Kirker, krig og en kæmpe katastrofe

Kunne være overskriften for vores lørdag i Kiev.
Vi startede med katastrofen, efter vi var kommet op tog vi metroen 2 stop ud til Podil kvarteret. Her fandt vi et sted til vores morgenmad. Lige rundt om hjørnet fra restauranten lå Tjernobyl museet. Museet er ganske godt lavet, med genstande fra tiden efter katastrofen i 1986.
Det er dog af afgørende betydning at komme tidligt så man kan få en audioguide, al indskriften er på ukrainsk, det vil sige uforståeligt sprog med ikke læsbare bogstaver. Det var meget interessant og samtidig enormt skræmmende at se så mange billeder og høre om så mange skæbner fra den katastrofe både Peter og jeg tydeligt husker. Det var muligvis en tid med utryghed for os, men for de mennesker der var tæt på var det forfærdeligt. Katastrofen skete i en tid med lukket kommunistisk styre og et politbureau, der kun kom med sparsomme oplysninger. Således var katastrofen umiddelbart efter eksplosionen kun omtalt i de store aviser i en lille notits, der fortalte, at styret havde styr på situationen! Det var skræmmende at høre om, hvor lidt menneskeliv betød i den del af verden, hvordan mænd blev sat ind i kampen med oprydningen helt ubeskyttede, og hvordan man dømte to arbejdere som ansvarlige for katastrofen selvom det var en konstruktionsfejl i hele det store system. Ingeniører og overordnede politikere blev ikke dømt.

Beskyttelsesdragter samt et ur, der hang i et af rummene tæt på eksplosionen, og som stoppede medet gå, da eksplosionen skete. Derefter stod tiden stille. Fotografierne er af de mænd, der hjalp med oprydningen umiddelbart efter katastrofen. De små rød/gule klistermærker på fotografierne indikerer at den pågældende døde af strålingsskader.

Reaktor 4 efter eksplosionen den 26/4 1986.

Hæren blev sat ind for at rydde op, men pga strålingsfaren arbejdede de i skiftehold på et minut ad gangen, der var for høj stråling til at robotter kunne udføre arbejdet. Mange af soldaterne døde efterfølgende af stråleskader.

Bynavne på de landsbyer, som ikke længere eksisterer. Dagen efter katastrofen begyndte man at evakuere byerne, og de er den dag forladte og fremstår som spøgelsesbyer. Det er muligt at komme ud at se nogle af disse byer i dag, men man skal være over 18 år, så vi må vente til Christian er blevet lidt ældre.

Efter museet var målet Lavra klostrene, med deres grotter med mumier. Vi fik dog indlagt en gåtur op ad Andriyivsky Uzviz, en meget smuk, men også stejl gade, her var der livlig handel, Solveig købte en propaganda plakat fra den kolde krigs tid. Der blev åbenbart lavet plakater, der skulle fortælle om alle de store sovjettiske byers lyksagligheder, vi er nu de stolte ejere af den om Kiev.
Senere på gaden kom vi forbi en pragtkirke, tegnet af italieneren Rastrelli, som også tegnede vinterpaladset i skt. Peterborg.

For at komme ud til klostret tog vi atter metroen, denne gang med udstigning i Arsenalna, verdens dybeste metrostation. man kom op til jordens overflade ved hjælp af 2 enormt lange og stejle rulletrapper, absolut rart med mekanisk hjælp her, stationen er ca. 110 meter dyb, og turen på rulletrapperne varede i alt 7 minutter.

Det var vores plan at finde en restaurant og få et hurtigt måltid mad inden klostret, desværre gik planen ikke helt i opfyldelse.

Vi fandt en restaurant og et par af os fik også frokost, men det med hastigheden var på ingen måde tilfældet. På trods af, eller måske på grund af et meget talrigt personale lykkedes det os at vente 1,5 time inden Peters ret kom.Han havde bestil en bøf med kartofler, ikke umiddelbart det mest krævende, men ak, havde det så bare været velsmagende. Kartoflerne enten lidt overstegte eller klart understegte, bøffen fejlede dog intet. Christian fik sket ikke noget som helst. Efter en time havde Solveig modtaget en burger med fritter, en sådan havde christian også bestilt, men som sagt så han aldrig skyggen af den. Vi spurgte af og til en af de utallige unge piger og svaret kom da også som regel prompte, one moment, hvorefter der ikke skete alverden i noget tid. Især en af servetriserne var svær at blive klog på, hendes opgave bestod tilsyneladende mest i af sige goddag til ny kunder, dreje lidt på en gammel symaskine og så ellers danse lidt rundt når hun en sjælden gang bevægede sig væk fra symaskinen. Utroligt. Vi klarede Christians frokost ved at gå tilbage til metroen og rykke en hurtig kebab.

Klostret var imponerende. Atter engang kunne vi forarges en smule over den rigdom der altid synes at være bag kirkernes mure sammenlignet med de mere beskedne kår i den profane verden. Klostrene er ret hellige i den ortodokse verden, der var altså tilløb til masseturisme af pilgrimme, endog et par danskere hørte vi. Det var eneste gang på turen at vi følte os som en del af turismestrømmen. Grunden til pilgrimmene er det nedre Lavra klosters med dets grotter. Her måtte Solveig lige klæde sig tækkeligt før hun kunne bevilges adgang til det hellige område. Solveig og Christian købte et lys så de kunne se nede i gangene, Peter organiserede et på anden vis. I grotten lå mumificerede munke i kister, løjerligt nok med hænderne ude af de smukke ligklæder. Vi havde fravalgt en guidet tur og valgte i stedet den gratis variant, heldigt nok, vi ville alligevel have glemt navnene på de forskellige munke, ligesom vi næppe ville have forstået noget som helst undervejs. Grotten var ikke ret stor, så efter en ti minutters tid var vi atter ude i det fri. I forsøget på at finde udgangen så vi resten af det nedre kloster, med utallige boder hvor især honning lod til at være populært at sælge.

Sidste stop på turen var Rodina Mat. En gigantisk statue rejst som mindesmærke over den store fædrelandskrig. Der står en lignende statue i Wolgograd, i gamle dage Stalingrad. Statuen er ca. 100 meter høj, og knejser på en høj med en spektakulær udsigt. Omkrig statuen er der et museum om 2. verdenskrig og den nye konflikt i det østlige ukraine, takket være det katastrofale restaurantbesøg nåede vi det ikke, det lukke lige da vi kom. Vi måtte tage til tanke med et friluftsmuseum med gamle sovjetiske tanks, kanoner og fly, Peter viste sig at være ganske godt tilfreds med det store udvalg.

Efter 2. verdenskrigs indslaget tog Solveig en hurtig beslutning, vi skulle købe endnu en plakat, altså tog vi først bus til metroen, og derefter metroen ind til Bodil kvarteret. Det viste sig dog at plakatsælgeren havde låst den ønskede plakat inde, og først kunne fremskaffe den dagen efter, med således uforrettet sag begav vi os på jagt efter et sted til aftensmaden. Peter lavede en sjælden kortfejl, hvilket betød et valg mellem 2 restauranter, til Peters glæde områdets klart dyreste. Vi valgt Vero Vero, en italiensk restaurant, dyrt efter ukrainske forhold men med fantastisk god mad og kompetent betjening, rart at opleve efter frokost seancen.

Efterat have nydt et sublimt måltid slentrede vi hjemad langs Dnepr floden, her var der et leben af den anden verden, folk dansede salsa, så på gøglere osv. Det virkede som om der var liv i hele byen denne lørdag aften. Også på de pladser vi kom forbi da vi drejede fra floden var der liv, ikke mindst på Maidan pladsen ude foran vores bolig. Hyggeligt at falde i søvn til den svage lyd af byliv udenfor.