Oste, vindmøller og en smuk by

Overskriften fortæller meget om vores dag her i Holland. Efter en ret tidlig morgenmad kom vi allerede ved 9.15 tiden afsted mod Edam. Vores gps i bilen er fra 2013. Normalt er det ikke det helt store problem, men omkring Amsterdam er der sket meget med vejnettet siden dengang bilen var ny. Atter engang havde vi problemer omkring lufthaven, og atter engang var det googlemaps der reddede os. Efter Amsterdam tog vi landevejen ude ved Ijselmeer kysten over landsbyen Durgerdam. Her var der gamle huse og hyggelige miljøer. Området er præget af landbrug, og selvom sommeren 2018 også har været ekstrem hernede er landskabet ikke svedet af i nær samme grad som det danske. Forklaringen må være det meget høje grundvandsspejl samt den lette adgang til vand fra de mange kanaler.
Solveig havde store forventninger til de runde, gule oste fra Edam, men allerede ved p-pladsen lige inden for byskiltet burde vi ane uråd idet der var store marker til at parkere på, altså var markedet lig med mange, sandsynligvis turister lige som os selv. Ganske rigtigt var de smukke, smalle gader fyldt til bristepunktet med mennesker, og da vi kom helt ind til centrum udspillede der sig et regulært teater der viste, hvordan man tidligere havde handlet med oste, når landmændene var kommet ind til byens vægt for at sælge deres oste, som de fragtede ad vandvejen. Det var såment interessant nok at se, men lidt en skuffelse at det "bare" var teater, men det gav os dog et indblik i, hvordan det har foregået.
Vi fik i hvert fald fundet ud af, hvordan hullerne i osten var kommet, det var nemlig sådan at bonden gav opkøberen lov til at bore et hul i osten for at se farven, lugte til osten og derefter smage den og så kunne han derudfra vurdere hvilken pris han ville give for osten. Byens store vægt var et sandt museumsklenodie, og en lignende vægt ses i mange andre byer med osteproduktion.
Vi købte en ost med tomat og oliven samt en med Heineken; det var vores souvenir fra Holland sammen med 3 pakker stroopvafler.









Næste stop var frokost i en lille nærliggende by. Vi var egentlig taget derind for at finde de originale, hollandske vindmøller. Dem fandt vi ikke, men til gengæld var der en slagter, en bager og et bord med bænke udenfor og det blev så stedet, hvor vi indtog en lækker frokost. Heldigvis var der osgå et kort i byen og Ingeborg spottede hurtigt vindmøllerne, så dem fandt vi skam også og de blev foreviget.






Dagens næstsidste stop var enten Alkmaar eller en badetur ved havet. Der var mest stemning for det første,og det viste sig at være et rigtig godt valg, hvor Peter endnu engang viste sine fortræffelige evner som guide og viste os et pragteksemplar af en hyggelig by med de smukkeste gavlhuse og kanaler. Alkmaar har 100.000 indbyggere, og en meget gammel bykerne med huse fra 1600-tallet, der var vedligeholdte huse og kanaler og en masse små både fyldte byen med liv.
Peter kunne huske at han på en tidligere ferie med sine forældre havde ønsket at komme til netop denne by, men det var blevet nedstemt, nu kom han der så ved egen kraft, og den skuffede ikke.




Dagens sidste stop var en slentretur ind til Uithoorn for at få taget pænt afsked med Holland for denne gang, og hvad kunne være mere passende end en is på byens pæne torv med udsigt over en af de store kanaler? Det skulle da lige have været et stykke ost; men det lille stykke Holland tager vi med hjem, måske du får lov at smage...






Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag