3 dage på Kullen.

Pinsen 2020 står i Coronaens tegn. Grænser i Europa er pludselig blevet en forhindring, men som dansker, bosiddende i Tyskland, er man i denne situation ret heldigt stillet. Således kunne vi holde fast i vores pinseplan, der lød på 3 dage i den lille by Mölle for foden af fjeldet Kullen. Vi startede fredag efter endt arbejde. Første forhindring klarede vi i fin stil, den Tysk / Danske grænse kan vi passere som danskere uden problemer, det er bare at vise vores pas. Vi kørte ad motorvejen mod Helsingør, trafikken er efterhånden ved at være normal i Danmark, det er ikke som de første uger af nedlukningen, hvor vi nærmest var eneste bil på vejen. Nu oplevede vi endda tæt trafik over Fyn!.
Storebæltsbroen passerede vi i fin stil, Solveig havde husket at opdatere betalingskortet til vores BroBizz. Ved Helsingør fandt vi hurtigt færgen, også her burde vores brobizz virke, men ak, 2 gange måtte Solveig forlade køretøjet før bommen gik op, åbenbart er deres computer systemer ikke lige så gode som Sund og Bælts. På færgen var der et klart overtal af danske biler, anderledes kan det jo heller ikke være, når de stakkels svenskere er forment adgang til Danmark.
På færgen holdt vi os på dækket, og fik derfor gode billeder dels af Kronborg, dels af den svenske flåde, der var ude på manøvre.

På vej mod Kullen handlede vi svenske specialiteter såsom rejeost på tube og kanelbullar. Ferielejligheden fandt vi uden problemer, den ligger med smuk udsigt over Øresund. Fra lejligheden går der små stier ned til byen, og det benyttede vi os af da vi følte sulten komme. Vi gik ned til havnen og fandt et hotel med en åben restaurant. Der fik Peter en god æggekage, og Solveig et stykke stegt torsk. På vej hjem efter måltidet fik vi taget nogle billeder af byen, Mölle er ensmuk gammel by, der har ikke mindre end tre gamle, smukke hoteller, da stedet var et ydet turistmål for overklassen i starten af 1700-tallet. Flere af gadenavnene leder da også opmærksomheden hen på store destinationer, som for eksempel Italienske Vågen, der ligger med en flot udsigt overkysten, hvor man så skal forestille sig Amalfikysten, der snor sig er det næsten ikke til at tro, at man står i Skåne. Efter vores sightseeing og den kolde øl samt fyldte maver, varede det ikke længe inden vi lagde os til at sove de bevidstløses søvn i den gode seng. Det gjorde os trætte at være i udlandet, noget vi er kommet helt ud af trit med:-)

Lørdag

Udsigten over Mölle i den spæde morgensol.

Lørdagen startede med morgenmad på den lille solbeskinnede østvendte terrasse. Vi nød roen og de svenske specialiteter, mens vi forberedte os mentalt på dagens vandretur. Planen var at runde Kullen, et foretagende på omkring 20 kilometer i kuperet terræn. I tilfælde af en succesrig gennemførelse ville det være årets længste vandring. Faktisk skal vi flere år tilbage før vi kan fremvise noget længere, nemlig sommeren 2017, hvor en at etaperne på gendarmstien blev på 32 kilometer. Ved 9 tiden var vi klar til afgang, første korte stykke af turen gik på vejen gennem Mölle, men efter en lille kilometer ankom vi til vandreruten, og vi kunne forlade den kedelige asfalt. 

Efter kort tid på en kuperet sti nåede vi et udsigtspunkt ved den italienske vej, døm selv om det ikke er et ganske godt navn.

Herfra gik det over stok og sten som man siger. Det skal dog her nævnes at der ikke var mange stokke, men sten manglede der ikke, hverken i landskabet eller på stien. Første lille pause kom ved kaffehuset i Ransvik. Desværre ankom vi noget før husets åbningstid, men det blev dog til en tur ned til stranden, og tid til at beundre huset, der givetvis er bygget i forbindelse med områdets første storhedstid omkring 1. verdenskrig. 

Fra Ransvik gik stien i noget tid inde i landet, vi kom forbi områder der i tidligere tider havde været marker, men som nu var opgivet som dyrkede områder. Vi så en gammel harve fra tiden hvor trækkraften ikke blev fodret med fossile brændstoffer, men snarere har kørt på hø. Det må have været et særdeles slidsom hverv at være bonde på disse kanter.

Med et par kilometer tilbage før fyrtårnet blev landskabet åbent. Vi havde nu er fantastisk udsigt ned mod Helsingborg og Øresund, hvor store skibe var synlige. I landskabet var der store synlige klipper, og vi så endda folk der klatrede iført seler og reb. Utroligt at finde et sådant landskab så tæt på København. 

Ved fyret mødte vi for første gang atter en del mennesker, vi var ankommet så tidligt at kiosken endnu ikke havde slået dørene op til dagens kunder. Så i stedet for at købe en is begav vi os ud til oddens yderste spids, hvor et lille satellit-fyr troner på de nøgne klipper. Da vi kom tilbage var kiosken klar til at modtage vores bestilling, og vi nød et par velfortjente is.

Turen langs kullens nordlige kyst viste sig at være af en anden karakter, væk var udsigten over havet, til gengæld var ruten spækket med stejle ned og opstigninger. Kun sjældent bød ruten på andet end skovpartier, der godt nok var meget smukke, men dog ikke var ret afvekslende. Et af de steder hvor der dog var lidt andet end træer spiste vi vores medbragte frokost. Vi blev begge betaget af den meget fotogene Ona mose, og valgte derfor dette sted til vores rast. Efter fortærringen af madpakken lagde vi os i græsset og fik et lille hvil.

Herfravar det store højdepunkt i bogstaveligste forstand Hakullen, det højeste punkt på turen, og med 188 meter over havet højere end noget på i Danmark. Opstigningen var ok, men nedstigningen mod øst var hård. Den var stejl og vi frygtede at skride i det tørre spor. Herfra var der kun en enkelt hård opstigning inden turen ad en bred og jævn sti førte os tilbage til Mölle, hvor vi ankom trætte og udmattede efter 21 kilometer på apostlenes heste.

Efter at have sundet os lidt gik vi ned til Mölle by, hvor en af Peters kollegaer havde anbefalet en restaurant. Krukmakeriet frembragte 2 gode pizzaer, så det var godt vi lyttede til anbefalingen. 

Søndag

Efter en god nats søvn vågnede vi lidt i 7. Det er naturligvis for tidligt, men problemet var jo nok at vi ikke havde holdt og vågne ret længe aftenen forinden. Vi have besluttet at tage til slottet Sofiero efter morgenmaden. Slottet åbner kl. 10, og det var naturligvis vores hensigt at være blandt de første der fik adgang til den smukke have, der omkranser slottet. Sådan gik det dog ikke helt. Vi ankom ført til stedet kl.10.20 og da var der allerede kommet andre gæster.

Når vi ikke kunne få snøvlet os færdige skyldes det sandsynligvis, at morgenmaden, serveret ude på den lille solbeskinnede terrasse, atter smagte så godt at vi faldt i staver.

Vi fik dog adgang til Trädgården da vi ankom, og den var helt klart et besøg værd. Mange af de imponerende rhododendron buske er netop nu i blomst, og vi nød naturligvis de mange smukke blomster. Slottet ligger ved Øresund, og Peters far er ofte sejlet forbi i kikkert afstand, men har aldrig været inde på slottet (det må vi råde bod på næste år far).

Fra Øresunds bred kunne vi se til Kronborg, og på sten ude i vandet var der både skarv samt gravænder at kigge på.

Kronborg set fra Sofiero. Afstanden er mindst 5 kilometer, så her kom den store linse til sin ret.

Vi slentrede videre gennem blomsterfloret, og så så mange flotte farver, der måtte foreviges, desværre kan vi ikke tage den vidunderlige duft, fra især de smukke azaleaer med hjem, den må I tænke jer til når I ser billeder af de smukke farver på blomsterne. Vi legede begge med den makro-linse, som Peter for nogle år siden fik i fødselsdagsgave efter et godt tip af Solveigs gode veninde. Det blev også til et par virkelig vellykkede billeder, så det var en sjov beskæftigelse og på den måde fik vi øje på nogle sjove detaljer.

 for at kunne tage dette billede lagde Solveig sig ned på stien. Gode billeder kommer skam ikke altid bare af sig selv.

Sådan så det ud. Peter var så rystet at han tøvede en kende for længe med kameraet.

Vi besluttede os for at vente lidt med frokosten, så vi delte tre kugler is på en bænk, men vi sad og nød solen, farverne og alle de svenskere, som var taget på picnic i parken. Det var dejligt at opleve den gamle normalitet igen.

Vi besluttede os for at spise frokost i en lille by tæt på vandet, som hedder Arild, byen havde ikke mindre end tre vingårde, og vi havde udset os Arilds Vingård. Der var dækket op til frokostgæster i en skøn gårdhave og der nød vi så en dejlig frokost og et glas svensk rødvin, lavet på cabanet sauvignon - en sjældenhed fra 2018, der var et særligt solbeskinnet år, og derfor kunne vinen laves på denne drue, hvor imod deres normale rødvin bliver lavet på pinot noir.

 Vinen havde en flot farve og var både mild og rund i smagen, desværre kunne vi på grund af monopolet ikke købe en flaske med hjem. Efter frokosten spadserede vi en lille tur gennem vinmarkerne og vi gik bagefter hen til det gamle fiskerleje i Arild, som nu var blevet til et in-sted for folk med penge, der nænsomt havde restaureret de små huse tæt på vandet og byen fremstod nu som ren svensk idyl.

Gamle fiskenet hængt til tørre i Arild.

I Arild flagede et af husene med det traditionelle skånske flag. Vi har set det hist og her, men der er dog langt flere der flager med det almindelige svenske flag.

Efter vi er kommet hjem har vi bare slappet af og prøvet af fordøje alle de mange, skønne indtryk vi har fået på denne lille mini-ferie. Vi er begge enige om, at vi fremover vil prioritere de lidt mere nære oplevelser, og gemme rejseriet til de længere ferier.

Mandag

Efter endnu en god nats søvn var det tid til afrejse. Atter var vi vildt heldige med vejret, så afskedens time oprandt efter endnu en hyggelig morgenmad i det fri. Vi pakkede bilen, tog et sidste stjålent blik på Mölle og kørte mod færgen. 

I Helsingborgvar vi heldige, Brobizzen virkede og vi skulle kun vente i ganske få minutter før vi kunne køre ombord. På vej ombord blev vi vidner til en mærkværdig parkering. Mod kørselsretningen holdt der en bil på færgen, vi gætter på at det var en der ikke helt havde nået at køre fra borde mens tid var, og som derfor blev tvunget til endnu en tur.

Vi såingen flådeskibe på denne tur, men Kronborg gjorde sig atter til, ligesom kameraet også blev rettet mod selve Helsingør by. 

I Vanløse gjorde vi holdt hos Lone og Eskild, hvor vi hyggede os med god mad i godt selskab inden de trælse 3 timer på motorvejen ventede.