hvorefter han åbnede døren og bad om at få bagagen udleveret igen. Christian og jeg fulgte trop, og gik væk fra taxaen. Så var der et kort familieråd, som endte med, at vi gik ind i terminalen igen for at få noget net, så vi kunne se efter alternativer. Nettet var dårligt og det lykkedes kun Peter at komme på, uden den helt store succes, da det var en meget langsom og nærmest ubrugelig hastighed. Christian købte sig en kop kaffe og fik dermed adgangskoden til cafeens lidt bedre net, og det lykkedes ham at downloade Ubers app, da vi tænkte de måtte være billigere. Jeg gik til informationen og fik at vide, at det var svært med offentlig transport nu, klokken var næsten blevet 23.00, hun anbefalede en taxa, og da jeg spurgte, hvor meget, man skulle betale for sådan en sagde hun 2-300 UAH, altså en del under taxachaufførens pris, men også noget over Lonely Planets bud.

Christian havde desværre ikke stor succes med Uber, så vi blev enige om at gå ud og prøve at forhandle os frem til en pris. Den taxachauffør, som havde forlangt 600 holdt for øvrigt stadig og ventede på kunder, ligesom der var flere som steg ud af taxaer og forlangte at få deres bagage ud af bagagerummet igen... Vi spurgte flere taxaer, hvad de skulle have for at køre ind til byen, men ingen ville forhandle. Så stod vi lidt og kiggede rundt, og Peter og Christian blev passet op af en gammel skrammelkasse af en Mazda, der så ud som om den havde været med i det store slag ved Kiev i 1941. Inde i den sad to ukrainere, der på et noget primitivt engelsk sagde: ”We are taxi”, de skulle have 200 for at køre os ind til byen, men vi skulle lige vente 10 minutter. Jeg havde ikke været med i forhandlingen, da jeg stod lidt væk, klar til at gå i kløerne p den næste taxa, men Peter vinkede mig over. Noget skeptisk var jeg mildest talt ved hans tilbud, det stred mod alt jeg havde læst man ikke skulle gøre både i Lonely Planet og på Udenrigsministeriets hjemmeside. Men hvad var alternativet? Klokken var efterhånden blevet mange og jeg var ikke længere sikker på, at vores udlejer ville stå og vente på os. Så da den blå ”limousine”stoppede op ved kantstenen og chaufføren med et specialgreb fik åbnet bagagerummet, der underligt nok havde buler ovenpå som om nogle havde danset kosakdans på den, smed vi vores tasker ind og klemte os sammen på bagsædet. Kvinden kunne en smule engelsk, og fik vores adresse, men først skulle vi lige køre en omvej ”only two minutes”bekendtgjorde hun, og det havde noget med hendes arbejde at gøre, andet forstod vi ikke. Nu sad vi jo bogstavelig talt i saksen og kunne ikke sige så meget til den omvej. Vi kørte ud gennem lufthavnsområdet, ind ad en blind vej mod nogle garager. Her stoppede bilens så på en mørk parkeringsplads og damen steg ud af bilen og gik over mod en bygning. Chaufføren kunne ikke engelsk. Han blev siddende i bilen og i det mørke sidespejl kunne jeg se hans brede kindben og store pandebrask, han hed sikkert Dimitrij og havde måske også ståltænder. Jeg hidsede mig selv mere og mere op, og kunne til sidst ikke lade være med at sige højt, at det var dumt, hvad vi havde gjort, nu kom hans sammensvorne sikkert snart og så fik vi en på kassen og havde ikke længere kuffert og værdigenstande at slæbe på... Peter blev lidt betænksom og undskyldte, Christian synes det var fedt og spændende og var slet ikke spor bange. Det var jeg heller ikke rigtig, men det var alligevel lidt af en satsning. Stor var min forbløffelse, da kvinden fra bilen kom tilbage med en securitymand i uniform og fik nogle kørselsanvisninger. Bilen blev sat i bakgear mens kvinden endnu engang vendte sig smilende om til os på bagsædet og sagde ”only two minutes”. Så holdt vi foran en port, hvor kvinden atter engang steg ud af bilen og porten gled op. Bilen kørte fremad og holdt nu foran en terminal 3, som ifølge kvinden blev brugt af landets præsident, når han skulle ud at flyve. Så er det bare man tænker; ved hun ikke selv, hvor hun arbejder og hvor sandsynligt er det at der bliver lukket en gammel skrammelkasse ind på området med 3 giganter siddende på bagsædet? Nå, men kvinden fik sine ting og manden indtalte vores adresse på sin telefon. Så gik det ellers derud af med sømmet i bund på de nogenlunde men dog ujævne veje så det ikke gik forbi vores opmærksomhed at støddæmperne havde set bedre dage. Pludselig vendte kvinden sig om og spurgte, om hun skulle kontakte overnatningsstedet for os for at høre, hvor vi kunne få nøglen. Jeg blev flov over mine tanker tidligere på turen, for det viste sig, at ægteparret var reelle nok, de havde ingen skumle hensigter, hun fik kontakt til udlejeren og der blev aftalt et mødested. Grebet af den lettede stemning i bilen, som Freddie Mercury hjalp på vej med sin sang ”The show must go on” der også lige fik et par ekstra takker på volumen blev chaufføren måske lidt for overstadig, han var nemlig kørt forkert og i stedet for en stor omvej, vendte han på en ensrettet gade og ville køre mod færdelsretningen, men desværre (eller heldigvis) kom der en politibil imod ham, som venligst men bestemt fik ham til at vende om og køre den rigtige retning. Da  vi ankom til bestemmelsesstedet fik vi hevet vores bagage ud af Mazdaen, betalte 250 UHA som tak for kørsel og hjælp med kontakten til udlejeren. Vi overlevede og vi fandt vores lejlighed, den havde vi aldrig fundet selv med vores sparsomme ukrainske ordforråd. Læren af denne oplevelse er, at man selvfølgelig skal handle fornuftigt, men det er også godt at kunne parkere ens fordomme og møde nye mennesker med tillid. Denne aften havde vi i hvert fald heldet med os.