Midt i en corona-tid...
Bare for at vi ikke skal glemme kodeordet til bloggen, når vi igen skal opdatere fra vores rejser, bliver I nødt til at nøjes med små bidder fra hverdagslivet hos familien Aggerholm "midt i en Corna-tid"... og som den opmærksomme læser nok har gennemskuet, så gemmer der sig bag titlen på blogindlægget, en intertekstualitet til Knud Sønderbys debutroman fra 1931, Midt i en Jazztid, der handler om ungdom med håb, længsel og drømme men også om ydre mekanismer, der kan hæmme livsudfoldelsen og føre til konflikter. Knud Sønderby flygtede som mange af sine forfatterkollegaer under krigen til Sverige.
Vi lever også i en tid lige nu med store begrænsninger, vi må kun være to sammen, hvis det ikke er den nærmeste familie, disse regler gælder i Tyskland også i private hjem, og vi skal nu bære mundbind, hvis vi benytter offentlig transport eller skal købe ind. Det er voldsome begrænsninger på den private frihed, men underlig nok finder man sig i det til trods for, at der i de sidste 22 dage, ikke er registreret et nyt tilfælde af Corona i Flensborg.
Som i Knud Sønderbys roman, er det de unge mennesker, der lider vildsomt under disse indskrænkninger, og som Norges sundhedsminister sagde i sin tale til de norske unge (se talen nederst), så er det dem, der lige nu betaler prisen, og når vi halvgamle siger, at til sommer kommer også igen om et år, så er de ikke helt samme sted. De lever i nuet og sommer er lig med fest og farver, forelskelse, venskaber og frihed - alt det de i de sidste 6 uger ikke har kunne få, og ingen ved, hvornår det kommer tilbage.
Forleden dag kom Christian cyklende hjem ikke så lang tid efter, vi havde sat os ved aftensmaden, han havde ellers husket at sige, at han ikke kom og spiste, da han havde fået lov til at besøge en ven.
Han kom ind og satte sig ved bordet, og ville alligevel gerne spise med...Da vi spurgte ind til, hvorfor han kom nu, svarede han, kom han med en halvkvædet vise om, at de var tre personer som ville på McDonalds, og så var politiet kommet... Det var ikke svært at se, at historien ikke helt passede, og da vi gik ham på klingen, viste det sig da også, at han havde siddet ved havnen i en gruppe med 7 andre - og havde drukket øl og hørt musik. Politiet var kommet, deres navne var blevet noteret ned og de kunne se frem til en bøde. Slukøret kørte han hjem og forventede en skideballe, men hvem kan give ham den? Hvem kan ikke godt forstå, at det bare nu er ved at være for meget? Aftenerne bliver lysere, vejret lunere, bøgen er sprunget ud og bageren sælger jordbærtærter... men hvad kan man bruge det til, når man er 17 år? Både Peter og jeg ville formentlig have gjort det samme.
Knud Sønderby flygtede til Sverige, og hvem kunne ikke have lyst til at gøre det? De har lagt en anden strategi, en strategi som dog har flere dødsfald, men som stadigvæk giver befolkningen et forholdsvis normalt liv, ja, de skal også holde afstand, det skal vi alle nok forvente at gøre længe endnu, men hvis vi skal leve med Corona indtil der er fundet en vaccine, så vil jeg ønske at bo i Sverige og have et liv, der er forholdsvist normalt, hvor man kan mødes med andre og ikke være socialt isolerede. Familien Aggerholm tror på Sveriges strategi og synes det er beundringsværdigt, at også statsministeren har haft mod til at stole på statsepidemiologen og ikke gå efter populisme og flest stemmer. Peter læser hver dag Aftonbladet, og det er interessant at følge med i, hvordan et af vores nabolande har valgt en helt anden strategi.
I dag forsødede vi tilværelsen med en jordbærtærte fra bageren, da vi hentede Christian fra arbejdet, og nu er det yngste familiemedlem cyklet hen til en ven - der skal vel være lidt civil ulydighed i den alder...
Vi lever også i en tid lige nu med store begrænsninger, vi må kun være to sammen, hvis det ikke er den nærmeste familie, disse regler gælder i Tyskland også i private hjem, og vi skal nu bære mundbind, hvis vi benytter offentlig transport eller skal købe ind. Det er voldsome begrænsninger på den private frihed, men underlig nok finder man sig i det til trods for, at der i de sidste 22 dage, ikke er registreret et nyt tilfælde af Corona i Flensborg.
Som i Knud Sønderbys roman, er det de unge mennesker, der lider vildsomt under disse indskrænkninger, og som Norges sundhedsminister sagde i sin tale til de norske unge (se talen nederst), så er det dem, der lige nu betaler prisen, og når vi halvgamle siger, at til sommer kommer også igen om et år, så er de ikke helt samme sted. De lever i nuet og sommer er lig med fest og farver, forelskelse, venskaber og frihed - alt det de i de sidste 6 uger ikke har kunne få, og ingen ved, hvornår det kommer tilbage.
Forleden dag kom Christian cyklende hjem ikke så lang tid efter, vi havde sat os ved aftensmaden, han havde ellers husket at sige, at han ikke kom og spiste, da han havde fået lov til at besøge en ven.
Han kom ind og satte sig ved bordet, og ville alligevel gerne spise med...Da vi spurgte ind til, hvorfor han kom nu, svarede han, kom han med en halvkvædet vise om, at de var tre personer som ville på McDonalds, og så var politiet kommet... Det var ikke svært at se, at historien ikke helt passede, og da vi gik ham på klingen, viste det sig da også, at han havde siddet ved havnen i en gruppe med 7 andre - og havde drukket øl og hørt musik. Politiet var kommet, deres navne var blevet noteret ned og de kunne se frem til en bøde. Slukøret kørte han hjem og forventede en skideballe, men hvem kan give ham den? Hvem kan ikke godt forstå, at det bare nu er ved at være for meget? Aftenerne bliver lysere, vejret lunere, bøgen er sprunget ud og bageren sælger jordbærtærter... men hvad kan man bruge det til, når man er 17 år? Både Peter og jeg ville formentlig have gjort det samme.
Knud Sønderby flygtede til Sverige, og hvem kunne ikke have lyst til at gøre det? De har lagt en anden strategi, en strategi som dog har flere dødsfald, men som stadigvæk giver befolkningen et forholdsvis normalt liv, ja, de skal også holde afstand, det skal vi alle nok forvente at gøre længe endnu, men hvis vi skal leve med Corona indtil der er fundet en vaccine, så vil jeg ønske at bo i Sverige og have et liv, der er forholdsvist normalt, hvor man kan mødes med andre og ikke være socialt isolerede. Familien Aggerholm tror på Sveriges strategi og synes det er beundringsværdigt, at også statsministeren har haft mod til at stole på statsepidemiologen og ikke gå efter populisme og flest stemmer. Peter læser hver dag Aftonbladet, og det er interessant at følge med i, hvordan et af vores nabolande har valgt en helt anden strategi.
I dag forsødede vi tilværelsen med en jordbærtærte fra bageren, da vi hentede Christian fra arbejdet, og nu er det yngste familiemedlem cyklet hen til en ven - der skal vel være lidt civil ulydighed i den alder...
Kommentarer