Farvel til 2020

Året 2020 lovede meget. Dels af nationale begivenheder, det er jo 100 året for genforeningen, hvilket naturligvis spiller en stor rolle i sydslesvig, den landsdel der netop ikke blev genforenet. Skoleforeningen ville derimod markere det med en pædagogisk genforening, en uge hvor alle skoleforeningens elever skulle på ophold i Danmark. Godt tænkt, fordel ville givetvis betyde en øget opmærksomhed. Planerne blev lagt, kontakter blev skabt, men ak, også dette arrangement blev skyllet bort da Coronaen ramte arrangementskalenderen som en altødelæggende tsunami. Alt dettekunne man ikke vide noget om da vi gamle bød året velkommen i Cyperns delte hovedstad Nikosia. At der gik en grænse tværs gennem byen der adskiller det græske cypern fra den tyrkisk besatte del anså vi for noget kuriøs da vi gik langs den grønne linje. På det tidspunkt var der intet der tydede på at de europæiske grænser mindre end 100 dage senere ville lukke i med samme hast som faldende dominobrikker. Som Danskere i Tyskland havde vi egentlig gode kort på hånden, vi kunne passere de ellers lukkede grænse overgange, og kunne bevæge os frit fra München til Kiruna (Svenskerne lukkede ikke for danskerne i foråret) Vi kom nu hverken til München eller Kiruna, men dog til Kullen nord for Helsingborg. Det medførte stor forargelse at vi kunne finde på at tage til sverige, senere er både tyskere og danskere blevet ramt af smittetal der får de svenske i forsommeren til at ligne det rene ingenting. 

Ellers bød året faktisk mest på aflyste rejser, vi har således Vietnam og Qatar til gode, Ingeborg kom ikke til Rusland med Malte, og Irland i sommerferien måtte vi også skyde en hvid pind efter. Libanon og Jordan i efterårsferien blev afløst af Italien og San Marino i egen bil. Vietnam turen blev således byttet ud med noget så sjældent som husligt arbejde, vi fik således malet huset både ude og inde, samt sat skik på haven. Vejret var herligt, og det var godt for humøret i en ellers vanskelig tid.

I samme periode fik vi Ingeborg hjem fra den store rejse. Det var nogle nervepirrende uger hvor hende og Malte ikke vidste om de så at sige var købteller solgt på Fiji. En gang var de i lufthavnen med billetter til Singapore uden at kunne komme med flyet fordi Singapore netop den dag valgte at lukke ned. Heldigvis fik den tyske stat dem bragt hjem i verdens største hjembringelser aktion. Meget imponerende at følge på afstand. Som forventet sidste år ved denne tid blev 2020 året hvor vi gik fra 4 til 3 personer i husstanden. Ingeborg forlod reden med kurs mod Peters fødeby Aarhus. Er der en positiv ting at nævne fra 2020 er det hvor godt hende og Malte er faldet til, dels i byen, dels på deres studier. Det er vi gamle vildt glade for, og vi håber ikke det ændrer sig i løbet af 2021, hvor der ellers er mange andre ting der gerne måtte forandres for stedse.

Foråret bød også på masker i Tyskland, først var de frivillige, men i løbet af en uge blev de påkrævet i samtlige delstater i forbindelse med indkøb. Vi kan jo sammenligne med de danske smittetal, og det har været meget svært at se hvilken forskel maskerne har haft for smittens udbredelse og antal dødsfald. 

I løbet af året har Peter fået ny chef på skolen, og Solveig har fået nyt job. De to begivenheder behøvede jo ikke at have noget med hinanden at gøre, men d. 1/9 satte Solveig sig i skolelederens stol på Gustav Johannsensskolen i Flensborg, og da det jo er her Peter har været lærer de sidste 10 år så hang de 2 ting alligevel sammen. Nu får vi se hvordan det går, indtil videre har det heldigvis ikke givet problemer. 

- Det kan dog også hænge sammen med at Peter ikke har været at finde på arbejdspladsen siden d. 2/10, for efter efterårsferien måtte han under kniven for at få en ny hofte. Heldigvis er det gået godt efterfølgende, og i dag har vi for første gang gået en tur på over 8 kilometer siden operationen. Gangen er stadigvæk lidt anstrengt, men den er dog bedre end før operationen, og da det stadigvæk går fremad er vi begge optimister hvad angår kommende vandreture.

I november tog vi afsked med Verner Gammelby Jensen, børnenes bedstefar og Solveigs far. Verner havde nogle trælse sidste år, og på den måde var det ingen tragedie at han gik bort. Det er dog aldrig rart at skulle sige endegyldigt farvel, og vi har efterfølgende gjort meget for at mindes Verner som han var da han var på toppen, og ikke som den Verner der endte på plejehjem uden talens brug. Nu er Grethe så enke, og hende har vi haft på besøg en uge over julen, hvad der næppe havde kunnet lade sig gøre hvis Verner stadigvæk havde været i live.

Vores medlemskab i de berejstes klub har også i år været os til glæde, vi har været tilmeldt adskillige foredrag, men kun 1 blev til noget, nemlig et foredrag om en fantastisk rundrejse fra Peru til Argentina med offentlig transport. Det har været inspirerende at følge de andre medlemmers kamp for at kæmpe sig fri af coronaens restriktioner. Flere af dem har været rundt i Danmark som aldrig før, og de medlemmer der ikke har arbejdsgivere der forbyder rejser til orange lande har formået at komme rundt i verden alligevel. Det giver håb for fremtiden at der trods begrænsninger alligevel er muligheder.

Nu er det så årets sidste dag, og lad os da tage de positive briller på og og slutte med nogle positive betragtninger. 

Vi fik set Eskild og Lone nogle gange i løbet af året, og Lone nærmer sig nu nok lande til at kunne træde over tærsklen til de berejstes klub. I 2020 var hende og Eskild i Bulgarien og Rumænien med Peter, endnu god oplevelse på Balkan. 

Vi har hugget det ene hovede af den tre hovede drage der bevogter vores hus. Eller- vi har i hvert fald magtet at betale det ene af de 3 lån vi optog da vi for snart 10 år siden købte huset. I løbet af 2021 skulle vi gerne udbetale det næste lån, og i 2023 står det sidste for fald. Det vil betyde meget for os at blive gældfri, så det er en vigtig milepæl der nu er nået. 

Christian er begyndt at komme sammen med miss B, eller Benedikte som vi nu har fundet ud af er hendes rigtige navn, hun er en sød pige der også har sin gang på Duborg skolen i Flensborg. 

Nu kører vi til Kolding for at hygge med gode venner, alle er blevet testet for corona, så selvom det ikke er helt efter Mettes anbefaling kører vi afsted med god samvittighed, godt nok er det fysiske helbred vigtigt, men man skal også sørge for at psyken har det godt !

(vi burde have været i Norge med Peter forældre samt med Lone og Eskild, men ak, den tur gik også i vasken)