Enden på en god ferie

En Rumænsk udgave af ønskebrønden. Spandens stand afslørede at brønden ikke længere er i brug, men nok også at det ikke er mange år siden den sidst blev benyttet. Vi passerede brønden på vej fra Craiova mod Vidin, i landsbyen talte vi omkring 8 af slagsen, og de ses overalt.

Alt god har en ende, således også vores lille roadtrip rundt i Bulgarien og Rumænien. Vi startede med at pakke bilen, og forlade lejligheden. Vi købte brød i bagerbutikken med den permanente kø og spiste på vejen mod grænsen. Eskild var naturligvis blevet affodret i lejligheden inden, umennesker er vi jo ikke.

Trafik var der ikke så meget af, til gengæld gik vejen ind gennem samtlige små landsbyer, så gennemsnitsfarten var ikke så høj som håbet. Ved Donau, der også mod vest danner grænsen blev vi mødt af en bro med 4 spor, 2 i hver retning. Det inderste var forbeholdt lastbilerne, og dem holdt der mange af. Personbiler kunne så bevæge sig frit i venstre spor, og vi kunne således uden problemer køre frem til grænsekontrollen, og efter kort ventetid passere tilbage ind i Bulgarien. På grund af de højere smittetal i Rumænien frygtede vi lidt at grænsen med kort varsel kunne blive lukket, men det var heldigvis en ubegrundet frygt.

På den Bulgarske side ligger byen Vidin, dens claim to fame er en gammel Osmannisk borg, der ligger helt nede ved Donau. Vi kørte hen til borgen for at spise vores frokost, og blev noget overraskede over at finde en sandstrand med parasoller og en her del lokale badende. Vi var lige nede og dyppe fineren i den imponerende brede flod, inden vi gik ind i nogle træer skygge for at spise. Skyggen var nødvendig, atter havde vi ramt en meget varm dag.

Herunder ses Baba Vida fortet ved Vidin. og Herover ses den lille, hyggelige strand foran fortet.

Borgen er ekstremt velbevaret, og den er bygget på meget gamle fundamenter. Den der har kunne beherske trafikken på Donau har naturligvis haft en stor stratetisk fordel i området. Fra Vidin kørte vi videre i et smukt landskab mod Sofia. ca. 100 kilometer før målet kom vi ud for en stor omkørsel, den slags tager jo tid, men det er på sidevejene Balkan skal opleves. På omkørslen så vi lastbiler med enorme hølæs og folk sigende oppe på førerhuset, samt en muldyrs trukket vogn, de oplevelser vi ikke være blevet vores på hovedvejen, og frem kom vi jo alligevel.

Vi fandt med lidt besvær vores hotel, og det lykkedes også, dog med noget større besvær Peter at få aflivet Bilen ved lufthavnen. Det betød mad på hotellet. Den smagte godt, og tjeneren var en af de klart bedre vi oplevede på turen, Hans arbejde var nu heller ikke så svært, der var under 10 spisende i restauranten.

udsigten fra vores værelse mod lufthaven, med Stare platina bjergene i baggrunden

Næste dag tog vi efter morgenmaden shuttlebusen til lufthavnen, og Peter så den vej han kunne have sparet omkring en time ved at have taget dagen før!